Mod en tavshedskultur?

Stress skal bekæmpes vha. et stærkt fællesskab på arbejdspladsen – med fælles løsninger. Men de gode fælles løsninger kræver en tillidsbaseret kultur. Gymnasielærerjobbet er krævende psykisk og fagligt. Vi har et spændende og berigende job, men det har også en bagside. Man kan ofte føle sig som en kunstner på scenen. Det giver en stor tilfredsstillelse, når man er velforberedt og har energi til at brænde igennem, men hvis man er blevet pålagt så mange opgaver, at man faktisk ikke har haft tid til at forberede sig ordentligt, kan man let blive nervøs og stresset.

Kollegerne, tillidsrepræsentanten og den støttende, professionelle ledelse er nøglen til det gode arbejdsmiljø. Men hvad sker der, når ledelsen svigter?

Jeg har modtaget nedenstående fortælling fra en god kollega på et nabogymnasium. Oplevelsen er skrækindjagende nok i sig selv, men det værste er næsten, at vedkommende ikke ønsker at stå frem, for hvad nu hvis man bliver stemplet som svag eller dårlig, og bliver den, der står for skud i den næste fyringsrunde? Jeg modtog endda ikke fortællingen over det ”normale” mailsystem, for som min kollega sagde: “vi er ret sikre på, at ledelsen læser vores mails”.

Jeg er chokeret! GL og GL’s dygtige korps af tillidsrepræsentanter vil gerne samarbejdet med ledelserne om det gode arbejdsmiljø, men det er basalt set ledelsernes ansvar at skabe en kultur på skolen, hvor man kan tale om tingene uden angst for, at det får følger af den ene eller anden art. Vi må huske, at det gode arbejdsmiljø er en grundlæggende forudsætning for kvaliteten i undervisningen.

Her er fortællingen fra en anonym kollega:

“I den forgangne uge skete det, jeg frygtede mest. Jeg frøs mentalt midt i lektionen med mine 2’gere. Midt i en analyse af en tekst. Selvom mine egne noter stod i bogen, på papiret foran mig, og jeg havde skimmet lektionen i pausen – så brændte hjernen sammen.

Jeg måtte stoppe analysen og bede eleverne tage lidt vand, få lidt frisk luft – mens jeg gjorde det samme. Et arbejdspres med mere end 30 undervisningsmoduler (á 90 min), eftermiddagens elevvejledning og efterfølgende aftenmøder, som de seneste to uger har fyldt skemaet, blokerede for min tankestrøm.

Jeg fik taget mig sammen og færdiggjort timen, men jeg har faktisk ondt i maven over at skulle have dem igen her efter efterårsferien. Det var jo dybt uprofessionelt, og jeg kom til at fremstå uforberedt. Men jeg har faktisk brug for at forklare dem om min hverdag her i grundforløbet. Brug for at forklare dem at i de år, hvor jeg har været ansat på skolen, er min forberedelsestid reduceret med mere en 20%. Min ”pause” går med at sætte mig ind i næste modul for tiden med mellemmoduler er nærmest forbi.

Da jeg gik fra årsvikar med 3-4 hold til fuld tid med alle mine 3 fag (trods jeg endnu ikke havde læst 3. faget helt færdigt), ny skole, ny by, nyt hus osv. oplevede jeg det samme (sidste år), men gav den pågældende klasse fri, opgav ikke teksten til eksamen. Jeg havde ondt i maven, hver gang jeg skulle undervise dem, selvom det aldrig skete derefter. Jeg tog frivilligt den klasse som vejlederklasse i pædagogikum, for jeg havde brug for en god afslutning med dem. Men jeg blev ved med at have det dårligt med klassen – selvom det var nogle skønne elever. Så dårligt at min tilsynsførende påpegede, at jeg blev langt mere nervøs foran dem, og lavede fejl, som han ikke så i de øvrige klasser.

Jeg skal have mine 2’gere i to fag resten af 2.g og efterfølgende færdiggøre med dem i 3.g. Desuden skal jeg på studietur med klassen. Jeg kan ikke have det dårligt, hver gang jeg skal undervise dem. De har set mig mest sårbar som underviser og jeg føler mig blottet foran dem nu.

Hvordan kommer jeg godt videre med den pågældende klasse? Kan jeg tillade mig at have en ”voksensamtale” med dem? Forklare dem, hvad der sker med mig som underviser? Bør jeg i så fald varsko ledelsen, idet det vel indirekte er en kritik af deres time- fagfordeling/skematilpasning (eller mangel på samme)? Jeg er fortvivlet”.

Gymnasieskolen kender den pågældendes identitet.