Lektielæsning

At læse lektier er en grundlæggende del af et dansk skoleforløb. Det ligger der mange fornuftige tanker bag. Dels kan lektielæsning betragtes som konkret forberedelse til undervisning, dels kan det betragtes som mere generel forberedelse til studielivet på den anden side af gymnasieskolen – som træning i selvstændigt at tilegne sig stof, strukturere sin tid og som et rum til fordybelse.

I praksis har lektier dog ofte en anden status. Mange elever får slet ikke læst, eller også får de læst for hurtigt og for overfladisk – eller også forstår de simpelthen ikke stoffet. Undervisningsdrømmen om, at alle var forberedt til tænderne, brister, og man må omstrukturere timen. Som lærer finder man snart ud af, at man ikke kan planlægge med forberedte elever eller med elever, der har styr på sagerne.

Mange planlægger i stedet med en grundig gennemgang af stoffet. Det betyder til gengæld, at de elever, der faktisk har læst (ordentligt) og forsøgt at forstå det hele – de flittige, kompetente og studieparate – oplever at have spildt tiden, fordi det hele alligevel bliver gennemgået i timen. Nogle af dem fortsætter ufortrødent med at læse og lider i stilhed; andre falder fra undervejs og bliver en del af den uforberedte flok, og spiralen kører videre nedad.

Det er i hvert fald en historie, jeg ofte hører. Det er muligvis et lokalt problem, og der er sikkert skoler derude, som ikke har samme udfordringer. Men der er velsagtens også en del, der har.

Men hvorfor læser de unge ikke lektier? Måske har de for travlt – med afleveringer, med erhvervsarbejde, med livet. Måske er de for umotiverede, for trætte, for dovne, for dumme, for forvirrede. Måske er det forskelligt fra gang til gang.

Og hvem er det egentlig, der står med problemet? Er det de uforberedte elever, der må lide last? Er det resten af klassen? Er det læreren? Eller er det undervisningen som sådan og gymnasieskolen som helhed? Måske når problemet faktisk hele vejen rundt?

Efterhånden er det nok ret veletableret, at man med denne elevgeneration er nødt til at tænke nøje over, hvordan man giver lektier for – altså hvad formålet er med lektien, og hvordan eleverne skal gribe den an.

Mange spørger nok også sig selv, hvorfor de giver lektier for.

For mens der nogle gange er gode grunde til en lektie, er der måske andre gange mulighed for at begrænse eller helt undvære lektien.

Lektiefri timer kan se ud på mange måder. Nogle gange læser man måske teksten i timen. Det kan gøres på et utal af måder – individuelt, som makkerarbejde, på klassen, med og uden noteskribenter, med og uden begrebs- eller glosearbejde, med og uden stop-opgaver undervejs.

Jeg kan godt lide lektiefri timer, fordi jeg faktisk vinder noget tid ved, at eleverne skal læse teksten i timen. Den undervisningstid, der bruges på læsning, tager det ganske kort tid at forberede. Det frigiver forberedelsestid til andre elementer, som ellers er svære at nå – f.eks. differentieret undervisning.

Yderligere er der den fordel, at eleverne får et fordybelsesrum. De får faktisk læst teksten grundigt frem for i bussen på vej til skole. Samtidig har de mulighed for at spørge undervejs, hvis det er svært. Endvidere er det min erfaring, at når den ‘sure pligt’ pilles af stoffet, er det nemmere for eleverne at opdage, at noget er spændende, sjovt, vigtigt eller vedkommende.

Men er det en falliterklæring? Bukker man med lektiefri timer under for noget, vi egentlig bør stå imod? Bør vi være mere ambitiøse på elevernes vegne? Eller hjælper man dem i en presset hverdag?

Jeg håber ikke mine elever betragter lektiefri timer som, at jeg har givet dem op – jeg håber, de ser det som en hjælp og en anerkendelse af, at de har meget at give sig til. Især håber jeg, at jeg viser dem fordelene ved et fordybelsesrum frem for at gøre dem en bjørnetjeneste.