Østers. En natur- og kulturhistorie

Lækker bog gør vinter­aftener guddommelige

”Kan De li’ østers” var titlen på en af de tidligste danske tv-krimier, skrevet af Leif Panduro. Kan du li’ østers? Så kan du roligt læse denne anmeldelse, selvom den står under biologi. Det er nemlig en herlig bog, vist nok det, man kalder en coffee table book, med en meget bredere målgruppe end under­viserne i biologi.

Østers var en folkespise. ­Bogen beskriver, hvordan østers i hele menneskehedens historie har været en værdsat fødekilde, ja, også neandertalerne spiste østers. Østers’ bio­logi, østersfangst og -opdræt og ­hele den afledte industri og mad­kultur, som østersfangst og ­østersdyrkning giver, er fornemt beskrevet og vel­-researchet, ledsaget af fremragende tegninger af Jens Gregersen og en glimrende fotografisk dokumentation. At østers senere har fået status som gudespise for feinschmeckere, er en anden historie, og forfatterne vil gerne tilbage til dengang, hvor østers stod højt på menuen.

Det er der flere gode grunde til. Østers er rige på protein, på umættede fedtsyrer og har et lavt kulhydratindhold. De vil være et bæredygtigt alternativ til rødt kød. Og så er forfatterne fortalere for en udnyttelse af den invasive stillehavsøsters, som breder sig overalt. Opfordringen er: Gå ud og saml dine egne østers, få en naturoplevelse og noget godt at spise. Der er også advarsler om, hvad man skal undgå, når man samler østers, og meget, meget mere.

Nærværende anmelder er ked af, at han ikke fik denne bog tidsnok til at anmelde den i december. Den havde været en oplagt jule- eller mandelgave.

Køb den, nyd den. Denne lækre bog gør en vinteraften foran brændeilden guddommelig.

Bemærk: Den er ikke egnet til indkøb i klassesæt!