Underviser Søren Jørgensen oplever, at eleverne på VHF udvikler sig meget i løbet af skoleåret. Han giver sig god tid til den enkelte elev, og så forsøger han altid at møde eleverne med en rosende og anerkendende tilgang.

Succesfuld hf risikerer lukning: Unge med diagnoser rammes

En succesfuld hf på Mariagerfjord Gymnasium for unge med psykiske diagnoser risikerer at lukke. Pengene er sluppet op, og Undervisningsministeriet vil ikke permanentgøre uddannelsen.

I folkeskolen endte Asger Christensen Jungersen altid bagerst i klasseværelset, fordi han ikke kunne følge med i undervisningen. Drømmen om en studenterhue virkede umulig, men i dag sidder han bag de store rødhårede krøller og analyserer en engelsk novelle i en visiteret hf-klasse (VHF) på Mariagerfjord Gymnasium.

“Jeg var en skygge på væggen i min folkeskole. På VHF er der plads til mig, og jeg kan få hjælp. Der er altid en hånd, der bakker op, i stedet for at jeg falder i et hul af opgaver, som jeg ikke kan komme op af,” siger Asger Christensen Jungersen, som har diagnosen aspergers og går i 1.vhf.

I VHF-klasserne sidder flere unge mennesker med forskellige psykiske diagnoser, en ulykkelig folkeskoletid, frustrerede forældre og en ødelæggende oplevelse af at falde ud af et uddannelsessystem, som ikke kan rumme dem.

Derfor går eleverne i den specielle hf-klasse, som en sidste udvej for at de kan tage en gymnasial uddannelse. Men pengene rækker ikke længere, da Undervisningsministeriet nægter at permanentgøre uddannelsen og støtte den økonomisk.

De kommende elever i 1.vhf risikerer at blive den sidste gruppe unge med psykiske diagnoser, som Mariagerfjord Gymnasium får lov til at løfte op fra det hul, som systemet har efterladt dem i.  

Uddannelsessystemet spilder unge på gulvet, fordi de har en forkert diagnose. Det er både dyrt og umenneskeligt.

Jette Engelbreth, rektor
Mariagerfjord Gymnasium

Diagnosen bestemmer uddannelsen
Asger Christensen Jungersen og hans otte klassekammerater placerer en række adjektiver i kolonner under hver af de tre hovedpersoner i den engelske novelle. Opgaven er nøje forklaret af læreren, for elevgruppen i VHF kræver struktur og en høj grad af styring.

VHF er en specielt tilrettelagt hf-uddannelse for normaltbegavede unge med ADHD, autismespektrum-tilstande, angst og andre psykiske diagnoser. Den findes kun på Mariagerfjord Gymnasium og kan tages over tre år.

Derudover findes der 11 gymnasier i landet, som har ASF-klasser. Det er en gymnasial uddannelse for elever, der har en diagnose inden for Autisme Spektrum Forstyrrelser.

Disse skoler finansieres, fordi skolerne modtager dobbelt taxameterpenge for de 12 elever, som må gå i en ASF-klasse.

Men det er ikke tilfældet for VHF på Mariagerfjord Gymnasium.

VHF optager elever med mange forskellige diagnoser og ikke kun unge med diagnoser inden for ASF-spektret.

Ifølge skolen vil Undervisningsministeriet ikke permanentgøre uddannelsen og indskrive den som en ASF-uddannelse og dermed give ekstra økonomisk støtte.

“VHF er så god og velfungerende en uddannelse, at det er ikke til at bære, hvis vi skal lukke den. Uddannelsessystemet spilder unge på gulvet, fordi de har en forkert diagnose. Det er både dyrt og umenneskeligt,” siger Jette Engelbreth, der er rektor på Mariagerfjord Gymnasium.

Rektor Jette Engelbreth er dybt bekymret for VHF-uddannelsens fremtid. Hun opfordrer politikerne til at tage ansvar for de sårbare elever. 

VHF startede i 2012, fordi skolen oplevede sårbare elever med psykiske diagnoser, som ikke kunne klare en gymnasial uddannelse uden særlig støtte. Den ressourcekrævende uddannelse er finansieret ved hjælp af almindeligt taxametertilskud og fondsstøtte, men nu rækker midlerne ikke længere.

“Vi starter en ny 1.vhf-klasse efter sommerferien, fordi vores sociale bevidsthed gør, at vi vil fortsætte VHF. Men vi bliver nødt til at tage penge fra andre dele af skolen, og det er kun et spørgsmål om tid, før at det ikke kan lade sig gøre længere,” siger Jette Engelbreth.

Et trygt klasserum med tid til den enkelte
Asger Christensen Jungersen tager et ekstra stykke dagmartærte. Det er årets sidste engelsktime i 1.vhf, og selvom de ikke er færdige med at analysere novellen endnu, er der altid tid til kage.

I klasselokalet har hver elev deres eget faste skrivebord, og i hjørnet er der en afskærmet hyggekrog med grønne sækkestole, hvor eleverne kan tage et pusterum.

Det er engelsklærer Søren Jørgensens første år som underviser på VHF, og han nyder elevernes store taknemlighed og glæde ved at gå på uddannelsen. Men det er en anden elevtype end på stx, og man er mere på som lærer, fortæller han.

“Helt grundlæggende handler det om at skabe en tryghed i undervisningslokalet. Jeg roser eleverne og fortæller, at det er OK at lave fejl. Der er mere tavleundervisning end ved stx, fordi undervisningen skal være meget struktureret, for at VHF-eleverne lærer bedst,” siger Søren Jørgensen, der underviser i engelsk og samfundsfag på VHF og STX.

Asger Christensen Jungersen er rigtig glad for at gå på VHF, fordi han altid får hjælp, når han har brug for det. Der er mere tid til den enkelte elev.

“Jeg ville ikke kunne fungere på et almindelig stx, fordi jeg er bagud fagligt og har brug for ekstra støtte. VHF er en frisk start for mig, og jeg har lyst til at stå op om morgenen og gå i skole, fordi jeg faktisk lærer noget,” siger Asger Christensen Jungersen på 20 år.

Asger Christensen Jungersen har diagnosen Asperges, og han ville ikke have kunnet gennemføre en almindelig stx. På VHF på Mariagerfjord Gymnasium får han den støtte og hjælp, som han har brug for. 

En chance til for sårbare unge
I kampen for at råbe politikerne op var skolen i efteråret 2017 til møde i Folketingets Undervisningsudvalg. Rektor Jette Engelbreth tog tilbage til Hobro med en positiv fornemmelse, men det spirende håb blev hurtigt slået til jorden.

Undervisningsministeren Merete Riisager (LA) gjorde det klart, at VHF ikke levede op til kriterierne for at blive godkendt som ASF-klasse. Både på grund af at VHF ikke kun optager elever med diagnoser indenfor autisme-spektret, men også fordi VHF’s geografiske placering i Hobro ligger forholdsvis tæt på flere ASF-klasser i Aalborg og Randers.
Det skriver hun i et svar til Undervisningsudvalget den 12. december sidste år.

“Over 90 % af vores VHF-elever fortsætter på en videregående uddannelse. Når de får studenterhuen på, så står hele familien med tårer i øjnene, fordi deres barn fik en chance i systemet, og de lykkedes. Vi kæmper videre!” siger Jette Engelbreth, som er rektor på Mariagerfjord Gymnasium.

For at VHF skal hjælpe unge fremover, så kræver det en supplerende lovgivning, fortæller Jette Engelbreth. En lovgivning, som åbner op for, at sårbare unge med forskellige psykiske diagnoser også kan tage en gymnasial uddannelse.

Gymnasieskolen vil i den kommende tid følge op på, hvordan det går eleverne på Mariagerfjord Gymnasiums VHF-uddanelse, og om politikerne ser en fremtid for uddannelsen.