Til folkemøde med GL

Sidste år skrev jeg et længere indlæg med samme overskrift, som mest af alt havde karakter af en reportage over de tre dage i Allinge. Folkemødet 2018 stod i OK 18’s tegn, ikke kun for GL’s overenskomstudvalg. Også i år var der en del arrangementer med fagbevægelsen og arbejdsgiverne om den danske model, men det var tydeligt at fornemme, at der i år ikke var ret meget på spil. Der var nærmest Friede, Freude, Eierkuchen, som man ville sige på tysk – en lidt lalleglad enighed om, at den danske model er unik og den bedste i hele verden. Det vender jeg tilbage til.

GL’s repræsentation på folkemødet bliver jævnligt kritiseret. Får medlemmerne nok ud af alle de penge? Jeg er selvsagt tilhænger af deltagelsen, men det er jo i sidste ende medlemmerne via deres repræsentanter, der skal godkende regnskabet og dermed GL’s udgifter til denne event.

Personligt synes jeg, at det blev en stor succes, efter at Tomas Kepler som ny formand havde forpligtet sig på at sørge for ligeså godt vejr som i de forgangne år. Det lykkedes akkurat – alle var kørt, da det store uvejr satte ind.

Hovedoverskrifterne for overenskomstudvalgets arrangementer var den danske model, det psykiske arbejdsmiljø, herunder problematikken med det grænseløse arbejde, og nedskæringerne på uddannelse og de deraf afledte negative konsekvenser for ungdomsuddannelserne.

Jeg vil ikke rapportere fra alle arrangementer, men komme med et par kommentarer og refleksioner, ikke mindst i forhold til vores egen boldgade, gymnasierne, der i de sidste år har været ramt af en farlig cocktail, bestående af omprioriteringsbidrag og elevnedgang.

For at starte med det mindst interessante tema i år: den danske model. Jeg oplevede Claus Jensen, formanden for Dansk Metal, to gange på Folkemødet. Han var i fin form og optrådte på slap line. Han kunne godt se det problematiske i modellen i forhold til den offentlige sektor, men i den private sektor virker skidtet, hvilket også er grunden til, at Danmark ikke oplever de gule veste som i Frankrig. Den danske model har sikret lønmodtagerne en pæn lønfremgang over de senere år, og derfor oplever Danmark ikke gruppen af working poor. Den danske lønmodtager kan forsørge sig og sine, som han gentagende gange udtrykte sig.

Derfor var det ikke så mærkeligt, at Kim Graugaard fra Dansk Industri gav ham ret i alt. Systemet virker, og alle har gavn af det. Så længe fagforeningerne ser på arbejdsmarkedet som Claus Jensen, så længe er det nemt at lave forretning i Danmark. Hvor bliver revolutionen af, spurgte Rune Lykkeberg Claus Jensen i et længere interview samme dag. Den er unødvendig.

Jeg drøftede mine iagttagelser kort med Laust Høgedal, arbejdsmarkedsforsker fra Aalborg universitet. Han er ikke sikker på, at OK 20 på det private arbejdsmarked vil forløbe så gnidningsfrit, som repræsentanterne fra A- og B-siden var så enige om. Det bliver spændende at følge.

GL var med i flere arrangementer omkring arbejdsmiljøet. Slående var det, at alle repræsentanter fra arbejdsgiversiden indledte med at fastslå, at det jo går meget godt med arbejdsmiljøet i Danmark. Man kunne fornemme, at de dybest set anså en debat om problemer på arbejdspladserne for overflødig.

Men vi ved godt, at der er en række udfordringer. Jeg stillede selv spørgsmålet til panelet ved GL’s eget arrangement: ”Av mit arbejdsmiljø”, hvordan det kunne være, at direktøren på VUC Syd i årevis kunne slippe af sted med at slide især sine nærmeste medarbejdere op, uden at det tilsyneladende fik konsekvenser. Selv en medarbejderfluktuation på 20 % om året flere år i træk udløste ingen synlig reaktion, måske bortset fra, at en mellemleder fik besked på at skønmale den første og eneste anonyme medarbejdertilfredshedsundersøgelse på stedet. Men en regning på godt 4.000 kroner for at få kufferter bragt op på værelset i Californien på bestyrelsens studietur – den fik korthuset til at bryde sammen. Tankevækkende!

Panelet var enigt i, at lederuddannelsen kunne være en del af løsningen. Der skal nok mere til. GL foreslår et regnskab over arbejdsmiljøet, ligesom det sker i dag med økonomien.

Hvornår er det udførte arbejde godt nok? Flere arrangementer kredsede om det grænseløse arbejde, der er et af de store problemer i gymnasiet og på andre vidensarbejdspladser. Alt for mange opfatter dette som deres personlige og individuelle problem, mens kollegaen sidder med samme oplevelse, uden at de taler åbent om det.  Set med GL’s øjne kræver dette en kollektiv approach og en åben og tillidsfuld dialog på skolerne. Ressourceknapheden vil ikke forsvinde foreløbigt, og derfor kan man ikke blive ved med at bruge mere tid end den afsatte for at løse opgaverne. Dilemmaet består i, at ingen fagprofessionel person kan leve med at slække på kvaliteten og aflevere et produkt, som man ikke kan stå inde for. Det gælder ikke kun for gymnasielærere. En åben dialog og frihed til at tilrettelægge sit arbejde ud fra fagprofessionelle kriterier er nødvendige løsningsingredienser, men er det nok? Det er en af GL’s allerstørste udfordringer.

Arbejdsmiljøet er højt prioriteret i GL, der i sit arbejdspladsudvalg følger udviklingen tæt. Det psykiske arbejdsmiljø er netop i disse år udfordret yderligere, nemlig af angsten for at miste sit job. Godt 300 fastansatte lærere har i år fået en fyreseddel, og dette rammer som bekendt ikke bare de fyrede, men hele lærerværelset. Derfor er skolernes økonomi et væsentligt emne, som på forskellig vis fyldte på folkemødet.

Tak fordi du har holdt ud hertil, for nu kommer jeg til det emne, som optager mig mest for øjeblikket. Hvis uddannelse betaler sig, hvorfor så spare på det? Kan det betale sig at uddanne unge i provinsen? Kan vi ikke køre lidt længere på literen? Dagsordenerne er velkendte og har mange facetter.

GL var på banen flere steder. Jeg deltog i et arrangement i Landdistrikternes telt: ”Sat på spidsen: Uddannelse i provinsen – go eller no go?”. Når man er lærer på Odsherreds Gymnasium, der oplever faldende elevtal og et usmidigt taxametersystem, så er det nærliggende at diskutere emnet. Panelet bestod af tre provinspolitikere og én MF-er. Retningen var klar: selvfølgelig skal der uddannelse til også i provinsen, men den førte uddannelsespolitik gør det til en udfordring. Tonni Hansen, borgmester i Langeland kommune, konstaterede tørt, at folkeskolen i det kommende skoleår, når VUC-afdelingen bliver lukket, bliver den højest tilgængelige uddannelse på øen. En katastrofe!

Alle var enige om, at taxametersystemet trænger til en justering, men jeg udfordrede dem ved at spørge, hvorfor de i det hele taget accepterede præmissen om, at uddannelse kostede det samme uanset geografisk placering. Som bekendt gælder princippet ikke i folkeskolen. Begge borgmestre i panelet greb den straks og ønskede faktisk en større politisk styring af ungdomsuddannelser, enten i kommunalt regi eller regionernes. For øjeblikket kunne de bare ikke se et realistisk alternativ til taksameterstyringen. Sådan har GL det vist også, men det er måske på tide at udfordre denne tænkning. Jeg har andetsteds skrevet om problemstillingen.

Politisk styring er et tveægget sværd. Vi har brug for, at politikere tager ansvar i forhold til elevfordeling, og vi har brug for, at de fx kommer med en saltvandsindsprøjtning til VUC Syd, der ellers får en håbløs nystart efter flere års mismanagement. Vi har også brug for, at en ny regering stopper omprioriteringsbidraget og ser på behovet for geninvestering, der netop skulle ske på baggrund af en konkret vurdering af de enkelte skolers behov. Synspunktet er muligvis upopulært, men nødvendigt, hvis ikke de små skoler i provinsen skal blive offer for den tiltagende centralisering i samfundet, parret med mantraet om det hellige frie valg.

Men styringen kan kappe over og ende med en alt for tæt indblanding i områder, som burde overlades til fagfolk. Politikernes fusionssyge er for nogle tilsyneladende svaret på alle bønner. Fusionér, og lykken vil tilsmile dig øjeblikkeligt.

Det får mig til de sidste, måske lidt mere opmuntrende betragtninger. Folkemødet er som bekendt politikernes tumleplads. Hvert år uddeles der en pris til den politiker, ”der i særlig grad har lyttet, været i dialog og ladet sig påvirke af debatten i det forgangne år samt under Folkemødet”. I år gik prisen til Holbæks unge socialdemokratiske borgmester Christina Krzyrosiak Hansen. Hun har netop skrevet en artikel i Folkeskolen, som kan anses som indledningen til et opgør med seks års forfejlet socialdemokratisk uddannelsespolitik.

I sin egen kommune har hun indgået en arbejdstidsaftale med lærerkredsen og tilført folkeskolen flere midler, som skal bruges af fagfolk ude på skolerne. For som hun bliver refereret i den omtalte artikel: "Vores vigtigste opgave er at sikre nogle rammer, hvor lærerne kan få lov til at være lærere, og hvor eleverne kan få lov til at være elever. Og så skal vi politisk blande os uden om. Når der skal lægges budgetter, får jeg ofte lyst til at gå ind og detailstyre, fordi jeg holder af folkeskolen. Men så skulle jeg være blevet lærer i stedet for politiker".

Lad dette synspunkt også gælde gymnasierne! Fusioner kan være fornuftige, men der er desværre kun få gode eksempler på det. Og det har en simpel grund, som en god kollega har udtrykt det langt klarere og bedre, end jeg ville være i stand til: ”At lave en skole med en velfungerende kultur er et dyrt langtidsarbejde, som ikke findes på regnearkene. Det er en af de store udgifter ved fusioner, som gør dem utroligt dyre og reducerer kvaliteten i størrelsesordenen et årti.”