Tid til forandring?

Den tredje vej? Det lyder progressivt, men i virkeligheden støtter og fremmer Jens Boe Nielsen og Peter Henrik Raae afviklingen af gymnasiet. Kommentar til en kronik i Gymnasieskolen

I en kronik i det seneste nummer af Gymnasieskolen (”Stramme rammer: Afvikling eller udvikling,” maj 2020) vil Jens Boe Nielsen og Peter Henrik Raae gerne diskutere de fremtidige rammevilkår for gymnasierne. De to kronikører, en tidligere formand for Rektorforeningen og en gymnasieforsker ved SDU, vil – kort fortalt – give deres bud på, hvordan der stadig kan leveres kvalitet i undervisningen, når gymnasierne fremover ”skal drives for cirka 90 procent af, hvad der tidligere var til rådighed.”

Kronikken er skrevet i et udpræget organisationsteoretisk sprog –”decentrale praksisudviklinger”, “kalibrering og løbende tilretning” etc. – så en almindelig underviser dårligt kan genkende sin hverdag. Kronikørerne virker underligt kulturfremmede over for gymnasievirkeligheden. Er det virkelig den samme Peter Henrik Raae, som underviste mig i teoretisk pædagogik i begyndelsen af 1990erne, mens han – iført lilla skjorte – anskueliggjorde sine pædagogiske pointer med modellervoks?

Svaret blæser i vinden
Adskillige gange i kronikken bruges udtrykket ”bestyrelse, ledere og lærere”. Rækkefølgen i dette manende mantra er ikke tilfældig. Kronikørerne ser af gode grunde verden fra ledelses- og bestyrelsesniveau. Men det gør den almindelige gymnasielærer ikke. Han/hun vil ofte ikke kunne genkende bestyrelsesformanden, når han/hun fra tid til anden dukker op på arbejdspladsen.

Kronikørerne signalerer ellers, at den ”udvikling” (i stedet for afvikling), de gerne ser i gymnasiet, selvfølgelig ikke kan ske uden inddragelse af den nederste del af treenigheden (”bestyrelse, ledere og lærere”): Underviserne, dvs. gymnasiets praktikere. Men her er kronikørerne meget lidt konkrete. Hvad skal vi gøre anderledes? ”Lokalt udviklingsarbejde er svaret”, lyder det. Aha. Hvordan? Jo, vi skal ”stoppe op” og forholde os ”åbent undersøgende til, om det kan gøres på andre måder på den enkelte skole.” Javel. Skal vi opprioritere det digitale i undervisningen? Et virtuelt curriculum? Skal vi på uendelige møder afskaffe metodefrihed og erstatte den med en fælles katekismus? Svaret blæser i vinden.

Ifølge Raae og Boe er der tre organisatoriske veje at gå, når man vil ’gøre skole’, som de kalder det. I USA er den enkelte underviser omdrejningspunkt for ”eksekvering af forandring.” I Østrig er det ”staten, der tager affære, hvis en skole ikke lever op til de besluttede resultater.” I Danmark har man valgt ”en tredje vej”: ”Her er ansvaret decentraliseret til enkeltskoleniveau – det er overordnet set bestyrelsens, ledernes og lærernes [der kom den igen!] opgave at holde det enkelte gymnasium fit for fight.”

Kan Corona-krisen bane vejen for ægte forandring?
”Den tredje vej”? Det lyder forjættende og progressivt, men i virkeligheden er Jens Boe Nielsen og Peter Henrik Raae systembevarende og konservative på den dårlige måde. Den såkaldte tredje vej, som bare er en anden måde at sige ”selveje” på, er jo en af den nuværende miseres rødder. Sammen med den corydonske ”normalisering” fra 2013. Selvejet fra 2007 afskaffede kort fortalt de danske gymnasier som kulturinstitutioner og forvandlede dem til firmaer, der skal konkurrere om ’kunderne’. ”Normaliseringen” af 2013 suspenderede på afgørende vis lærernes indflydelse på egne arbejdsforhold. Her har den ene kronikør, den tidligere rektorformand, i øvrigt et historisk medansvar. I min bog ”Bjarne Corydon og nødvendighedens politik” (People’sPress 2020), som ikke er blevet anmeldt i Gymnasieskolen, citerer jeg en kronik fra Berlingske (“Tidssvarende overenskomster, tak!”, 15.12.12), hvori Jens Boe Nielsen og Michael Kaas Andersen, Danske Erhvervsskoler, lader sig begejstre ved udsigten til en “normalisering” af underviserne: “Overenskomsten er et problem, fordi den fremmer en kultur både hos lærerne og hos ledelserne, som drejer sig om at være nøjeregnende, timetællende, millimeterdemokratiske mere end om at sikre sig, at undervisningsopgaven løses på den absolut bedste måde og med de absolut bedste resultater for eleverne og dermed også for samfundet.”

Raae og Boe plæderer for udvikling i stedet for afvikling, men de har tilsyneladende ikke fantasi til at forestille sig en udvikling, der indebærer en afvikling af selvejet og dermed en annullering af markedsgørelsen af gymnasiet. Hvorfor hænger de egentlig fast i en forældet New Public Management tænkning, som helt og aldeles har fejlet på det offentlige område?

Corona-krisen har ellers fået en del økonomer til at gentænke en række grundlæggende samfundsøkonomiske spørgsmål. Herunder den kritiske infrastruktur, som uddannelsessystemet vel også er en del af. I et interview i Weekendavisen (19.04.2020) udtaler den respekterede serbiske økonom Branko Ivanovic: ”Jeg tror, at vi befinder os ved afslutningen på en æra, der begyndte i 1980erne, og som havde sine gode perioder, men også førte til en markedsgørelse af mange aktiviteter, der i mine øjne ikke burde være markedsgjort.”

Det må være tid til forandring. Ægte forandring.