Og vinderen er …

Politikens undervisningspris og det pædagogiske paradoks.

I årets sidste tysktime forærede mit 3.g-hold mig en fin kurv med øl og diverse snacks. Som underviser bliver man selvfølgelig rørt over sådan en gestus. Hvis sandheden skal frem, var kurven dog nok ikke så meget et udtryk for mine elevers taknemmelighed over, at jeg havde indviet dem i udødelige mesterværker som Thomas Manns “Buddenbrooks – Verfall einer Familie”. Det var nok så meget en påskønnelse af vores rørende billige studietur til Berlin. Inden corona-krisen brød ud.

Efter gaveoverrækkelsen udbrød jeg spontant, at nu manglede jeg bare at blive nomineret til Politikens undervisningspris. Jeg ville selvfølgelig nok blive en smule stolt over en indstilling til denne pris, som er tænkt som en hyldest til ”de dygtigste og mest dedikerede lærere i Danmark”. Men jeg mener nu også, der er grund til at nære en vis skepsis over for den.

Undervisningsprisen, som Politiken uddeler i et samarbejde med Lundbeckfonden, omfatter flere forskellige kategorier – grundskoler, erhvervsskoler og gymnasier – og tildeles både enkeltlærere og lærerteams. Det er elever, kolleger, skoleledere/rektorer og forældre, der indsender motiverede indstillinger til avisen. Antallet af indstillinger kulminerede i 2017 (2475), men har i de senere år stabiliseret sig omkring 2.000. Kendskabet til prisen er ret ujævnt fordelt i landet. På en del skoler er der slet ingen nomineringer. På Alssundgymnasiet i Sønderborg er hele 11 ud af i alt 42 gymnasielærere indstillet, altså over en fjerdedel af det undervisende personale. Det kunne tænkes at stille Alssundgymnasiet stærkt, når kommende elever og forældre vælger gymnasium på Sønderborgkanten.

Mon det var tilfældigt, at Politikens undervisningspris blev stiftet i 2013? Ifølge mange kernelæsere svigtede Politiken det år fatalt ved at tage statens parti mod lærerne under den store lockout. ”Konkurrencestatstidende” blev avisen kaldt. Det må have gjort ondt på en avis, der mener at kere sig særligt om uddannelsesområdet. Men man kan nu godt fornemme en vis konkurrencestatsånd, når man ser på bemandingen af de dommerpaneler, der skal udpege årets vindere. Bortset fra praktikerne – et par elever og undervisere – er alle panelisterne forankret i det pædagogiske establishment. Flere af dem er eller har været tilknyttet EVA, Danmarks Evalueringsinstitut. Ingen i panelerne repræsenterer verden uden for det uddannelsespolitiske kredsløb.

Kønssammensætningen i dommerpanelerne er opsigtsvækkende skæv: Der er i alt tolv kvinder og kun en enkelt mand. Han er til gengæld direktøren for det hele. Politikens uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang sidder i begge fagpaneler – både for grundskolerne og ungdomsuddannelserne – og er vært, når der uddeles priser den 18. august i Politikens hus.

Hvem vinder mon hovedprisen på 75.000 kr.? Fagpanelerne vil som udgangspunkt nok være mere tilbøjelige til at prise et dynamisk lærerteam, der kan dokumentere ”løfteevne”, end en gammeldags ”privatpraktiserende” lærer. Kunne man forestille sig. Men når man ser på de faktiske vindere gennem årene, har disse ofte mere lighed med den karismatiske kostskolelærer John Keating fra Døde Poeters Klub end den pligtopfyldende østtyske minearbejder Adolf Hennecke, der i 1948 sprængte akkorden med 387 procent. Det peger på et interessant, grundlæggende paradoks: Kan undervisere overhovedet ”løfte” elever uden at være i besiddelse af kvaliteter, som man ikke kan læse sig til i værker om teoretisk pædagogik? Kvaliteter, som EVA’s mistrøstige publikationer aldrig beskæftiger sig med? Ikke nødvendigvis karisma, men bare en smule autenticitet?

Jeg ville som sagt nok selv blive stolt, hvis jeg engang blev indstillet til Politikens undervisningspris. Men langtfra så stolt som når jeg fra tid til anden møder gamle elever, der takker mig for noget øjenåbnende, jeg sagde engang for mange år siden.