Spejlet er splintret

En god lærer påvirker sine elever og får ofte en vis betydning for deres valg i livet. Sådan har jeg altid forstået lærerrollen. Det er helt elementært. En inspirerende lærer kan endda skærpe sine elevers sans for helt uproduktive fænomener som matematisk skønhed og poesi. Sådan vil jeg gerne se det. Undertiden er påvirkningen så stærk, at det etablerede system næsten må anse det for en trussel mod samfundets orden. Et eksempel herpå er Peter Weirs Døde poeters klub (1989), hvori den karismatiske gymnasielærer John Keating (Robin Williams) forsøger at lære sine elever at ”gribe dagen”. Stop! Rolig nu! Det er jo bare en romantisk film. Den udspiller sig tilmed i en ramme, der dårligt kan sammenlignes med dagens danske skolevirkelighed. Og så fantastisk er John Keating vel heller ikke. Han svigter én af de elever, han selv har inspireret til at gå egne veje. Sandt nok. Alligevel er der noget vigtigt på spil i filmen. Den anskueliggør noget fundamentalt og samtidig værdifuldt i undervisningssituationen:  Læreren har muligheden for – ja, kan dårligt undgå – at repræsentere et symbolsk spejlbillede for eleven. I praksis ikke nødvendigvis et smukt spejlbillede (!), men underviseren har – via spejlingseffekten – et vigtigt potentiale som eksistentiel mentor. Og her er jeg fremme ved mit anliggende. Jeg konstaterer i det aktuelle skolesystem en række forhindringer for spejlingseffekten. Der kunne peges på mange forhindringer. Jeg nøjes her med fem.

1. I en tid med permanente nedskæringer i den offentlige sektor skal underviserne – samtidig med at de skal løbe stadigt hurtigere – også forholde sig til stadigt flere elever. Det er ikke befordrende for spejlingseffekten. Der kan være langt mellem de magiske øjeblikke i skolen og gymnasiet.
2. ”Klassen” som omdrejningspunktet for undervisningen er på retur. En række indflydelsesrige skolefolk ønsker den ligefrem helt afskaffet. Man kan forestille sig en trist fremtid, hvor der ikke længere fejres klassejubilæer. Det er fatalt, for klassen – under ledelse af en række meget forskellige spejlingsmuligheder (også kaldet ”privatpraktiserende lærere”) – udgør en unik ramme for elevernes socialisering til kritiske og selvstændigt tænkende borgere.
3. ”Kompetencer” fik i 2005-reformen forrang for indhold. Det er skidt for spejlingseffekten. Underviseren ved ofte – via intuition og erfaring – hvilket fagligt indhold, der fungerer i undervisningen, men systemet tvinger ham/hende til at tage udgangspunkt i kompetencerne og først i anden omgang udvælge et passende indhold. Med mindre han/hun begår en form for civil ulydighed. Det vil måske ændre sig med den nye reform?
4. ”Karrierelæring” – årets grimmeste buzzword – synes at repræsentere et indædt opgør med forestillingen om, at eleverne gerne en gang skulle studere den engagerede undervisers eget fag på universitetet. Eleverne skal i stedet studere det, konkurrencestaten aktuelt har behov for. Hverken mere eller mindre. Altså et direkte angreb på spejlingseffekten.  
5. Digitaliseringen: Man kan forestille sig en foruroligende nær fremtid, hvor en række A-lærere udvikler digitale ”læringsplatforme” uden selv at være i berøring med nogen elever. Selve undervisningen overlades til B-lærere, de nyttige idioter. De behøver hverken at forberede sig eller at tænke en selvstændig tanke. Hermed vil spejlet være knust til atomer. Det er omtrent situationen i folkeskolen efter den store skolereform af 2013.

I den pædagogiske debatbog Carpe diem!, som jeg netop har udgivet, er den døende lærerpersonlighed et overordnet ledemotiv.