Som man spørger…

Kort før jul offentliggjorde Ministeriet for børn og unge det spørgeskema, som fremover skal anvendes på alle gymnasier, når de med reformen obligatoriske trivselsundersøgelser skal gennemføres. Det er langt hen ad vejen en bizar oplevelse at læse spørgsmålene. De stritter i mange forskellige retninger, og man fornemmer, at afsenderne enten ikke har tænkt sig om, eller også har de en noget speciel opfattelse af et gymnasiums kerneopgave og trivsel som begreb. Da førstnævnte mulighed næppe er sandsynlig, er der altså grund til at prøve at forstå, hvilken opfattelse der er tale om.

Det første, der springer i øjnene, er spørgsmålet om, hvorvidt elevens lærere samarbejder om undervisningen. Præmissen må i så fald være, at samarbejde om undervisningen enten styrker eller skader elevens trivsel, for ellers ville spørgsmålet være meningsløst i sammenhængen. Lærersamarbejde er et af tidens pædagogisk-politiske plusord, og lærersamarbejde finder sted hver dag under såvel formelle som uformelle former. Men skulle det være afgørende for elevernes trivsel? Hvordan? Kunne en velforberedt undervisning, som ikke er blevet til uden direkte lærersamarbejde være glimrende for elevernes trivsel? Spørgsmålet er med til at styrke en speciel tilgang til undervisningen og hører ikke hjemme i en trivselsundersøgelse. Det lugter tværtimod af et politisk-pædagogisk forsøg på styring, eller med et andet modeord ”nudging”, og koblet med de andre spørgsmål om lærerens ageren, er de et godt eksempel på den måde, de politiske systemer arbejder uden kontakt til hinanden. Gymnasielærere underviser flere og flere elever og har mindre og mindre tid til at forberede undervisningen. Det forholder spørgeskemaet sig ikke til, for den slags konsekvenser af nedskæringerne eksisterer ikke i skemaets verden. Man ønsker at kontrollere, om lærerne opfører sig på en bestemt måde, og vilkårene er i den sammenhæng ligegyldige.

Dernæst kunne man spørge, hvordan eleverne skal kunne svare på, om lærerne samarbejder om undervisningen. Jeg samarbejder ofte og med stort fagligt udbytte med kolleger, men det er ikke altid eksplicit i undervisningen. Tænkes der mon på decideret flerfaglige forløb? Eller hvad er egentlig definitionen på samarbejde i spørgeskemaets kontekst? Det står hen i det uvisse. Man vil altså få en lang række svar, som er baseret på elevens egne, anekdotiske forestillinger om, hvorvidt samarbejde har fundet sted.

De mest grundlæggende problemer med undersøgelsen kondenseres særligt i følgende spørgsmål, men dominerer i det hele taget sidste halvdel af spørgeskemaet:

  • Jeg har en tendens til at føle mig deprimeret/nedtrykt.
  • Føler du dig ensom?

Særligt disse to spørgsmål afslører en problematisk tendens i tidens skole- og uddannelsespolitik, nemlig den manglende forståelse af gymnasierne som institutioner. Der er næppe nogen tvivl om, at alt for mange unge har problemer med ensomhed, med rodløshed og stress. Det er meget trist, og det er også muligt at nogle afledte årsager findes i gymnasiet. Men det er ikke årsager, som er forbundet med den undervisning, der leveres i gymnasiet. Årsagerne findes i højere grad i ungdomskulturen, i tidsånden, i den tilgang til de unge som ressourcer, der ofte benævnes konkurrencestatstanken, og lignende forhold. Alle disse forhold smitter af på miljøet i gymnasiet, men i realiteten er denne type undersøgelser med til at gøre problemet værre. Én af årsagerne til oplevelsen af stress og pres hos de unge bunder, efter min klare overbevisning, i de implicitte krav om, at de konstant skal forholde sig til sig selv. De skal forholde sig til deres virtuelle identitet og deres præstationer, men også til deres holdninger til undervisningen, til læreren osv. De SKAL have en holdning, og den SKAL høres. Denne evalueringskultur planter indirekte en selvkritisk stemme i os alle, og det er ikke mere af den slags, der er brug for.

Der er i stedet brug for at give lærerne plads til at skabe nogle rammer med tydelige, faglige krav og regler for undervisningsrummet, og den måde, vi omgås hinanden deri. Med regler menes naturligvis ikke kadaverdisciplin, men en række tydelige forventninger mellem lærer og elever og eleverne imellem – baseret på en anerkendelse af det asymmetriske magtforhold og på en grundlæggende, gensidig respekt for hinanden som mennesker. Tydelige, faglige krav og regler, der er ens for alle elever, er grundlæggende frigørende. På den måde slipper eleverne for hele tiden at skulle være ”kritiske” og forholde sig til, hvad de mon synes om lige netop det krav, det forslag eller den opgave.

Med et spørgeskema som dette, øger man i virkeligheden presset på de unge. Man stiller spørgsmål, der indirekte skaber et billede af, at man som ung skal have problemer, man beder dem have en holdning til noget, de ikke rigtig er kvalificerede til at have en holdning til (lærersamarbejde), og man gør til en vis grad skolen ansvarlig for, om de er ensomme. Nogle vil nok indvende, at det ikke er intentionen at gøre det til skolens ansvar at sørge for, at de unge ikke er ensomme, men i så fald bør man medtænke, hvordan selve systemet fungerer: Alle gymnasier har en ledelse og en bestyrelse. Særligt bestyrelserne kan sidde i en svær situation, hvor man har bestyrelsesansvar, men samtidig ikke ved meget om, hvad der faktisk sker på gymnasiet, da man i sagens natur ikke er en del af dagligdagen. Man er derfor henvist til at forholde sig til tal – løfteevne, karaktergennemsnit, trivselsundersøgelser. Skulle en stor gruppe svare, at de er ensomme, depressive eller noget tredje, er det naivt at tro, at det ikke vil resultere i et ”indsatsområde” på skolen. Tallene skal jo forbedres. Man vil derfor nedsætte udvalg, afsætte ressourcer, laver indsatser osv. for at forbedre tallene. Og dermed piller man ved et grundlæggende element i gymnasiet som institution. Gymnasiet er et fagligt rum, hvor eleverne bør kunne opholde sig og forvente en god undervisning og klare rammer, ikke en socialpædagogisk institution, der skal løse en række tilfældigt udvalgte menneskelige problemer. Trivsel kommer blandt andet også fra klare, frigørende rammer, og søger man at modvirke ensomheden ved at bekæmpe den direkte fra gymnasiets side, vil man skabe en lang række andre problemer for både elever og gymnasierne. Jeg håber derfor, at man på det kraftigste vil overveje at ændre i spørgeskemaets indhold.

Spørgeskemaet kan læses her.

Asger Wille, medlem af GL’s Hovedbestyrelse for Liste 2.