Testidioti

Vi taler meget om, at tidens unge er helt anderledes, fordi de kommer med nye væremåder og indstillinger (ja ja, siden Sokrates…), men vi taler meget lidt om den fundamentalt forandrede skolekultur, vi har haft siden 2002. Efter Anders Fogh Rasmussen(AFR) har det danske undervisningssystem været præget af kontrol på alle niveauer. Jeg mener ikke, at det har været slemt i gymnasieskolen, men jeg ved at folkeskolen har været frygtligt ramt, fordi alle elever skulle testes nede fra 2. klasse. De er 8-9 år. Vi mishandler børn med alle disse idiotiske og nyttesløse tests, som notorisk ikke har forbedret det danske skolesystem. Og hvis vi ikke passer på, sørger kunstig intelligens (AI) for, at testsystemet spreder sig til gymnasieskolen…

AFR sagde, at vi ikke skal lytte til eksperter, vi kan ikke løse noget som helst med rundkredspædagogik – og så lod han Ulla Tørnæs sige, at vi skulle til at teste skoleelever ligesom de gjorde i USA og England, da disse lande tydeligvis havde et mere effektivt skolesystem end os. Politisk og kulturelt har vi sagt farvel til lærerautoriteten, ja, men det skete ikke i 1980, men i 2002, hvorefter lærere på alle niveau blev frataget magt og råderum, som i stedet blev givet til skoleledelser og bekendtgørelser. Den enkelte lærers vurdering af elever skulle også jævnes, hvorfor man indførte de nationale test, og og, min hjerne fatter det ikke: De er 8-9 år. I pausen har de haft en brydekamp eller trænet en tik-tok. De har måske lært at læse. De kan lægge 2 og 2 sammen, hvis man viser dem æblerne. Men ved de, hvad en test er?

Min dreng vidste, hvad kommunen var for noget, fordi hans fodboldtræner hele tiden råbte ‘ud af kommunen’. Vi forklarede, at kommunen var mange ting, men at den fx styrede hans skole. Da han kom hjem fra testen i 2. klasse, var han ret sikker på, at han skulle ‘ud af kommunen’, fordi han havde svaret forkert på en masse spørgsmål. Vi forsøgte at forklare, at det hang sammen med den adaptive tests konstruktion … himmel. Jeg kunne jo ikke forklare knægten det, andet end forsikre ham om, at han også ville være sammen med sin venner næste år. I lang tid var han i tvivl. Måske en tvivl, som har sat sig i ham helt grundlæggende. Er jeg god nok? Bliver jeg smidt ud af min gruppe, fordi jeg er for dum? Behøver jeg at tilføje, at min dreng er dejligt klog og kærlig? Også i dag. Men, det tør jeg godt sige, ikke helt sikker på sine evner.

Det burde han ellers være, for han har klaret alle nationale test med glans siden 2. klasse. Vi er oppe iblandt de øverste 20%. Alligevel er dette ikke hans selvfortælling. Som man måske mærker, har det ikke skortet på støtte hjemmefra, lærerne har også altid været begejstrede, men drengen selv har tænkt sit.

Vi dyrker præstationsorienterede mennesker op i skolesystemet. Nationale test, karakterkrav, tilstedeværelse, afleveringer. Tal, tal, tal. Hvem fanden bruger alle de tal til noget godt? Stadig større dele af årgange har problemer med at læse endsige skrive. Jeg møder elever i gymnasiet som spørger mig (dansk og spansk), hvordan man dividerer. Det er indlysende at testsystemerne, hverken har fremmet en bedre pædagogik eller en bedre forståelse af virkeligheden – endsige fx aritmetikken.

Nu skal nationale test genindføres i version 2. Man kan håbe, at denne version er bedre. Man kunne også overveje, om man har brug for programmet… Jeg mener: det amerikanske skolesystems fallit efter 25 års testregime er åbenbar. I det amerikanske samfund betyder videnskab og redelighed mindre, end det gjorde. Det samme kan man vel sige om UK, hvor samtlige problemer i landet skyldes dem, som ikke er født i UK af britiske forældre.

Fri os fra test!

Det skriver jeg samtidig med, at jeg med den anden hånd planlægger at teste mine elever. Af en eller anden grund er alle mulige lige pludselig blevet meget optaget af, at elever skal have korrekte standpunkter. Derfor bør vi ikke give karakterer på baggrund af deres hjemmeopgaver, men med udgangpunkt i test af eleverne. Vi har (endnu ikke) nationale test, men jeg kan se, at vi alle er i gang.

Jeg undrer mig over dette ønske om præcise standpunkter, fordi de fleste mennesker, jeg har kendt, har snydt med en eller flere afleveringer. Selv er jeg ‘un santo’, men alle andre har kigget over skulderen. Se bare, hvordan næsten alle doktorafhandlinger i Tyskland fra før digitaliseringen omkring 2000 var plagiater. Fra 2000 til 2010 begyndte vi at fange udveksling opgaver mellem klasser og familiemedlemmer, fordi særligt nævenyttige lærere kunne påvise kopiering ved at sammenligne digitale kopier. Fra 2010 til 2020 kom der to spillere: Studienetportalen eller hvad de hed, og Google Translate, en forløber til AI. Den sidste medfører stadig store forskelle i skriftligheden i hjemmeopgaver og til prøver. Snyd – eller hjemmehjælp – har altid været en væsentlig del af elevernes læring. Derfor har årsprøver og terminsprøver altid betydet meget i fastlæggelsen af de betydende standpunkter. Men nu er det, som om dette ikke er nok. Mattias Tesfaye har udtalt, at “vi kommer til at indrette det skriftlige arbejde anderledes, så det i højere grad udføres på skolen end derhjemme”.

Mon ikke eleven, lad os kalde ham Mathias, som bruger GT (altså Google Translate), AI eller sin mors moster til at score et ekstra nøk, godt er klar over, at den givne karakter ikke afspejler Mathias’ niveau. Det spændende er, om læreren afslører snyderiet. Før i tiden faldt korthuset til årsprøver og terminsprøver. Nu skal det falde hele tiden, for de karakterer, vi giver, skal afspejler elevens standpunkt helt præcist og retfærdigt. Jul, forår og sommer.

Måske er problemet ikke elevernes snyd, eller forsøg på at lette afleveringspresset en uge, men de voksnes ønske om en hyperretfærdighed. Hvis nogen generation skulle kritiseres, er det vel Generation X, som ironisk nok skaber regimer, hvor de søger en hyperretfærdighed lige fra VAR (i fodbold) til Testskolen.

Min skole har dette testregime. Det presser det, vi gerne vil undervise i, vores pensum. Og vores sociale relation med eleverne. Jeg plejer at spille strandvolley med mine elever, når vejret er godt – i spansk. Vi har mange timer, og det er en glimrende variation, som varer 20-25 minutter. De kan kun score ved at score – og sige noget på spansk. Men æh, det har jeg ikke tid til i år. Nu skal alle alle testes, så vi er sikre på, at deres standpunkt ikke er pumpet up.

Med klumper af test op til karaktergivning og forberedelse af prøver begynder vi at opbygge et regime som en performance-orienteret amerikaner må drømme om.

Dette har måske til formål at fange den ene procent af eleverne, som råsnyder og ikke laver en disse i timerne. Dermed skyder vi hagl efter … ingenting. De kommer ikke til at forandre gymnasiet, måske kommer gymnasiet til at forandre dem, og i øvrigt vil vores faglige vurdering af dem som regel være mere præcis end en test.

Vi har ikke brug for at tillægge de tal, som vi deler ud, ekstra opmærksomhed. Vi har brug for at neddrosle deres betydning for at skabe et miljø, hvor det ikke handler om at præstere hele tiden, men primært om at blive klogere … og så endelig i slutningen af forløbet, vise alt det, man har lært.

Dette betyder, at vi må acceptere noget indlysende: karaktererne er ikke mere troværdige end de elever, der leverer input til dem.