“Jeg er ikke den lærer, jeg gerne vil være”

Det er tirsdag morgen. Sandie Langer Christensen har afleveret sin femårige datter i børnehaven og sidder nu med sin bærbare computer i lærernes forberedelsesrum på VUC Lyngby. På reolerne langs væggene kæmper bøger, papirbunker og ringbind om pladsen. Tre af hendes kolleger har også travlt ved de lange arbejdsborde. 

”Det er næsten altid her, jeg sidder og forbereder mig,” siger hun.  

Sandie Langer Christensen underviser i dansk og engelsk. Hun kan tydeligt mærke, at hun har fået flere hold i de senere år og dermed mindre tid til at forberede sin undervisning. 

”Jeg har fem-seks lektioner mere om ugen i dag, end da jeg begyndte som lærer. Det kan ikke undgå at gå ud over kvaliteten,” siger Sandie Langer Christensen.

I dansktimerne genbruger hun mange flere tekster og forløb end tidligere. 

”Der er ikke tid til at udvikle nye, spændende forløb, og skal jeg for eksempel bruge spørgsmål til noget gruppearbejde, så tager jeg dem i tekstbogen i stedet for at lave mine egne. Det bliver de nemme løsninger. Jeg har ikke andet valg.”

Hun retter også skriftlige opgaver i dansk på en anden måde end tidligere for at spare tid. Det er for eksempel sjældent, hun retter alle grammatiske og sproglige fejl. 

”Det ender så også med, at jeg stort set ikke har nogen elever, der kan sætte komma. Det er da vildt irriterende. Men fordi vi har mange svage elever, der har svært ved bare at forstå de genrekrav, der er i dansk, så ville det være en forkert prioritering, hvis jeg brugte lang tid på kommaer.,” siger hun. 

Alene med problemerne
Mens hun har otte års erfaring som dansk­lærer, er det hendes første år som engelsk­lærer. På grund af arbejdspresset har hun lånt kompendier af sin kollega og kopieret alle hendes forløb. Der har ikke været tid eller overskud til andet. 

”Selvfølgelig har jeg sparet noget tid, men det har også klare ulemper. Jeg ved jo ikke, hvad min kollega har tænkt, da hun udvalgte teksterne, så jeg synes, at jeg har været lidt famlende. Det er noget andet, når man laver sine egne forløb og tænker tingene igennem selv,” siger Sandie Langer Christensen og tilføjer:

”I det kommende skoleår har jeg sagt til mig selv, at jeg skal finde tid til at lave to forløb selv.”

Det er nedskæringerne, der har ramt hele uddannelsessektoren, der tvinger lærerne til at løbe hurtigere. Sandie Langer Christensen føler, at lærerne står lidt alene med udfordringerne. Ledelsen er ikke kommet med forslag til, hvad hun og kollegerne konkret kan gøre for at løse problemet med mindre forberedelse. Det hjælper lidt på det, at der især i hendes faggruppe i engelsk er et godt sam­arbejde. 

”Vi har for eksempel lige hjulpet hinanden med at lave en fælles bank med opgaver og tekster, der opfylder de nye reformkrav, og som alle nu bare kan bruge af.” 

Dybt frustrerende
Hun undrer sig over, hvorfor man på pædagogikum lærer at lave planer for undervisning, hvor formål, indhold, didaktik, progression og evaluering er tænkt igennem til mindste detalje, når virkeligheden er en helt anden. 

”Pædagogikum burde lære os at håndtere de vilkår, der er i dag,” siger Sandie Langer Christensen.

Hun synes, det er dybt frustrerende ikke at kunne være den lærer, hun gerne vil være, men lige nu ser hun ingen anden udvej. For et par år siden var hun sygemeldt med stress, og det har lært hende at passe bedre på sig selv. At der er meget genbrug rammer mere hende end eleverne, vurderer hun. Et nyt hold ved jo ikke, at hun har brugt forløbet om folkeviser og middelalderen flere gange før. Men for hende som lærer er det uholdbart. 

”Det er hårdt ikke at kunne være den kreative akademiker, jeg troede, jeg skulle være, da jeg læste. Jeg har ikke gået på universitetet for at bruge andres undervisnings­materiale,” siger Sandie Langer Christensen. 

Hun er sikker på, at eleverne til gengæld tydeligt mærker, at hun ofte ikke har tid til at blive efter timen, hvis de har brug for at snakke. Det er det, der gør allermest ondt, siger hun. 

”Den side af lærerjobbet vil jeg ellers enormt gerne. Det er afgørende for elevernes læring, at de har et personligt forhold til deres lærer. At man ser dem og hører dem. Men jeg har måttet nedprioritere det. Konsekvensen kan blive, at flere falder fra.” 

På deltid
Sandie Langer Christensen klapper den bærbare computer sammen i forberedelses­rummet. Hun når at drikke et glas vand i køkkenet, inden hun går hen til den 1.hf-klasse, hun skal have i engelsk.

Klassen skal skrive på den opgave, de er i gang med. Nogle har allerede afleveret en version, som hun har læst igennem og givet feedback på. Nu skal de bruge timen på at skrive videre, mens hun går rundt og hjælper. 

”Dels sparer jeg noget tid derhjemme, dels tror jeg, de lærer mere af den form for feed­back,” siger Sandie Langer Christensen. 

Tre drenge har svært ved at komme i gang. De snakker om den kommende matematik­eksamen, og om de skal smutte i Lidl efter frokost. 

”Christian, mangler du ikke det sidste afsnit?” spørger Sandie Langer Christensen den ene, og det får snakken til at forstumme. 

Lige siden hun selv gik i 1.g, har hun vidst, at hun ville være lærer. Men de nuværende arbejdsforhold har gjort hende i tvivl om fremtiden. Efter sommerferien går hun på deltid. 

”Jeg har brug for, at der er mere tid i en periode, så jeg også kan være en god mor for min datter. Men det er jo uholdbart, at man skal gå på deltid for at kunne klare jobbet,” siger Sandie Langer Christensen.