Målstyring vs. dannelse

Egentlig havde jeg besluttet, at jeg ville holde en pause fra at skrive om uddannelsesforhold. Jeg har allerede ytret mig om pædagogiske forhold i almindelighed og almendannelse i særdeleshed – også længe inden dette emne blev så hot, som det er blevet under de aktuelle forhandlinger om en gymnasiereform.
Undervisningsministerens optræden i Deadline forleden aften tvinger mig imidlertid til at blande mig igen. Jeg må indrømme, at jeg faldt i søvn, da Martin Krasniks interview med Ellen Trane Nørby blev vist direkte. Det står mig imidlertid nu lysende klart – efter at have genset samtalen på nettet – at partiet Venstre for anden gang i nyere tid er ved at forringe gymnasiet i Danmark. Ganske markant endda. I 2005 afskaffede Ulla Tørnæs pensum og gjorde kompetencebegrebet til omdrejningspunktet for undervisningen i gymnasiet. Det var mere end slemt. Nu vil Ellen Trane Nørby gå planken ud: Nu skal målstyring være det centrale i gymnasiet. Ligesom i folkeskolen og den offentlige sektor generelt. Og det på et tidspunkt, hvor den såkaldte KORA-rapport har dokumenteret, at målstyring ikke virker efter hensigten. 
Altså slut med gymnasiet som alment dannende ungdomsuddannelse. For man kan ikke både have målstyring og almendannelse. Det ene udelukker det andet. Der er tale om to fundamentalt forskellige tankegange. Ministeren hævdede ganske vist i interviewet med Krasnik, at hun vil styrke almendannelsen. Hun svingede sig endda mindst tre gange op til at sige, at almendannelsen er ”gymnasiets ledestjerne”. Men hun taler med to tunger: Det meste af tiden kom der kun så pinlige floskler ud af munden på ministeren – reflektere, bringe viden i spil, pejlemærker, bedre trivsel osv. – at bullshitpladen hurtigt blev fuld. Man følte sig næsten hensat til Christine Antorinis besværgende talestrømme om ”spændende og anderledes undervisning”. Der står faktisk ikke noget om dannelse i regeringsudspillet. Bortset fra de fire meget citerede kompetencer – digitale, innovative, globale og karrieremæssige – som ifølge udspillet skulle udgøre moderne dannelse. Men dannelse og kompetencer er ikke synonymer, snarere antonymer. 
Man kan kun håbe på, at de partier, som fortsat deltager i reformforhandlingerne vil have fornuft og styrke til at pille målstyringen ud af regeringsudspillet.
Hvad er det dog, der sker med uddannelsessystemet i Danmark i disse år? Det hele handler om målinger og fremdrift. Det hele handler om, at du skal blive så dygtig, som du kan. Hvor er værdierne? Hvor er idéerne? Hvor er ånden? Den er blevet kvalt af en forstemmende konkurrencestatstænkning, der formuleres i et sjælløst sprog: læringsmaksimering og løfteevne. Det er som om universitetet har glemt Wilhelm von Humboldts idéer om, at forskere og studerende skal have frihed til at forfølge den forskning og følge den undervisning, de selv ønsker. Gymnasiet har glemt J. N. Madvig og betydningen af den klassiske dannelse. Og folkeskolen har med den seneste reform aldeles glemt Grundtvig. Tidligere var der en slags konsensus om grundtvigianismen som fundament for dansk skolepolitik, rækkende fra SF til Venstre. Men da den teknokratiske og aktivistiske Christine Antorini skulle udvikle sin reform, havde hun forkastet Grundtvig og i stedet kastet sin kærlighed på en række forskere, der har fået afgørende indflydelse på folkeskolens fatale retningsskifte: Fra indhold, kultur og etik til ”læringsmaksimering”. 
Nå, men jeg vil jo ikke skrive mere om uddannelsesforhold.