Romanlæsning i en zapperkultur

Læsning af romaner som led i undervisningen er noget, der deler vandene.
Ofte møder man argumenter som: ’Det tager for lang tid og er svært at bruge aktivt til eksamen’.
Eller måske endnu værre: ’Eleverne magter ikke længere at koncentrere sig om så lange værker.’
Navnlig sidstnævnte er der blevet skrevet mangt og meget om, de unge er blevet kaldt distræte zappere, og enhver lærer kender da også til udfordringer, som elever, der distraheres af sociale medier under gruppe- eller klasseundervisning, eller elever, der liiige skal tjekke mobiltelefonen i ly af bordkanten.
Jeg har selv oplevet, at nogle af mine elever efter en skriftlig terminsprøve gav udtryk for, at det havde været helt rart at ’blive tvunget’ til at skrive en hel opgave ud i ét stræk uden mulighed for at zappe mellem den og diverse sociale medier imens. Man skulle tro, at de såkaldt digitale indfødte selv kan finde ud af at slukke for det, der hæmmer deres arbejdsproces, men det er tilsyneladende langt fra tilfældet.

Hvad formalia omkring romanlæsning for netop mine fag angår, skal jeg læse fem større værker med mine elever i dansk, mens der i engelsk ikke længere er noget krav om værklæsning. Så sent som i den forgangne uge sad vi i vores engelskfaggruppe og diskuterede, om værklæsningen burde genindføres i engelskfaget, og meningerne blandt os var faktisk delte. Og ja, det kan da virke nemmere for både underviser og elever at holde sig til korte tekster som for eksempel noveller, digte og kortfilm. Det er en overskuelig enhed, og man kan hurtigt rykke videre, hvis det bliver trivielt. Jeg er selv typen, der når igennem mange, mange (korte) tekster med mine hold i løbet af de to-tre år, jeg har dem – måske mest fordi jeg selv er bange for at komme til at kede mig.

Men de kan nu altså noget, de romaner, og jeg får øjnene mere og mere op for det. Og det gør eleverne heldigvis også tit, hvis bare de får chancen. For nylig oplevede jeg én af mine 3.g-drenge komme under et romanlæsningsforløb om Nick Hornbys High Fidelity og sige, at han altså syntes, det var så dejligt bare at få lov at læse i en bog. Så vidste han, hvor vi var henne de næste mange uger og engelsklektioner, og dét gav ro. Slut med at rode i Lectio forud for hver engelsklektion og se, hvad det nu var for en tekst, han skulle sætte sig ind i. I den forbindelse tænker jeg også, at det spiller en rolle, at hvor noveller, digte og lignende udleveres elektronisk til eleverne, så er romanerne i sagens natur på papir. Undersøgelser viser, at vi husker bedre, når vi læser på papir; vores hjerner kan simpelthen nemmere navigere i det. Og så er vi jo også nogen, der bare synes, det er umanerligt lækkert med duften af papir og den hviskende lyd af sider, når man bladrer…

Så kort og godt: Der er en potentiel fordybelse ved romaner i undervisningen, som man ikke skal undervurdere. Ganske vist klager eleverne sig af og til over antallet af sider til den enkelte lektie, men her kunne man passende læne sig op ad Ziehe og ’den gode anderledeshed’; alene det at læse bare femogtyve sider ud i ét er for mange elever en temmelig anderledes oplevelse. Men i høj grad noget, de skal mestre i forhold til deres videre studier.

Variationsmulighederne er mange inden for romanlæsning. Det behøver langt fra blive kedeligt. Har man mange lektioner at gøre med, kan man vælge at bede eleverne læse værket intensivt og i lektionerne arbejde med alt lige fra sprog til tematik.
Er det et sprogfag som for eksempel engelsk, kan man variere ved af og til at bede eleverne finde genitivkonstruktioner på en bestemt side i romanen eller oversætte en side eller to til dansk. Har man i stedet få lektioner at gøre med og irriterende ’huller’ i skemaet grundet ferier, terminsprøveuger eller andet, kan man gøre det, som en danskkollega har anbefalet mig: Brug én lektion på at skyde læsningen i gang, lad så eleverne læse videre selv over et par uger, mens de hver især får ansvar for at fylde kapitelreferater og citatudpluk i et Google-dokument, og rund dernæst af med en lektion mere, hvor romanen analyseres under klassedialog på basis af elevernes eget arbejde i Google-dokumentet. Altså to lektioner til en hel roman.

Jeg er selv ved at afslutte læsningen af den socialrealistiske roman Submarino på mit samfundsfaglige danskhold, og det er tydeligt, at romanen har fanget dem, og at den taler til deres studieretning. De oplever, at de kan bruge noget af det, de har lært i samfundsfag til at fortolke romanen. Eftersom de er en 3.g-klasse, og det er AT-sæson, har jeg også grebet chancen for at træne metodisk bevidsthed, så vi har talt om, hvilke danskfaglige læsninger vi har plukket fra i arbejdet med romanen, ligesom vi har diskuteret, hvordan man kunne udfærdige et AT-eksamensprojekt i fagene dansk og samfundsfag med Submarino som omdrejningspunkt. Vi ender formentlig med at bruge ni lektioner i alt og har arbejdet i dybden med store dele af værket. Eleverne har desuden spurgt, om vi ikke kan slutte af med en filmaften på skolen, hvor vi sammen ser filmatiseringen.

Jeg finder formentlig ikke en eksamenstekst, der egner sig til perspektivering til dette romanforløb. Men det kunne jeg godt have gjort – ofte skal man blot tænke lidt ud af boksen. Under alle omstændigheder synes jeg, at tiden med romanlæsningen er godt givet ud: Eleverne har arbejdet koncentreret og fagligt, samtidig med at de har været godt underholdt, og jeg håber, at det også har været medvirkende til, at de opdager den ro og fordybelse, der ligger i at læse et værk på flere hundrede sider. Og hvis de så også får øjnene op for anderledesheden i at elske duften og lyden af papir, så kan jeg slet ikke forlange mere!