Vi byder teknologiforståelse velkommen – men ikke som selvstændigt fag
Vi har gennem den seneste tid begge lagt mærke til, at flere rektorer på diverse platforme har slået et slag for et nyt fag på STX. Det er langt fra første gang, rektorerne lufter deres forelskelse i faget, der løbende har ændret navn, men nu tilsyneladende lyder navnet Digital teknologi. Ifølge Danske Gymnasier skal eleverne i dette fag blandt andet lære om kritisk informationssøgning, kunstig intelligens og tech-giganternes algoritmer. At oprette faget som selvstændigt fag vil ifølge DG’s formand, Henrik Nevers, sikre, at eleverne undervises systematisk i det teknologiske område.
Men er det den rigtige vej at gå? At tilføje endnu et fag til STX’s fagrække? Det mener vi ikke. Vi er enige med DG i, at det er helt essentielt, at eleverne på det almene gymnasium får viden og kompetencer inden for den hastige teknologiske udvikling. Teknologi- og digitaliseringsforståelse bør være en del af den almene dannelse, og derfor bør den integreres mere og bedre i fagene på gymnasiet. Eleverne skal gennem undervisningen i de forskellige fag opnå en bred forståelse af teknologi og digitalisering i kontekst af fagrækken. Men vi mener, at tilegnelsen af den viden og de kompetencer skal finde sted inden for de eksisterende fag – ikke løsrevet fra disse. Sikringen af elevernes digitale dannelse og teknologiforståelse skal således ske gennem en tilpasning af fagenes læreplaner – selvfølgelig under hensyntagen til, at læreplanerne ikke blot overfyldes endnu mere, end de er i forvejen, men faktisk gennemgår en kritisk gennemskrivning, der sikrer plads til fordybelse, men samtidig sikrer fokus på nødvendig viden og relevante kompetencer.
Vi er enige med rektorerne i, at eleverne skal klædes på til at forstå digital teknologi, til at forstå, hvad den gør ved os som mennesker og som samfund, og til kritisk at kunne vurdere brugen af ny teknologi – herunder både de fordele og de etiske dilemmaer, som ny teknologi medfører. Men vi har svært ved at se formålet med ikke at lade dette foregå inden for den eksisterende fagrække. Tidligere formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Madeleine Steenberg Williams, har tidligere udtalt, at risikoen ved at lave teknologiforståelse til et enkeltstående fag er, at det så bliver noget, politikerne kan krydse af på en tjekliste, at eleverne har lært, men uden at eleverne nødvendigvis egentlig har forstået, hvad de kan bruge det til i virkeligheden. Den bekymring deler vi. Teknologiforståelse må ikke være løsrevet al den anden viden, eleverne skal tilegne sig på det almene gymnasium. Ved at få digital teknologi ind som noget underliggende og almendannende i alle fag, tvinges vi som lærere til at forholde os til og formidle, hvordan digitale systemer er nærværende og har ændret alle aspekter af vores tilværelse.
Vi opfordrer til, at man i stedet for at hænge fast i tanken om et nyt fag på STX, udvikler idéerne om, hvordan digital teknologi kan indtænkes i de eksisterende læreplaner – som et uomgængeligt krav i alle fag.
Vi er uenige i det, der synes at være en af de bagvedliggende præmisser for rektorernes ønske om at indføre digital teknologi som selvstændigt fag: At fordi den digitale teknologi er overalt i verden omkring os, må vi inddrage den som fag på STX. Blot fordi noget er overalt i verden omkring os, skal det vel ikke nødvendigvis gøres til et fag i gymnasiet?! I så fald kan vi i hvert fald hurtigt få travlt med at tilføje nye fag. Vi mener derimod, at helt uomgængelige epokale nøgleproblemer som fx klima, globalisering og digital teknologi skal integreres i alle fag, så alle fag overvejer, hvordan nøgleproblemerne påvirker netop deres felt.
I en tid, hvor der både stilles flere og flere krav til vores elever, samtidig med at kravene for eleverne kan opfattes mere og mere diffuse, er der ikke brug for endnu et fag i det almene gymnasiums fagrække. Der er tværtimod brug for mere plads til fordybelse, og der er brug for, at den teknologiske og digitale udvikling tænkes sammen med de eksisterende fag.
Vores modstand mod rektorernes ønske om at tilføje faget Digital teknologi til STX’s fagrække hænger også sammen med, at et sådant fag jo faktisk allerede eksisterer. Således er faget Informatik C obligatorisk på HHX, mens eleverne på HTX skal vælge enten Informatik C eller Kommunikation/It C. Dertil kommer, at eleverne på en række STX-gymnasier allerede kan vælge Informatik C som naturvidenskabeligt fag på C-niveau. For de elever, der ønsker at fordybe sig yderligere i den digitale teknologiforståelse, vi argumenterer for, bør tænkes mere ind i fagene, end tilfældet er nu, er der således allerede muligheder i eksisterende fag. It-udviklingen interagerer med samfundsudviklingen, og teknologi er til stede overalt i samfundet og i den globale udvikling i øvrigt, og faget Informatik og dets elementer af innovation og digital dannelse arbejder med at forstå, tage stilling til og bidrage til samfundsudviklingen nationalt og globalt. Faget beskæftiger sig med digitale data i et samspil mellem teorier og modeller på den ene side og afprøvninger på den anden, og Informatik er både et videns- og kundskabsfag samt et færdighedsfag.
DG skylder at forklare, hvor faget Informatik slutter, og Digital teknologi som fag begynder. Ligesom DG skylder at forklare, hvilke fag i STX, de mener, skal vige pladsen for faget Digital teknologi. Vi opfordrer til, at man i stedet for at hænge fast i tanken om et nyt fag på STX, udvikler idéerne om, hvordan digital teknologi kan indtænkes i de eksisterende læreplaner – som et uomgængeligt krav i alle fag.
Det kræver selvfølgelig, at vi tør se vores egen utilstrækkelighed på området i øjnene, for kan vi rent faktisk mestre den opgave, som det ser ud lige nu? Svaret må være et nej for de fleste læreres vedkommende. Det kræver efteruddannelse og kompetenceløft – et kompetenceløft, som vi alligevel ikke kommer uden om, al den tid at vi ikke som gymnasielærere kan fortsætte undervisningen, som den altid har set ud, men under alle omstændigheder bliver nødt til at tilpasse os en ny virkelighed, hvor AI, digitale kompetencer og teknologiforståelse uden tvivl kommer til at spille en større og større rolle, og hvor den digitale dannelse er helt afgørende.
Af Stine Wolff og Bodil-Marie Gade
Medlemmer af GL’s hovedbestyrelse og Uddannelsesudvalg
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode