’Phones, please!’

I dag skal mine elever læse Ray Bradburys novelle ‘The Pedestrian’. Den foregår i en fremtid (2053), hvor ingen mennesker går på gaden om aftenen, fordi de alle sidder bænket i deres ’gravlignende’ huse foran fjernsynet, som viser westerns og dårlige quizshows. Hovedpersonen – helten! – Leonard Mead går som den eneste rundt udenfor, hvor han oplever og sanser naturen.

Jeg elsker at læse den historie. Ikke kun for sætninger som ‘He listened to the faint push of his soft shoes through autumn leaves with satisfaction’, men fordi den giver anledning til nogle fede samtaler med eleverne. De ser hurtigt, at mens ‘fjernsynet’ måske ikke har fået den rolle, som novellen opridser, så er skærme, særligt telefoner, en af de væsentligste grunde til, at vi i 2020’erne befinder os langt fra naturen, isolerede fra hinanden – og måske fra os selv.

At telefonerne er der (hele tiden!), kan vi ikke gøre meget ved. Men vi kan gøre noget ved telefonerne i undervisningen. Måske kan vi endda med samme greb også gøre noget for nogle af eleverne på sigt.

Alle kender grebet: At man i begyndelsen af hver undervisningstime beder eleverne aflevere deres telefon. Men langt fra alle lærere gør det. Man vil måske kun samle telefoner ind, hvis ledelsen melder ud, at alle skal gøre det. Man synes måske, det er for besværligt. Man synes måske endda, at det er unødvendigt, eller at man ved, at tage telefonerne frarøver eleverne muligheden for selv at lære at styre deres forbrug.

Men at bede en elev aflevere sin telefon er ikke spor anderledes end at bede dem læse en udleveret kilde eller udføre et fysikforsøg: Det er et grundlæggende krav, vi har ret til at stille i undervisningen. Det er ikke, fordi de skal gøre det hele tiden; og det er ikke, fordi vi forventer, at de uden vores hjælp og input bare kan alt muligt. Men ved at stille en opgave og støtte dem i at løse den, hjælper vi dem videre. For telefonernes vedkommende hjælper vi måske en elev til at (ind)se forskellen på sit udbytte af undervisning med og uden forstyrrelser. Hvis de mærker det klø i fingrene, giver det måske anledning til refleksion, som måske afstedkommer en form for adfærdsændring også uden for skolen – på samme måde som med den øvrige undervisning. Det er en del af deres almene såvel som digitale dannelse at lære forskellen på med og uden telefon.

Ingen kan koncentrere sig 8 timer om dagen eller hele timer af gangen. Men med telefonen i hånden sker der det, at en tiltrængt pausestund bliver til en ikke-pause, fordi man lige går på TikTok eller svarer på en besked.

Er det så bedre at sidde og glo ud i luften, spørger de unge måske. Svaret er ja. Det er da vildt godt for hjernen at koble fra og bare stene løs.

Måske giver det også de elever, der mistrives, et rum, hvor de er mindre pressede og mindre bekymrede. Måske mærker de værdien af egentlige pauser – altså pauser uden telefoner.

Der er sikkert elever, der ikke afleverer den; ligesom der også er elever, der ikke afleverer deres fysikrapport. Men lad os ikke indrette os alt for meget efter dem.

Som en ikke uvæsentlig bonus giver et telefonfrit rum et bedre og mere roligt undervisningsrum – altså for læreren. Så selv hvis man ikke køber den med, at man hjælper dem, kan man da i det mindste gøre det for sin egen skyld.

Jeg ser det som et centralt element i klasseledelse at tage deres telefoner – også i 3.g – og jeg synes egentlig bare, vi skal se at komme i gang.