Artikel
VUC Syd: Fra topstyret ledelse til lokalaftale og medindflydelse
dialog gruppe møde

VUC Syd: Fra topstyret ledelse til lokalaftale og medindflydelse

Det skandaleramte VUC Syd skifter nu fuldstændig kurs. Lokalaftale, gennemsigtig ledelse og medindflydelse skal gøre VUC Syd til en attraktiv arbejdsplads.

Et elendigt arbejdsmiljø uden indflydelse på udviklingen og med en topstyret ledelse.

Nogenlunde sådan kan det tidligere VUC Syd i Sønderjylland beskrives i en enkelt sætning.

Fremtiden skal dog være helt anderledes for det kontroversielle VUC-center.

Jeg tror på, at vi når meget længere med tillid og dialog.

Asbjørn Nielsen, direktør
VUC Syd

Lærerne og den nye direktør på VUC Syd, Asbjørn Nielsen, har aftalt at vende VUC Syd 180 grader og skabe en attraktiv arbejdsplads med et godt arbejdsmiljø og god undervisning, som lærerne skal have stor indflydelse på.

I sidste uge blev der på VUC Syd lagt to afgørende datoer ind i kalenderen.

Første august bliver den fulde tilstedeværelsespligt sløjfet, og den første januar 2019 skal en ny lokalaftale om arbejdstid gerne være aftalt.

“Jeg tror på, at vi når meget længere med tillid og dialog i stedet for at have en regelstyret skole,” siger Asbjørn Nielsen om afskaffelsen af fuld tilstedeværelse, som den tidligere ledelse indførte tilbage i 2013.

Lokalaftale til næste år
Asbjørn Nielsen forklarer samtidig, hvorfor han sigter mod at lave en lokalaftale om arbejdstiden på VUC Syd.

“Vi skal tage udgangspunkt i, hvad der er godt for VUC Syd, og jeg tror, at lokalaftaler kan være en god måde at skabe en ny start. Det er min intention at skabe større gennemsigtighed og transparens om planlægningen for lærergruppen,” siger Asbjørn Nielsen.

Han vil dog på nuværende tidspunkt ikke være mere konkret i forhold til, hvad en lokalaftale skal indeholde. Den proces skal lærerne først inddrages i.

Attraktiv arbejdsplads

Tillidsrepræsentant på VUC Syd Mogens Bruusgaard Poulsen glæder sig meget over den nye udvikling.

“Arbejdsmiljøet har ikke været godt på VUC Syd i flere år.

Nu skal vi vende udviklingen og gøre VUC Syd til en attraktiv arbejdsplads at være på.

Mogens Bruusgaard Poulsen, tillidsrepræsentant
VUC Syd

En lokalaftale på arbejdstiden med helt åbne tal vil være godt for lærerne på skolen,” siger Mogens Bruusgaard Poulsen.

Han henviser til, at en undersøgelse om skolens professionelle kapital og medarbejdertilfredshedsundersøgelser tidligere har vist, at arbejdsmiljøet har været i bund på uddannelsesinstitutionen i Syddanmark. Samtidig har der været stor udskiftning blandt medarbejderne i de senere år.

Mange skal afskediges
Som gymnasieskolen.dk skrev i sidste uge, skal der afskediges en række medarbejdere på uddannelsesinstitutionen, på grund af at de ikke har de rette kompetencer til at undervise på hf.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK), som hører under Undervisningsministeriet,  kom tidligere i år med en voldsom kritik af en række punkter rettet mod den tidligere ledelse. Styrelsen dikterede blandt andet, at VUC Syd skal sørge for, at alle lærere har de rette kompetencer til at undervise på hf. Den tidligere ledelse har forsømt at sørge for, at lærerne løbende har fået pædagogikum og anden efteruddannelse, og det betyder, at der er i dag er 56 lærere, som ikke har de krævede kompetencer til at undervise på hf.

Inden længe vil et tocifret antal medarbejdere få den triste besked, at de ikke længere skal være en del af VUC Syd.

Større medindflydelse
Det ændrer dog ikke på, at ledelse og lærere er enige om, at fremtidens VUC Syd skal være en helt anden arbejdsplads.

Lærerne skal nu have langt mere indflydelse på udviklingen af pædagogik, undervisning og læringssyn.

I den forbindelse er det pædagogiske råd på VUC Syd blevet genoplivet, efter det har været nedlagt i flere år, og i slutningen af maj blev det første møde afholdt.

Rasmus Wiin Larsen er hf-lærer på afdelingen i Haderslev og sidder i udvalget for det pædagogiske råd.

“Nu skal lærerne være med til at formulere læringssynet fremadrettet, og vi bliver inddraget på en helt ny måde i forhold til tidligere. Jeg tror, vi får en meget attraktiv arbejdsplads, det tegner alt til,” siger Rasmus Wiin Larsen.

Topstyret og standardiseret undervisning
Medindflydelse på VUC Syd har kunnet ligge på et lille sted under den tidligere ledelse.

Udviklingen var dog ikke til diskussion, og den var meget topstyret.

Rasmus Wiin Larsen, hf-lærer
VUC Syd

Tværtimod havde ledelsen dikteret et meget stramt koncept for fremtidens VUC Syd.

I alle fag var der sat en udvikling i gang med standardiserede undervisningsforløb og lektioner, som alle skulle gennemføres på iPads. Ideen var, at lærerne i de enkelte fag i fremtiden kunne undervise efter et standardiseret forløb, og dermed kunne uddannelsen effektiviseres.

“Der har været stor modstand imod udviklingen fra lærerne, som har følt, at deres metodefrihed ville forsvinde, at de ville have svært ved at differentiere i undervisningen og inddrage aktuelle emner. Udviklingen var dog ikke til diskussion, og den var meget topstyret,” siger Rasmus Wiin Larsen.

Ny proces begynder nu
Direktør på VUC Syd Asbjørn Nielsen mener, der skal sættes en ny proces i gang, hvor lærere og ledelse taler om den pædagogiske og faglige udvikling.

“Der er et stort behov i vores organisation for at drøfte den pædagogiske proces, spørge om, hvorfor vi gør, som vi gør, og hvad vores mission og vision er. Udviklingen skal forankres i lærerfagligheden, og det pædagogiske råd bliver et centralt omdrejningspunkt i den udvikling,” siger Asbjørn Nielsen.

Han nævner, at VUC Syd som andre uddannelsesinstitutioner skal effektivisere på grund af de generelle nedskæringer på uddannelse.

“Mit sigte er dog at inddrage lærerne meget mere og give dem ejerskab til udviklingen,” siger Asbjørn Nielsen.

Hf-lærer Rasmus Wiin Larsen glæder sig til den nye udvikling på VUC Syd.

“Vi har haft og har et stort kollegialt sammenhold på VUC Syd. Jeg er sikker på, at VUC Syd bliver en virkelig god arbejdsplads med stor medindflydelse på udviklingen,” siger han.  

 

 

Gymnasieskolen følger VUC Syd

Gymnasieskolen vil i en periode følge lærere og ledelse på VUC Syd og deres arbejde for at genoprette deres uddannelsesinstitution.

 

Sagen kort: VUC Syd

  • I juni 2017 kom det frem i Radio24syv, at topledelse og bestyrelse tidligere havde været på en dyr studierejse til Californien. Få dage efter trådte direktør Hans Jørgen Hansen af.
  • Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) tog initiativ til at undersøge forholdene på VUC Syd. Styrelsens afgørelse kom i januar, og det kom frem, at der havde været et kritisabelt forbrug på VUC Syd- for eksempel direktørens kontor indrettet for 433.532 kroner.
  • Styrelsen påpegede også, at en lang række lærere ikke opfylder gældende regler i forhold til at have pædagogikum eller at leve op til de faglige mindstekrav.
  • Første maj er Asbjørn Nielsen begyndt som ny direktør, og der er valgt ny bestyrelse. Tre vicedirektører er siden blevet suspenderet.
  • Et tocifret antal lærere skal afskediges på grund af, at de ikke har de rette kompetencer til at undervise på hf.

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater