”Sov mit barn, sov længe”

En 1.g-elev – lad os kalde ham Nikolaj – hænger hen over bordet. Han er normalt ”på” i timerne, aktivt deltagende, virker motiveret. I dag virker han mest bare opgivende og træt. Da jeg spørger ind til, hvad det handler om, fortæller han, at han kun har sovet 5 timer i nat. ”5 timer?”, spørger jeg undrende, og han fortæller, at der var nogen, der blev ved med at skrive til ham længe efter midnat.  ”Du kunne vel bare lade være med at svare?”, spørger jeg – et naivt spørgsmål, skal det hurtigt vise sig, for nej, det kan man ikke bare. ”Så bliver de sure”, svarer han.

Og jeg ved det jo godt. Jeg ved jo godt, hvor svært det er for vores unge mennesker at slippe det sociale liv på telefonerne. Også når de virkelig burde. Så egentligt er det jo ikke så overraskende. Når jeg alligevel er fløjet til tasterne, skyldes det den snak, jeg efterfølgende havde med Nikolajs klasse. Jeg blev nemlig nysgerrig. Klassen er en grundforløbsklasse. De er altså lige begyndt på gymnasiet. Jeg kender dem endnu ikke supergodt, men oplever en rigtig sød, men lidt stille klasse, der ikke ligefrem sprudler i undervisningen. Ja, egentlig virker de, når jeg tænker de seneste tre uger igennem, ofte lidt trætte. I et spørgeskema, de udfyldte som optakt til den forældreaften, vi holdt på skolen i sidste uge, havde jeg spurgt ind til, hvordan det havde været at begynde på gymnasiet: Hvad havde været den største forskel fra folkeskole til gymnasium? Hvad havde overrasket dem mest ved deres nye skoleliv og dagligdag? Et gennemgående svar var, at de oplever lektionerne som lange, skoledagene som lange, og at de er virkelig trætte, når de kommer hjem fra skole. Flere af dem fortæller, at de sover eftermiddagslur, når de kommer hjem – hvis de da ikke lige skal på arbejde i Netto til kl. 22 om aftenen eller andet, der ikke levner plads til ro og hvile. På forældremødet dagen før, havde jeg til eleverne og deres forældre sagt, at der jo ikke var noget underligt ved, at man var træt om eftermiddagen, når man var begyndt på noget nyt: Nyt sted, nye klassekammerater, nye lærere, nye fag, nye former for undervisning, nye måder at tænke på. Men Nikolajs 5 timers søvn fik mig til at tænke, at alt det nye måske ikke var hele forklaringen på deres træthed.

Min nysgerrighed på elevernes dagligdag – herunder deres søvnvaner – fik mig til for en stund at suspendere undervisningen og spørge lidt videre. ”Hvor mange af jer har ligesom Nikolaj sovet maksimum 5 timer i nat?”. I min naivitet havde jeg sådan set ikke forventet, at der var andre end den ene elev, men der kunne jeg godt tro om. 6 andre elever rakte hånden i vejret. 6 timer, spurgte jeg så? 10 elever havde nu en hånd i vejret. 7 timer? 8 hænder. 8 timer? 3 elever. Og kun en enkelt elev mente at have sovet mere end 8 timer. Jeg var en smule i chok. ”Så kan jeg skisme godt forstå, at I er trætte”, sagde jeg, og fortsatte: ”Hvor er jeres mobiltelefon, når I sover?”. ”I sengen”, svarede en pige på første række. Jeg kiggede skeptisk på hende – jeg håbede vel, at det kun var et fåtal, der havde telefonen hos sig om natten. For de ved vel bedre? De unge har vel for pokker også fulgt med i samfundsdebatten om mobilvaner, skærmforbrug, sociale mediers kontrol over vores liv og algoritmer? Og det har de sikkert, men det afspejler sig ikke i deres mobilvaner – i hvert fald ikke ved sengetid. Ud af en klasse på 29 lagde ingen – ikke en eneste! – deres mobiltelefoner uden for rækkevidde, når de skulle sove. Og de meldte tillige tilbage, at de selvfølgelig svarer, hvis nogen skriver til dem – også efter at de egentlig har slukket lyset og lagt sig til at sove. Godt så…

Jeg ved jo godt, at det står skidt til med mobil- og søvnvaner blandt de unge. Alligevel blev jeg faktisk lidt chokeret over det resultat, som min egen lille, meget lokale og totalt uvidenskabelige undersøgelser gav. Hvis så bare eleverne i min klasse var enkeltstående tilfælde, men det er de jo ikke. Således viser en rapport fra Statens Institut for Folkesundhed fra 2017, at mere end seks ud af ti unge i alderen 16-24 år angiver, at tid brugt på diverse skærme er årsag til, at de får sovet for lidt. Resultatet bekræftes af en nyere undersøgelse fra 2022, hvor 57 % af de adspurgte piger og 64 % af de adspurgte drenge mellem 15 og 25 år angiver, at underholdning fra telefon eller computer er årsag til ikke at føle sig udhvilet. Mere specifikt bliver forstyrrelse fra brug af mobiltelefon, f.eks. til at tjekke beskeder, angivet som årsag til ikke at føle sig udhvilet blandt 28 % af piger og 25 % af drenge.

Så selv om problemet måske ikke er helt så massivt, som en enkelt rundspørge i min egen 1.g-klasse antydede, så er problemet alvorligt. Søvn er helt afgørende, for at vi kan fungere – det ved vi alle. Både kvaliteten og kvantiteten af vores søvn har afgørende betydning for hjernens restitution, og for børn og unge er det afgørende for både udvikling, indlæring, mentalt og fysisk helbred at få søvn nok. Ifølge Sundhedsstyrelsens anbefalinger skal børn og unge mellem 13 og 18 år gerne have 8- 10 timers søvn pr. nat.

Som jeg tidligere skrev, så er tallene ovenfor næppe overraskende for ret mange. Vi ved godt, at mange af vores elever får for lidt søvn, men det betyder ikke, at vi ikke skal være bekymrede og tage det dybt alvorligt. Skal vi også det som lærere, vil det jo så være oplagt at spørge? Er det virkelig endnu en ting, vi som gymnasielærere skal forholde os til? Har vi ikke rigeligt at bruge vores dyrebare tid og ressourcer på? Jo, det kunne man sagtens argumentere for. Det burde være eleverne selv eller deres forældre, der forholdt sig til problemstillingen – ikke os. Men problemet er bare, at det i sidste ende får både direkte og indirekte indflydelse på undervisningen, hvis de unge er i søvnunderskud. Direkte i form af sløve og umotiverede elever. Indirekte i form af øget mistrivsel, som vi så i sidste ende alligevel kommer til at forholde os til, og som er en dagsorden, der jo ikke kun fylder enormt meget i den generelle samfundsdebat i disse år, men også helt specifikt i vores branche.

Jeg er fuldt ud klar over, at antallet af opgaver, vi skal løfte – ud over den helt almindelige undervisning – stiger og stiger i de her år, og det skal vi blive ved med at råbe højt om, så politikerne igen og igen gøres opmærksomme på, hvor problematisk det er, når de skærer i vores sektor. Alligevel tænker jeg, at det her er en opgave, jeg personligt fremadrettet vil bruge lidt mere krudt på – måske bare som en del af mit relationsarbejde og i forsøget på at skabe bedst mulige undervisningsvilkår for såvel mine elever som mig selv. I hvert fald ”truede” jeg den anden dag min 1.g-klasse med, at det absolut ikke var sidste gang, vi havde snakket om søvn og brug af mobiltelefoner sen aften og nat. Faktisk tror jeg, at jeg vil blive ved med at spørge ind til deres vaner, indtil det hænger dem langt ud af halsen. Jeg planlægger også allerede diverse konkurrencer om, hvem der får sovet mest i løbet af en uge. Hvem der har været bedst til at lægge telefonen væk ved sengetid, osv., osv. Og den dag mere end halvdelen af klassen har lagt deres mobiltelefon uden for rækkevidde og sat den på lydløs, da de skulle sove, giver jeg flødeboller. Måske flytter det ingenting. Men måske kan den form for fokus alligevel i sidste ende skubbe en smule til deres bevidsthed og refleksion omkring søvn og mobilvaner. Det kan man da håbe…