Tyvernes forbudstid?

I fredags mødtes hovedstadsområdets nye 1.g’ere i Dyrehaven, i Søndermarken og sikkert også andre steder for at drikke sig fulde og have det mere eller mindre sjovt, inden de måske / måske ikke tog til en form for intro-fest på eller i forbindelse med deres respektive gymnasier. Noget tilsvarende må formodes at være tilfældet landet over.

På Rødovre Gymnasium har vi inden for de seneste år skruet intro-festen ned til en ‘café’. Det læner sig næsten op ad Sundhedsstyrelsens forslag om nul alkohol før efterårsferien. Dog kan man stadig købe en øl til introcafeen.

Men som nævnt mødes de unge altså INDEN gymnasiets arrangement – og drikker. Flere steder har gymnasierne slet intet arrangement. Fester er der alligevel; de arrangeres bare af de unge selv.

Alt tyder altså på, at det ikke er i gymnasiet, at de ‘lærer’ at drikke. De kunne i hvert fald godt finde ud af det, inden de begyndte. Og ølsalget til en gennemsnitlig gymnasiefest er i øvrigt imponerende lavt relativt til det rapporterede storforbrug.

Man kan endda fremhæve, at når de ER på gymnasierne, så er rammerne trygge. Der er sofaer og vand. Der er lukkede mure og venner og omsorg. Der er vigtigst af alt fornuftige voksne, der kan tage sig af dem, hvis de får det dårligt eller mister kontrollen.

Intentionerne bag Sundhedsstyrelsens udmelding er sikkert gode nok. Teenagehjerner har næppe godt af at ligge i blød i sprit hver weekend.

Men hvis man lukker ølhanerne på gymnasierne, er der en sandsynlighed for, at man også lukker gymnasiefesterne – og i stedet sender de unge andre steder hen, hvilket deres møder i Dyrehaven og andre steder samt de private ‘puttefester’ viser, at de sagtens kan finde ud af at arrangere. Steder, hvor der ikke er trygt; hvor man kan blive væk fra hinanden eller falde i søvn i en busk, falde i de forkerte hænder, eller hvad man nu ellers kan frygte af ulykker.

Så længe, de kan få fat i alkohol, skal de nok kunne finde ud af at indtage det – som jeg allerede har skrevet i et tidligere indlæg. Det virker ufatteligt ubegavet at forbyde alkohol på netop gymnasierne, når det ikke er forbudt i resten af samfundet. Men som jeg også skrev dengang, er tanken om at forbyde alkohol i resten af samfundet både skræmmende og trist.

Nogle sammenligner optimistisk et alkoholforbud med rygeforbuddet: En kulturændring, vi vil vænne os til med tiden.

Men det er en falsk præmis såvel som en falsk analogi. Dels er rygning i stor stil blot blevet erstattet af nikotinposer; dels spiller de store prisstigninger på tobak måske også en rolle. Endelig må man især huske, at når det et sted er forbudt at ryge, gælder forbuddet alle – ikke kun en bestemt aldersgruppe.

For hvem er det mon, de unge har lært at drikke af? Det er åbenlyst hyklerisk at prædike for dem, mens vi gamle tilsyneladende bare skal praktisere, som vi plejer. Selvom det muligvis er for sent at redde vores sløve hjerner, kunne man måske godt skrue lidt på en prisknap eller to og ramme befolkningen over en bred kam, sådan bare af princip?

Men det er der selvfølgelig ikke stemmer i.

Måske er det et spørgsmål om at udbyde nogle alkoholfri alternativer – ikke som erstatning for, men som supplement til festerne. Så kan elever, der ikke ønsker at drikke, også være med, og elever, der klamrer sig til flasken, kan opleve et fællesskab, som handler om noget andet – og lære at navigere i det og måske endda hvile i det.

Kan den ønskede kulturændring måske næres ved at så et par frø frem for at brænde den skov, vi står i? Frem for nul-alkohol-præk kan man måske tale stille og roligt om ikke-kun-alkohol? Måske kan vi i samtale med de unge arbejde med en fornuftig og behagelig omgang med alkohol?

Måske får man ikke en bedre verden af at kontrollere og forbyde alting?