Socialedemokratiet og Radikale Venstre mener, at økonomien på VUC er presset, og der skal ikke ske flere forringelser.
Regeringen og Dansk Folkeparti mener dog, at VUC må tilpasse sig, hvis de får færre elever.
Med andre ord er fløjene i Folketinget ikke enige om VUC.
Som gymnasieskolen.dk skrev i sidste uge, mener VUC-sektoren selv, at økonomien og vilkårene i de senere år er blevet svækket voldsomt på institutionerne, og at tendensen fortsætter. Senest med regeringens forslag om, at erhvervsuddannelserne skal kunne udbyde dansk, dansk som andetsprog og matematik til voksne over 25 år.
Regeringens nye forslag vil svække VUC. Der er brug for det modsatte.
Socialdemokratiet forstår godt VUC’s bekymring.
“Regeringens nye forslag vil svække VUC. Der er brug for det modsatte,” siger Mattias Tesfaye, som er erhvervsuddannelsesordfører for Socialdemokratiet.
Et bredt flertal i Folketinget har vedtaget den nye forberedende grunduddannelse (FGU), som fra 2019 fjerner den almene voksenuddannelse (AVU) for unge under 25 år fra VUC-centrene.
VUC-sektoren påpeger, at det nye forslag med erhvervsuddannelserne igen vil betyde færre kursister på VUC, og at det kan betyde, at små VUC-afdelinger må lukke.
Forslaget er tænkt som et supplement til de eksisterende VUC-tilbud – ikke en erstatning.
Ministeren: VUC må tilpasse sig
Undervisningsminister Merete Riisager (LA) mener dog, at politikerne ikke skal lave lovgivning efter institutionernes – i dette tilfælde VUC’s – skyld, men for de unges skyld.
“Når vi laver større reformer eller ændringer, som for eksempel den nye FGU, kan det betyde ændrede rammevilkår for institutionerne. Her vil institutionerne være nødt til at tilpasse deres kapacitet,” skriver Merete Riisager i en e-mail.
Det har ikke været muligt at få et interview med undervisningsministeren.
Hun påpeger dog i mailen, at VUC samlet set har fået flere årselever. Ifølge tal fra Undervisningsministeriet havde VUC 19.929 årselever i 2009, mens antallet var 33.712 i 2017.
S: Uddannelse i hele landet
Mattias Tesfaye mener, det er vigtigt at værne om de mindre VUC-afdelinger.
“Det er vigtigt, at der er mulighed for at få en almen voksenuddannelse i hele landet. Mange voksne har brug for engelsk, dansk, dansk som andetsprog, matematik og andre klassiske almene fag,” siger Mattias Tesfaye og tilføjer:
“VUC er hårdt presset på økonomien. De er også blevet hårdt ramt af regeringens årlige nedskæringer på to procent.”
“Skyder os i foden”
Radikale Venstre vil ikke støtte forslaget om, at erhvervsuddannelserne kan udbyde blandt andet dansk og matematik til voksne.
“Der er god grund til at tænke erhvervsuddannelserne og de almene fag tættere sammen, men vi skal gøre det på en bæredygtig måde. Ellers skyder vi os selv i foden,” siger undervisningsordfører i Radikale Venstre Lotte Rod.
Hun mener, at VUC allerede har “holdt hårdt for” i forbindelse med FGU, der som bekendt fjerner mange unge kursister fra VUC.
“Det er vigtigt, at vi ikke dræber uddannelsessteder i forsøget på at fikse andre ting, og det er vigtigt, at der er uddannelser tæt på, hvor de unge og de lidt ældre unge bor,” siger Lotte Rod.
Hun mener dog, at der godt kan tænkes i et samarbejde mellem VUC og erhvervsuddannelserne. Lotte Rod vil nu stille regeringen spørgsmål i sagen.
“Og så må regeringen vise, om den kan levere en holdbar løsning, som gør, at der stadig er voksenuddannelse i hele landet,” siger Lotte Rod.
DF: Selvejet er problemet
Gymnasieordføreren for Dansk Folkeparti, Marie Krarup, mener, det er et problem, hvis små VUC-afdelinger lukker, fordi der bliver færre elever, og økonomien dermed ikke kan hænge sammen. Men hun mener, det er et overordnet strukturelt problem.
“Det viser, at selvejet er et problem, fordi det ikke bør være sådan, at undervisning altid skal give overskud. Nogle gange kan det være nødt til at være en underskudsforretning. Det er selvfølgelig vigtigt, at der er uddannelsestilbud mange steder i landet og ikke kun i de store byer,” siger Marie Krarup.
Hun henviser dog til partiets erhvervsuddannelsesordfører Marlene Harpsøe i forhold til selve lovforslaget om voksenundervisning i dansk og matematik på erhvervsuddannelser.
Marlene Harpsøe siger, at DF støtter forslaget. Forslaget er målrettet mod voksne, som mangler kompetencer for at begynde på en erhvervsuddannelse.
“Med et adgangskursus på selve erhvervsskolen bliver der også færre skift mellem skoler for eleven og dermed mindre risiko for at falde ned mellem to stole,” siger Marlene Harpsøe.
Hun forstår godt VUC’s bekymring, men siger:
“I Dansk Folkeparti er vi meget optagede af at sikre målgruppen det rette tilbud. Vi er mindre optagede af den såkaldte institutionstænkning, hvor en bestemt skole har et tilbud for skolens og ikke målgruppens skyld.”
Ministeren: Det er et supplement
Undervisningsminister Merete Riisager bruger samme argument.
“Med initiativet vil vi styrke elevernes frihed til at uddanne sig der, hvor det er mest relevant for deres videre uddannelsesfærd. Nogle vil fremadrettet foretrække VUC’erne, og andre vil måske vælge en erhvervsskole for at undgå studieskift eller lignende. Forslaget er tænkt som et supplement til de eksisterende VUC-tilbud – ikke en erstatning,” skriver Merete Riisager.
Hun skriver også, at VUC selvfølgelig skal være et landsdækkende tilbud.
“Men det skal være for de unges skyld – ikke for institutionernes skyld,” skriver hun.
2016:
2017:
2018:
2019:
Kilde: GL
Listen er opdateret 29. januar
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode