12-tals piger har ingen venner

12-tals piger har ingen venner. Dem, der ikke kan klare gymnasiet er dovne. Og STX er i det hele taget en smeltedigel af ubeslutsomme unge med tårnhøje fraværsprocenter, der møder uforberedte op til obligatorisk oldtidskundskabsundervisning  i en desperat iver efter at modtage månedlig betaling i form af ’cafepenge’, de kan brænde af på den lokale crazy daizy i weekenden.

Enig? Det er jeg ikke. Og jeg har en opfordring. Jeg synes, vi bør stoppe med at være forudindtagede. Stoppe med at placere folk i stereotypbekræftende kasser, der bare verificerer samfundets snæversynede endimensionalitet. Vi er ikke et kassesamfund. Vi hylder derimod de, der træder udenfor og starter millionomsættende virksomheder på brugte golfbolde eller telefonledningslignede hårelastikker. Hvordan kan det være, at vi i individualiseringens tidsalder alle stadig bedømmes på nøjagtig de samme kriterier og på fuldstændig lige vilkår? De kriterier, jeg nu i 3 år har lægget under for, på den ’alment dannende’ ungdomsuddannelse, fortæller intet om drive, almen viden, sociale egenskaber eller alle de andre ’ligegyldige’ egenskaber, man alligevel ikke behøver senere i livet. Så længe man kan redegøre for Æneidens 117 vers eller natrons sønderdeling ved opvarmning, så skal det nok gå. I hvert fald ifølge samfundets snævre kollektive referentielle praksis. Og jeg ved godt, at der findes stereotyper, men måske vi skulle overveje, om vi ikke blot genererer selvopfyldende profetier i vores iver efter at kategorisere hinanden. For vi er ikke et kassesamfund. Vi er derimod en konstruktion af excentriske figurer i alverdens størrelser og former. Og det er derfor ikke alle, der passer ind i den snævre kvadratiske kasse. Nogle af de mest banebrydende opfindelser i verdenshistorien er opstået ved ’fejl’, af mennesker, der turde tænke udenfor boksen. Pencillin blev opfundet af Alexander Fleming for at behandle en influenzavirus. Coca-Cola blev skabt, da grundlæggeren forsøgte at blande et middel mod hovedpine, og Viagra var oprindeligt ment som en kur mod forhøjet blodtryk. Dermed ikke sagt, at vi bør afskaffe samfundets normalitetsbegreb. Men lad os nu lade være med at placere hinanden i konstruerede kasser, blot fordi vores egen fantasi sætter en begrænsning for, hvor meget folk må afvige fra vores forestilling om dem. Vi er ikke et stereotypt kassesamfund! Lad os anerkende de skæve eksistenser og atypiske ideer. For som Albert Einstein en gang sagde, er alle genier. Men hvis du beder en fisk om at klatre et træ, vil den vokse op, og tro den er dum. Vi er ikke alle stereotyper – Vi er ikke et kassesamfund!