Artikel
OK 18: Alle venter nu spændt på Bondo og Ziegler
Bondo Ziegler højere opløsning

OK 18: Alle venter nu spændt på Bondo og Ziegler

Overenskomstforhandlingerne kommer ikke i gang før lærerne og KL har indledt “reelle” forhandlinger om en ny arbejdstidsaftale. Meldingerne fra begge lejre er positive.

Alle forhandlere og organisationer  på det offentlige arbejdsmarked venter spændt på nyheder fra Lærernes Centralorganisation og KL.

Årets overenskomstforhandlinger går nemlig ikke i gang, før Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening og chefforhandler for Lærernes Centralorganisation melder, at der nu er indledt “realitetsforhandlinger” med KL om at erstatte Lov 409 med en ny aftale om arbejdstid for lærere og undervisere.

Anders Bondo Christensen og chefforhandleren i Kommunernes Landsforening, Michael Ziegler, mødtes i går for anden gang, uden at det gav et gennembrud.

Ifølge gymnasieskolen.dk’s oplysninger har der i alt været otte møder mellem parterne, og der er en heftig aktivitet på embedsmandsniveau i begge lejre for at få processen til at lykkes, lyder det fra kilder tæt på forhandlingerne.

Den gode nyhed er, at parterne arbejder konstruktivt for at finde hinanden, og det forlyder, at stemningen er god.

For Lærernes Centralorganisation er det dog afgørende, at der skal være “realitetsforhandlinger”. Det vil sige, at lærerne mener, at man reelt forhandler om en ny arbejdstidsaftale, fortæller en kilde tæt på forhandlingerne.

KL opererer dog ikke med begrebet realitetsforhandlinger. For KL er alle forhandlinger “reelle”, og der er fremdrift i processen, lyder det fra en kilde i KL.  

Lærerne blev lockoutet
Baggrunden for den usædvanlige situation ved dette års overenskomstforhandlinger handler om konflikten i 2013, hvor lærerne blev lockoutet af arbejdsgiverne. Som bekendt endte konflikten med et regeringsindgreb, og lærernes overenskomst blev erstattet med Lov 409.

Nu står samtlige organisationer på det offentlige arbejdsmarked sammen om ét krav, om at der skal forhandles en reel arbejdstidsaftale for folkeskolelærerne og andre undervisere, som hører under Lov 409. Der skal ikke ligge en færdig aftale, men forhandlingerne skal være reelle og pege frem mod, at det er realistisk at lande en aftale.

Formanden for Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU), Flemming Vinther, som repræsenterer 180.000 statsansatte, siger, at det ikke er en “eksakt videnskab”, hvornår forhandlinger er reelle.

“Men vi mener det, når vi siger lærerne først,” fortæller Flemming Vinther, som erklærer sig for optimist og tror og håber på, der sker noget inden længe.

GL udsætter forhandlinger
GL skulle efter planen have forhandlet overenskomst på det almengymnasiale område mandag i denne uge, og tirsdag stod der oprindeligt overenskomstforhandlinger for lærerne  på erhvervsgymnasierne i kalenderen. Begge møder er dog udsat.
I mellemtiden venter forhandlerne i GL og Moderniseringsstyrelsen spændt på nyt fra møderne mellem lærerne og KL

Lærernes Centralorganisation

Repræsenterer en række lærer- og underviserorganisationer - blandt andet Danmarks Lærerforening og Uddannelsesforbundet. Lærernes Centralorganisation skal nu forsøge at forhandle en reel overenskomst hjem for lærere og undervisere, som arbejder under den såkaldte Lov 409.

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater