Artikel
Politikere efterlyser handling fra undervisningsministeren
Merete-Riisager-1-HIGHRES

Politikere efterlyser handling fra undervisningsministeren

Forhandlingerne om nye regler for fordeling af gymnasieelever har været nærmest ikke eksisterende. "Vi kan ikke vente længere," siger politikere og GL.

Der er intet godt nyt til de gymnasier, som håber på nye værktøjer til at skabe en ny fordeling af eleverne mellem gymnasierne.

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) og undervisningsordførerne har kun brugt meget kort tid på at drøfte nye regler for fordeling af elever på gymnasierne.

En ny fordeling af elever på gymnasierne var ellers en del af regeringens stort anlagte politiske udspil om bekæmpelse af parallelsamfund i Danmark, som blev fremlagt 1. marts i år.

Men forhandlingerne om at vedtage nye regler, som kan hjælpe gymnasier med en meget høj andel af elever med en anden etnisk baggrund end dansk, er gået i stå, inden de for alvor er kommet i gang.

“Vi har forhandlet i ganske kort tid, og så er der ikke sket mere,” siger undervisningsordfører for Socialdemokratiet, Annette Lind.

Stor modstand mod profilgymnasier
Kilder tæt på forhandlingerne fortæller, at fordelingsreglerne har været drøftet på et enkelt møde, kort tid efter regeringens udspil var blevet fremlagt. På mødet var der en kort runde om bordet, hvor ordførerne fra partierne sagde, hvad de mente om regeringens udspil. Det stod hurtigt klart, at SF, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti er imod undervisningsministerens forslag om, at alle gymnasier kan blive profilgymnasier. Ifølge forslaget skal alle gymnasier, hvis de ønsker det, kunne blive profilgymnasium og selv vælge 25 procent af deres elever ud fra egne kriterier.  

Når hun så endelig kommer med et forslag, og der ikke er flertal for det, så går forhandlingerne i stå.

Marlene Borst Hansen, undervisningsordfører
Radikale Venstre

Ordførererne for de andre partier peger dog på, at forslaget virker imod hensigten og vil blot gøre den skæve fordeling af elever med anden etnisk baggrund mellem gymnasierne større.

Læs: Ingen politisk opbakning til regeringens profilgymnasier

Derudover var der også mere eller mindre kritik af andre dele af udspillet. Efter det møde har der ifølge kilderne ikke været reelle forhandlinger om udspillet, og ordførerne er heller ikke blevet inviteret til nye forhandlinger.

Vi har ventet længe
“Nu har vi siden den nye undervisningsminister trådte til (november 2016) kæmpet for at få hende til at komme med et udspil på området. Når hun så endelig kommer med et forslag, og der ikke er flertal for det, så går forhandlingerne i stå,” siger undervisningsordfører for Radikale Venstre Marlene Borst Hansen.

Radikale Venstre har, kort efter regeringen fremlagde sin “ghettoplan”, foreslået, at Undervisningsministeriet lavede nogle konsekvensvurderinger af en ny sammensætning eller opbygning af fordelingsudvalgene i hovedstadsområdet.

“Måske kan det være med til at skabe en løsning i hovedstadsområdet. Vi har dog ikke hørt noget fra undervisningsministeren lige siden,” siger Marlene Borst Hansen.

Polarisering af eleverne
En ny undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) viser, at der i de senere år er sket en polarisering mellem gymnasierne især omkring de store byer målt på etnisk herkomst, men også karaktergennemsnit og forældrenes uddannelsesbaggrund.

Undersøgelsen viser, at elever med etnisk dansk baggrund fravælger gymnasier, hvor mere end 30 procent af eleverne har en ikke-vestlig baggrund.

Konsekvenserne er, at koncentrationen af elever med anden etnisk baggrund bliver stor på få gymnasier, og den udvikling går stærkt.

Annette Lind mener, det er en meget alvorlig udvikling, som der skal handles på nu.

“Tiden løber, og gymnasierne er pressede. Vi er klar til at forhandle elevfordeling, men regeringens forslag er ikke godt nok,” siger hun.

Vi har efterlyst handling i flere år, og nu kan gymnasierne ikke vente længere.

Annette Nordstrøm Hansen, formand
GL

GL: Gymnasier kan ikke vente
Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) har i flere år presset på for at få skabt en politisk løsning på den skæve elevfordeling. Formanden for GL, Annette Nordstrøm Hansen, er derfor skuffet over at høre, at der ikke er mere fremdrift i forhandlingerne mellem undervisningsministeren og forligspartierne.

“Vi har efterlyst handling i flere år, og nu kan gymnasierne ikke vente længere med, at Folketinget skaber holdbare løsninger for fordelingen af gymnasieelever,” siger Annette Nordstrøm Hansen.

Hvis politikerne savner inspiration, har GL flere konkrete forslag til at skabe en mere lige fordeling af elever med anden etnisk baggrund end dansk, fortæller hun.

GL foreslår, at elevfordelingen og kapacitetsfastlæggelsen bliver et politisk anliggende for regionspolitikerne i et samarbejde på tværs af regionsgrænser. Helt konkret foreslår GL, at antallet af fordelingsudvalg begrænses, at ventelisterne forbydes, og at bevillingssystemet ændres, så taxameteret i højere grad gives som klassetaxameter, og flere skoler kan få et socialt taxameter.

Til gengæld er GL stor modstander af forslaget fra regeringen om, at alle skoler kan blive et profilgymnasium.

“Hvis vi ønsker at skabe en mere jævn fordeling af elever på gymnasier, så er forslaget om profilgymnasier helt galt. Det svarer til at forsøge at slukke et bål ved at hælde benzin på,” siger Annette Nordstrøm Hansen.

Ministeren ønsker ikke at kommentere
I sidste uge præsenterede regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti en delaftale på grundskoleområdet i forhold til bekæmpelse af parallelsamfund.

Om og hvornår, det samme sker på gymnasieområdet, er uvist.

Undervisningsminister Merete Riisager ønsker ikke at kommentere processen. Foreløbigt er partierne ikke indkaldt til nye forhandlinger, og Undervisningsministeriet kan ikke oplyse om, hvornår der sker noget nyt i processen.   

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater