Uddelegering eller samarbejde?

Vores 1.g-elever har lige afleveret deres dansk-historieopgaver, som de har skrevet i grupper.

Jeg har ikke læst opgaverne endnu, men jeg har fulgt med i gruppernes arbejdsproces på de fire hele skrivedage, som de har haft fordelt på tre uger inden deadline, og jeg er spændt på at se resultatet.

Vi, historielæreren og jeg, startede på første skrivedag med at diskutere forskellen på kooperativt og kollaborativt samarbejde, som det er beskrevet af Bang og Dalsgaard i artiklen “Samarbejde – kooperation eller kollaboration?” 
Her beskrives kooperation på følgende måde: “Ved kooperation forstås således et samarbejde, hvor en arbejdsopgave inddeles i mindre delopgaver, som uddelegeres til deltagerne, der arbejder på dem uafhængigt af hinanden.”.
I modsætning hertil er kollaboration “et samarbejde, hvor deltagerne er fælles om at løse en arbejdsopgave. Deltagerne arbejder sammen mod et fælles mål og er indbyrdes afhængige.”

Eleverne skulle placere de tre sidste gruppeopgaver, som de havde lavet, på et kontinuum mellem kooperation og kollaboration. Og så skulle de i grupperne diskutere sig frem til, hvordan deres samarbejde kunne blive mere kollaborativt i forbindelse med DHO’en.

Det gav anledning til en del tvivl, indvendinger og protester, at vi forventede kollaborative produkter fra dem – selvom vi sådan set har forventet det hele året, og ikke kun i forbindelse med DHO’en. Indvendingerne gik især på tidsforbruget, der er større, når man arbejder kollaborativt, end når man arbejder kooperativt. Overfor indvendingerne stod vores påstand om, at deres opgaver ville blive væsentligt bedre og mere sammenhængende, at fire hjerner, der kombinerer deres indsats, er bedre end én, samt at de ville lære meget mere, idet man lærer rigtig meget, når man diskuterer sig frem til en opgaveløsning i fællesskab. Man bliver meget dygtigere, end hvis man arbejder på hver sin del, og så blot læser det hele igennem til sidst, hvis der er tid til det.

Det kunne de godt se, men i praksis havde de ret svært ved at få vendt arbejdsprocessen fra uddelegering til reelt samarbejde. Vi havde vejledningstider med dem på anden og tredje skrivedag, og i disse tider fokuserede vi meget på gruppernes samarbejdsform. Nogle af de grupper, der formåede at etablere et egentligt kollaborativt samarbejde, oplevede, at det blev meget lettere at skrive, når det hele var diskuteret igennem først, og at der kom ting med i analyserne, som de enkelte gruppemedlemmer ikke selv ville have tænkt på.

Men andre grupper havde meget svært ved at slippe uddelegeringstanken, hvilket var tydeligt, når de enkelte gruppemedlemmer spurgte os om noget uden at have diskuteret det med resten af gruppen først. Og det var, som om Google Docs for dem lagde op til uddelegering i sig selv – måske på grund af tidligere arbejdsvaner…

Vores erfaringer bakkes op af EVA-rapporten “Digitalisering i gymnasiet set fra elevernes perspektiv” (2018). Her står der blandt andet, at “Brug af digitale delingsdokumenter til gruppearbejde stiller således også krav til elevernes samarbejds- og deltagelseskompetencer, hvis det digitaliserede gruppearbejde reelt skal være et samarbejde.”
Det er altså ikke nok blot at stille et værktøj til rådighed. Det bliver man som bekendt ikke en god håndværker af.

Der er nogle rigtig gode pointer i rapporten om samskrivning, som jeg vil arbejde videre med fremover. For eksempel har grupper forskellige regler for, om og hvordan gruppemedlemmer må redigere i hinandens tekststykker. Et andet eksempel er, at nogle elever ikke bryder sig om at skrive direkte  i et delingsdokument, fordi de ikke vil have, at andre skal forholde sig til det, de har skrevet, før det er helt færdigt og gennemarbejdet. Hvis jeg gerne vil have mine elever til at flytte sig mere over i det kollaborative samarbejde, må jeg derfor undersøge, hvordan eleverne helt konkret samarbejder, og hvordan det – igen helt konkret – kan forbedres.

Det er ikke let at ændre samarbejdsvaner, og det kræver en større mindset-ændring at gå fra at ville have lavet et produkt så hurtigt og let som muligt til at ville lave et fælles og gennemarbejdet produkt. Instant gratification i kraft af mere fritid vejer ret tungt hos eleverne i forhold til det mere langsigtede mål om at blive dygtigere. Men jeg synes, at vores elever efterhånden fandt ud af, hvad vi forventede af dem, og ikke mindst fik vi et fælles sprog om det med begreberne kooperativt og kollaborativt samarbejde.