Artikel
GL: Måling af lærernes tid er udtryk for mistillid
Annettenordstrøm

GL: Måling af lærernes tid er udtryk for mistillid

Mistillid, tidsspilde og en højst usikker målemetode. GL vender sig mod ny måling af lærernes tid med eleverne. Danske Gymnasier mener dog, målingen kan bruges til noget fornuftigt.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Den måling har intet med kvalitet at gøre.

Det mener formand for Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) Annette Nordstrøm Hansen, om at skolerne skal måle og indberette, hvor meget tid lærerne bruger sammen med eleverne.

Til oktober skal skolerne indberette tallene til Undervisningsministeriet, men det er en helt forkert måde at bruge skolernes ressourcer på, mener Annette Nordstrøm Hansen.

”Den vil være behæftet med stor usikker og vil ikke være valid, da skolerne opgør aktiviteterne forskelligt. Det giver derfor ikke mening at bruge tallene i undersøgelsen til noget,” siger Annette Nordstrøm Hansen.

Ifølge hende vil undersøgelsen være endnu en administrationsopgave, som stjæler tid fra ledelsen. En tid hun i stedet gerne så blive omsat til pædagogisk ledelse.

Frihed og styring
Annette Nordstrøm Hansen synes dog, målingen også viser en politisk dagsorden, som ifølge hende er værre end tidsspilde.

”Målingen er udtryk for mistillid til skolerne. På den ene side giver politikerne lederne et større ledelsesrum, og på den anden side vil politikerne gerne styre og måle, hvad lederne gør. Det er samtidig i modstrid med de nye arbejdstidsregler og undervisningsbegreber, hvor vi netop ikke skal måle og lægge de enkelte opgaver i firkanter, men i stedet se opgaverne i en helhed,” siger Annette Nordstrøm Hansen.

Læs: Lærernes tid med eleverne skal indberettes til Undervisningsministeriet

Mangel på kvalitet
Selve målingen – lærernes tid med eleverne, mener Annette Nordstrøm Hansen, ikke har noget med kvalitet at gøre. I stedet mener hun, at defination af kvalitet skal vendes om, så det handler om, hvor meget og hvilken undervisning eleverne får, deres muligheder for vejledning, lektiecafeer og så videre. Eller med andre ord kvalitet handler om, hvad eleverne får, og ikke om hvor hurtigt lærerne løber, mener formanden.

”Det er ikke kvalitet, at den enkelte lærer skal undervise mere eller være mere sammen med eleverne. Det er besparelser og effektiviseringer,” siger Annette Nordstrøm Hansen.

Nysgerrig på tal
Formand for Danske Gymnasier Anne Birgitte Rasmussen mener dog, at den enkelte leder godt kan bruge en måling af lærernes tid med eleverne.

”Det kan være fornuftigt at kunne følge med i fra år til år. Hvis en skole ligger langt under gennemsnittet, kan ledelsen spørge sig selv, om de har et problem? Et tal siger i sig selv ikke særlig meget, men det er fint at være nysgerrig på tal, vi har til rådighed,” siger Anne Birgitte Rasmussen.

Hun er enig i, at der kan være forskellige måder at tælle og registrere tiden med eleverne på fra skole til skole. Derfor mener hun ikke, at målingen skal bruges til at benchmarke skolerne, men derimod som et billede på den samlede udvikling i skolerne.

 Principielt har hun ikke noget problem med, at skolerne skal lave den form for målinger.

”Vi har en udbredt grad af selveje på gymnasierne, og så må vi også leve med, at man på centralt niveau har behov for at følge med i udviklingen på skolerne,” siger Anne Birgitte Rasmussen.

Skolernes nye opgave

I oktober skal alle gymnasiale uddannelser indberette lærernes samvær med eleverne. Det gælder både den skemalagte undervisning og andre former for elevsamvær med et direkte læringsformål – for eksempel omlagt skriftlighed, lektiecafé, studiekredse, elevtid til elever med særlig behov og en række andre aktiviteter. De enkelte aktiviteter skal dog ikke indberettes, men lægges sammen til et tal.

I januar modtog skolerne en 20 siders vejledning i, hvordan timerne udregnes og indberettes.

Det er ifølge Undervisningsministeriet planen, at tallene for de enkelte skoler offentliggøres i Undervisningsministeriets datavarehus i slutningen af i år.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater