Når hovedet ikke helt vil, som man selv vil…

Jeg tror, vi alle kender til det i en eller anden grad; at mærke stressen komme snigende. Heldigvis er det langt fra altid, det ender galt, men alligevel kan ens opførsel, set i bakspejlet, være skræmmende at tænke tilbage på.

Jeg har tidligere prøvet at stå op om morgenen og tænkt - jeg kan ikke stå foran elever, sådan som jeg har det. Jeg har rystet, grædt, haft kvalme og alligevel har jeg tvunget mig selv afsted, velvidende at det måske ikke var det smarteste, jeg gjorde. I mit hoved tænkte jeg, det går nok, når jeg først står i klasselokalet; ingen opdager, hvordan jeg virkelig har det. Men dette er en løgn. Ligesom vi kender vores elever godt, kender de os. Selv på lang afstand kan de ”lugte”, om vi har overskud. De ved godt, at deres lærere har meget om ørerne; det bliver ofte tydeliggjort, når de har afleveret et skriftligt produkt, som de af og til må vente op til flere uger på at få tilbage. Og hver gang en lærer er syg i mere end en uge, er såvel elevernes som kollegaernes første formodning: stress. Lidt tankevækkende. Heldigvis ved eleverne også, at deres lærere gør alt, hvad der står i deres magt for stadig at levere en god, lærerig undervisning.

For nogle år siden kunne jeg godt mærke, at jeg ikke havde det optimalt: jeg glemte, hvad jeg havde givet eleverne for som lektie, hvad eleverne nu engang hed, og når jeg talte, kunne jeg høre, at det indimellem var sort snak, for jeg tabte gang på gang tråden. Men jeg lod som intet og fortsatte blot, indtil en dag hvor en elev spurgte mig: ”Er du helt ok- du virker nemlig ikke sådan”. På den ene side var jeg lettet og rørt over elevens opmærksomhed, men jeg var også flov over, at min situation var så tydelig. Senere på dagen talte jeg med en kollega om min oplevelse, som sagde: ”Hvis du ikke selv går til din leder og fortæller, hvordan du har det, gør jeg det, for det kan ikke fortsætte sådan her”. Og hun havde ret, men jeg var bange for, at min leder ikke længere ville synes, jeg var god nok; at jeg var svag og måske ikke burde undervise. Jeg rystede, da jeg bankede på døren for at fortælle, hvordan jeg havde det, men mine bange anelser blev gjort til skamme. Jeg blev mødt med forståelse og i stedet for at belære mig, blev der forsøgt at finde løsninger, der kunne aflaste mig.  Hjemme måtte jeg også lægge kortene på bordet og bede om hjælp. Her fandt jeg frem til, at jeg skulle blive bedre til at sætte mine egne krav ned - for jeg var min største fjende. Derudover lovede jeg min familie, at jeg ikke måtte tænde min computer fra fredag eftermiddag til søndag aften; i stedet gik vi lange ture, spillede spil og hyggede.

Jeg var en af de heldige, som undgik en sygemelding; måske pga. min elevs bemærkning, måske pga. min kollegas og families omsorg eller måske grundet en forstående leder. Mit budskab er derfor: Pas på hinanden- læg mærke til om en kollega opfører sig anderledes, vær ikke bange for at tilbyde din hjælp, for netop din hjælp kan være altafgørende for, at det ikke ender med et brag.