Elev: Karakterjagten bremsede min udvikling

For Andreas Hagemann Esbjørnsen var hans og klassekammeraternes gymnasietid præget af en jagt på gode karakterer – en jagt, han egentlig ikke brød sig om.

”Det var ubehageligt. Der var hele tiden fokus på målet frem for processen,” siger Andreas Hagemann Esbjørnsen, der blev student fra Gefion Gymnasium for et halvt år siden.  

Da han i sommer trådte ud fra sin sidste eksamen, kunne han ellers konstatere, at han kunne vinke farvel til gymnasiet med et bragende flot gennemsnit på 11,8. Alligevel lå utilfredsheden som en plet på det flotte eksamensbevis. Han var derfor også mere end klar til at lufte sin kritik, da DR Nyheder kom forbi for at tage en snak med ”superstudenten”.

”Jeg har spillet spillet, men jeg synes, at spillet er forkert,” sagde den dengang nyudklækkede student.

Karaktererne havde magt over ham og klassekammeraterne, husker Andreas Hagemann Esbjørnsen. Han oplevede, at spillet om karaktererne fik dem til at gå efter at opnå et tal frem for at opnå ny viden.

”Alt fra mine afleveringer til de ting, jeg sagde i timerne, var præget af den her karakterjagt. Det handlede hele tiden om at komme over, hvor gærdet var lavest, i stedet for at udfordre mig selv,” siger Andreas Hagemann Esbjørnsen.

De lette løsninger
Gymnasietiden var for Andreas Hagemann Esbjørnsen præget af, at han tog de lette løsninger i stedet for at vælge dem, der kunne udvikle og udfordre ham. Eksempelvis valgte han et emne, som han allerede kendte godt, til sit studieretningsprojekt (SRP) frem for at kaste sig ud i et nyt og uprøvet territorium. Han regnede hurtigt ud, hvor hans styrker lå og lod dem diktere, hvordan han skulle arbejde.

”Selvom jeg egentlig syntes, at det var mere spændende at skrive essay i dansk, så valgte jeg altid at skrive kronikker, fordi jeg vidste, at det var dem, jeg ville få gode karakterer i,” siger Andreas Hagemann Esbjørnsen.

Den samme tankegang gjorde sig gældende, når klassekammeraterne og han skulle have nye fag på skemaet.

”Vi valgte valgfag ud fra, hvad vi regnede med ville være lettest at få en god karakter i.”

Konkurrencementalitet
I timerne var karakterjagten evigt tilstedeværende, fortæller Andreas Hagemann Esbjørnsen. Det skabte en konkurrencementalitet.

”Folk fik den opfattelse, at karaktererne var relative. Forstået sådan, at hvis jeg får lavere karakterer end min sidekammerat, så får jeg lavere karakterer, fordi min sidekammerat får højere karakterer.”

Det påvirkede timerne og komplicerede samarbejdet i klassen, at der altid var konkurrence om karaktererne.

”Folk ville for eksempel ikke rigtigt dele deres noter. Når vi lavede gruppearbejde, sad folk og gemte på de bedste pointer, så der ikke var nogen andre, der stjal dem, når teksten blev gennemgået i plenum,” siger Andreas Hagemann Esbjørnsen.

Frygtede at blotte sig
Andreas Hagemann Esbjørnsens klasse var med hans egne ord privilegeret. Flere kom fra akademikerhjem, og flere havde høj faglig selvtillid. Alligevel mindes han at være en ud af tre fra klassen, som sagde noget i matematiktimerne.

”Folk var bange for at udstille deres uvidenhed over for lærerne. Mange ville hellere satse på at få et stillesiddende syvtal.”

Hans kammerater fra parallelklasserne gav ham opfattelsen af, at det var endnu værre i nogle af de andre klasser, hvor den faglige selvtillid generelt var lavere.

”De var bange for at blotte sig, men det, tror jeg, er en vigtig proces i et læringsmiljø,” siger Andreas Hagemann Esbjørnsen.