Artikel
Ledelsesekspert: Lav undervisningen om, eller brænd ud
Anders Raastrup

Ledelsesekspert: Lav undervisningen om, eller brænd ud

Ledelsen kan vente på, at lærerne brænder ud, eller den kan tage et 180 graders sving mod en anderledes gymnasieskole med helt nye måder at undervise på. Det mener Anders Raastrup Kristensen, ph.d. og ekstern lektor på Copenhagen Business School (CBS)

Ledelsen kan vente på, at lærerne brænder ud, eller den kan tage et 180 graders sving mod en anderledes gymnasieskole med helt nye måder at undervise på.

Det sidste er kolossalt svært, men det er bedre at handle nu frem for at blive tvunget til det af nød i fremtiden. Det mener Anders Raastrup Kristensen, ph.d. og ekstern lektor på Copenhagen Business School (CBS), hvor han blandt andet forsker i ledelse og selv­ledelse. 

Det er en ledelsespligt at hjælpe medarbejderne.

Anders Raastrup Kristensen, ledelsesforsker
CBS

“Man kan ikke blive ved med at tænke undervisning på den samme måde, samtidig med at der bliver færre ressourcer. Det er en ledelsespligt at hjælpe medarbejderne, men det sker ikke på alle gymnasier. Nogle steder følger ledelsen den økonomiske politiks logik og forventer at få mere af det samme for mindre,” siger Anders Raastrup Kristensen, der har beskæftiget sig med gymnasiet i sin forskning.

Skolen skal gentænkes
Anders Raastrup Kristensen mener, at der er brug for, at ledere og medarbejdere i fællesskab for alvor erkender, at noget skal laves grundlæggende om. Han ser mange ledere, som forsøger at ændre på små ting for at få lærerne til at levere mere under­visning for færre penge. Ledelsen opfordrer for eksempel til fælles forberedelse og standardiserede undervisningsforløb eller at ‘arbejde smartere’. Men de tænker ikke grundlæggende nyt, mener han. 

“Fælles forberedelse sparer ikke meget tid, hvis du ikke også ændrer på selve undervisningen og læringen. Den enkelte lærer skal stadig ind og performe foran eleverne og kan jo ikke bare stå og læse op af et manuskript, som en anden har skrevet,” siger Anders Raastrup Kristensen.

Han efterlyser derfor, at undervisningen og underviserrollen på gymnasierne bliver omdefineret. Og ifølge ham skal skolerne handle nu med en positiv tilgang og ikke vente på, at politikerne har skåret ressourcerne så langt ned, at der ganske enkelt ikke er andre muligheder tilbage. Hvordan kan vi gentænke skolen, så vi giver eleverne endnu bedre undervisning? Det spørgsmål skal lederne, men også lærerne stille sig selv, mener Anders Raastrup Kristensen. 

“Hvis man ikke gør noget, så brænder lærerne ud eller flygter fra gymnasiet. Det sker i høj grad i folkeskolen nu, hvor lærerne er endnu mere pressede,” siger han. 

Ledelse skal gå forrest
Anders Raastrup Kristensen mener, at lærerne også skal være med til at omdefinere undervisningen og læringen, men det sker ikke, hvis ledelsen ikke går forrest.

Han vil ikke definere præcis, hvordan gymnasierne skal ændre på undervisningen, men han peger på, at der ligger nogle store ressourcer i den digitale og teknologiske udvikling, som gymnasierne ifølge ham slet ikke udnytter fuldt ud.

Han peger for eksempel på flipped classroom, hvor eleverne ser en forelæsning på en video, og læreren efterfølgende er vejleder. Eller at computerprogrammer meget præcist kan analysere den enkelte elevs udfordringer i skriftligt arbejde i fremmedsprog.

“Der er næsten ingen, som har forstået de enorme læringsmæssige og pædagogiske muligheder, som teknologien kan give os. Tilgangen skal ikke være, at vi gør det, fordi det er billigere, men fordi vi kan gøre det bedre for eleverne,” siger Anders Raastrup Kristensen.

Tema om forberedelse

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater