Vi skal passe på vores mest sårbare elever. Et indspark i debatten om aflysning af eksamen

Jeg underviser i dette skoleår en 1. års autismeklasse i matematik. De følger hf-bekendtgørelsen, og de elever, som ikke har valgt en fagpakke med matematik på B-niveau, skal afslutte mat C i år med både en to-delt skriftlig prøve og en to-delt mundtlig prøve. At gøre dem klar til fire forskellige delprøver i et ét-årigt fag var en udfordring allerede før corona-lockdown, men nu er det blevet et uoverstigeligt projekt, ikke mindst for eleverne. 

Autisme er et handicap, som rammer det enkelte individ meget forskelligt, men alligevel tør jeg godt sige, at elever med autisme generelt er langt mere udfordret af den nye virtuelle virkelighed end den gennemsnitlige neurotypiske elev. Så vi skal passe ekstra godt på vores elever med autisme, og generelt passe ekstra godt på vores mest sårbare elever.

Da skolen fra den ene dag til den anden lukkede ned, forsvandt elevernes daglige struktur. De elever, som bor hjemme, og har ressourcestærke forældre, er lykkedes med at få oprettet en ny struktur derhjemme. Det har taget tid, og det har kostet mange kræfter, og overskuddet til skolearbejdet har derfor ikke været ret stort. Som mange andre oplever disse elever også de for tiden velkendte udfordringer, som f.eks. søskende, der larmer, og ustabilt internet.  
For de elever, som bor alene, har omstillingen været endnu sværere, og flere har endnu ikke fundet en god måde at håndtere den nye virtuelle virkelighed på.

Anna var lige flyttet i egen lejlighed, da skolen lukkede. Hun brugte den første uge af lockdown på at få anskaffet et kabel, så hun kunne komme på nettet. Nu er hun på. Men bagud med en uges skolearbejde.

Birk nåede ikke at få sine skoleting med hjem, da skolen lukkede. Eleverne er vant til at have deres skoleting til at stå i en reol i deres faste lokale på skolen, og flere af de elever, som har lånt en computer af skolen, lader også denne blive på skolen. Det gælder for bla. Birk, som derfor nu har måttet låne sin søsters computer. Denne har imidlertid ikke de programmer, som er relevante og nødvendige for skolearbejdet. Birk brugte den første uge af lockdown på at se YouTube-videoer, for at finde ud af hvordan og hvor han kunne gemme det materiale, lærerne lagde ud, og på at finde ud af, hvordan han fik logget ud af sin søsters mailkonto og ind på sin egen. Nu har han fundet en slags løsning, men han har stadig ikke adgang til programmer, som er relevante og nødvendige for hans skolearbejde, og han kan derfor ikke få lavet det skolearbejde, han nu er en uge + bagud med.

Christine har angst. Allerede før corona-lockdown var det svært for hende at gå udenfor en dør, f.eks for at købe ind. Nu koster de daglige gøremål næsten alle hendes kræfter, så der er ikke meget overskud til skolearbejdet.

Ditte har en datter på 2 år, som hun skal passe hver dag. Derfor har hun ikke mulighed for at få lavet sit skolearbejde før efter kl. 20 om aftenen, når datteren er puttet. Ditte prøver så godt, hun kan at følge med, men har måttet sande, at det bare ikke hænger sammen.

Emil er bekymret for verdenssituationen og har prioriteret at holde sig i ro og passe på sig selv. Han har forsøgt at starte på noget skolearbejde flere gange, men så snart han støder på et problem – som fx at unilogin ikke virker – så bliver han urolig og må lægge skolearbejdet væk. Emil føler sig desuden meget ensom, fordi skolen var hans eneste sociale netværk.

For både de elever, som har støtte omkring sig, og de, som ikke har, gælder det desuden, at skolearbejdet er mange gange sværere, når der ikke er en lærer til at støtte og motivere. Anna, som er impulsstyret, har brug for små konstante forsigtige puf i retningen af fordybelse. Birk har brug for en meget tydelig struktur og for at vide, hvornår en opgave er løst godt nok. Christine har brug for at blive anerkendt for hvert lille skridt fremad i skolearbejdet, fordi det gør hende tryg.

Navnene ovenfor er selvfølgelig fiktive. Det er udfordringerne ikke, de er hentet fra min arbejdsmæssige virkelighed. Og det er i det lys, jeg taler for, at eksamen bør aflyses og erstattes af en årskarakter. Det er den eneste fair løsning over for i alt fald den her gruppe af elever. De kan ikke klæde sig selv ordentligt på til en centralt stillet to-delt skriftlig prøve, som stiller krav til både færdigheder (delprøve uden hjælpemidler) og til håndtering af deres matematiske it-værktøjer (delprøve med hjælpemidler). Og de kan ikke klæde sig selv på til en mundtlig prøve, som bla. omfatter en gruppedel, de ikke har nået at afprøve og derfor ikke har nogen fornemmelse af hvad, indebærer. De kan ikke løfte det selv, og det er simpelthen ikke fair at bede dem gennemføre en eksamen, som risikerer at knække dem. De vil så gerne leve op til det, der forventes af dem, og derfor skal vi afstemme forventningerne, så dette rent faktisk er muligt.

Og nej, jeg er ikke det mindste bekymret for, at eleverne vil sylte skolearbejdet og springe over, hvor gærdet er lavest, hvis der ikke er udsigt til en forpligtende eksamen. Slet ikke med denne gruppe af elever, som hele livet har kæmpet for at gøre det rigtige og leve op til de forventninger, der stilles til dem. Det bliver slet ikke et issue. Men de har brug for tid. Tid til at omstille sig. Tid til at indstille sig på, at den eksamen, de har set hen imod hele året, ikke bliver. Tid til at fordøje nyheden. Tid til at forstå, hvad det har af konsekvenser for arbejdet frem mod sommerferien. Tid til at få snakket med mig om, hvilke forventninger jeg har til dem, og hvordan de kan indfries. Tid til at acceptere de nye vilkår.

Og jeg har som lærer brug for en afklaring nu, således at jeg kan tilrettelægge årets sidste moduler ud fra den præmis, at de skal bruges til at få så sikkert et indtryk af elevernes faglige standpunkt som muligt. På den måde vil jeg som lærer bedst kunne gøre mit til at sikre, at vores mest sårbare elever kommer ud på den anden side af det her uden væsentlige skolemæssige skrammer.

Mette Louise Laursen, lærer, Aalborg Katedralskole