Lad os passe på vores pædagogikumkandidater – de skal holde mange år endnu

For nylig havde jeg fornøjelsen af at være kursist på et af SDU’s vejlederkurser. Kurset gav masser af input – teoretisk såvel som praktisk – til rollen som pædagogikumvejleder, og vi havde mange interessante og tankevækkende snakke i løbet af dagen om forskellige tilgange til det at være vejleder for en pædagogikumkandidat.

En del af dagens diskussioner i grupper tog udgangspunkt i videomateriale fra undervisningssituationer med pædagogikumkandidater og fra dialoger mellem kursusledere og pædagogikumkandidater. Først og fremmest skal der lyde en stor tak til de undervisere – kandidater, vejledere og kursusledere – der lod os andre få et lille indblik i deres dagligdag. Det gav anledning til virkelig gode og relevante snakke. For mit eget vedkommende gav det især anledning til en refleksion omkring, hvor meget det egentlig er rimeligt eller relevant at kræve af en pædagogikumkandidat. Fælles for de pædagogikumkandidater, der optrådte i videomaterialet, var nemlig, at de var dygtige og dedikerede undervisere. Fælles for dem var til gengæld også, at de var velforberedte i en grad, hvor jeg ikke kunne lade være med at tænke: ”Den der forberedelsesgrad kan ingen undervisere holde til i længden”, eller måske rettere: ”Den der forberedelsesgrad skal ingen undervisere kunne holde til i længden”. Jeg er godt klar over, at det at være i pædagogikum ikke kan sammenlignes med resten af ens arbejdsliv som undervisere. Der er ting, man skal igennem, der er ting, man skal prøves af, der er ting, man skal øve sig lidt ekstra på. Spørgsmålet er bare i hvilket omfang…. Hvor går grænsen?

Jeg synes, det er vigtigt, at vi – vejledere, kursusleder, tilsynsførende og i sidste ende også ledere – guider pædagogikumkandidaterne i retning af et arbejdsliv, som er bæredygtigt. Det nytter ikke noget at skrue forventningerne så meget i vejret, at kandidaterne udmattes og mister pusten. I forvejen er det sårbart at være i pædagogikum. Jeg husker selv med stor tydelighed – selv om det efterhånden er mange år siden, at jeg selv var i pædagogikum – hvor rart det var indimellem at undervise alene uden at have vejlederes, kursuslederes eller tilsynsførendes øjne på mig. At undervise, mens andre undervisere observerer, er sårbart for os alle. Og når det så ikke er en situation, man frivilligt har sat sig i, fx som en del af et ”åben dør”-projekt, men er noget, man er tvunget til, kan det nemt opleves som et tab af kontrol. Derfor er det helt afgørende, at vejledere, kursusledere, tilsynsførende og ledelse ikke lægger et unødvendigt ekstra pres på kandidaten ved at forlange pædagogiske og didaktiske tiltag og refleksioner, som kræver mere forberedelse og arbejde, end rimeligt er.

Jeg ser det som mit fremmeste job som vejleder at nedtone forventningerne til de pædagogikumkandidater, jeg er så heldig at få lov til at vejlede og sparre med. En vigtig del af vejlederrollen er også at beskytte kandidaterne mod urimelige krav. Både de krav, man stiller til sig selv, og de krav, man mødes med udefra. Som ny lærer kan man føle sig overvældet af egne og andres forventninger og en voldsom arbejdsbyrde, og det er her, vi som vejledere skal træde til og hjælpe dem med at sortere i opgaverne og forberede sig, inden for de rammer, de har fået. Vi skal lære dem, at det ikke er deres opgave at arbejde gratis eller at gå på kompromis med deres trivsel for at nå det hele. Som vejledere for pædagogikumkandidater har vi et ansvar, der rækker ud over at sikre deres didaktiske og pædagogiske udvikling. Vi skal også ruste dem til en travl hverdag som gymnasielærer – naturligvis uden at de går på kompromis med deres faglighed. Der er et væld af opgaver, en ny lærer skal lære at mestre, men det er lige så vigtigt, at vi lærer dem at navigere i arbejdslivet på en realistisk og bæredygtig måde.

Som vejledere skal vi med andre ord være opmærksomme på, at vores pædagogikumkandidater ikke brænder ud i forsøget på at nå det hele. Vi skal lære dem at finde balancen mellem faglighed, trivsel og realisme. Lad os passe på vores pædagogikumkandidater – de skal holde mange år endnu.