Kulturel løfteevne er for alle

Til trods for, at man roligt kan sige, at integrationsdebatten har altovervejende fokus på den politiske dagsorden, halter det med handleviljen, når det kommer til ungdomsuddannelsesområdet. Riisager fastholder således, at et heterogent elevoptag er op til de lokale institutioner at sikre gennem intern fordeling. En beslutning flere rektorer er lorne ved, da fundamentet for selvejet – konkurrencetænkningen – står i vejen.
Samtidig er medierne voldsomt optagede af særligt gymnasieelever, der udviser dekadent og seksualmoralsk anstødelig adfærd, og som de primært finder i det nordsjællandske. Men ingen kobler tilsyneladende den debat med behovet for at skabe skoler med et socioøkonomisk og kulturelt differentieret elevgrundlag.

Først og fremmest er jeg lidt ærgerlig over, at debatten hurtigt bliver unuanceret og til tider unødigt pessimistisk. Sensationelle og konfliktprægede historier sælger som bekendt bedst. Det betyder, at vi overser, at flere og flere unge med anden etnisk baggrund lykkes i uddannelsessystemet, og at de unges risikoadfærd generelt er mindsket markant over de seneste årtier. De unge drikker mindre, tager færre stoffer, udskyder den seksuelle debutalder, begår mindre kriminalitet osv. Men forfaldstesen lever i bedste velgående.

Når det er sagt, er der naturligvis problemer, som vi skal turde tale om og tage livtag med. Der er udfordringer med negativ social kontrol, som kan være mere udtalt/have en bestemt regressiv karakter i nogle etniske miljøer, og der findes bestemt unge, fortrinsvis mænd, i det nordsjællandske, der ophører sig på måder, der er uacceptable i almindelighed, og i særdeleshed i det miljø af tryghed og tillid, der nødvendigvis må være på en uddannelsesinstitution for, at læring overhovedet kan finde sted.

Jeg underviser selv på et gymnasium i landets rigeste kommune, og jeg mener, at det fuldstændig oplagt, at vi løfter for lidt ift. det, man vanligvis forstår som integrationsarbejde. Og vigtigt: Jeg tror på, at fordelene går begge veje – at også mine nuværende elever vil gavne og udvikle sig af en sådan udvikling. Selvom jeg er meget taknemmelig for mine elever, der generelt opfører sig ordentligt og hvis uddannelsesvante familiebaggrund afspejler sig i et højt fagligt niveau, så rapporterer eleverne fra tid til anden om trivselsproblemer, der nok er en bredere samfundstendens, men som sandsynligvis er særlig udtalt i velhaverområder: Et kompetitivt miljø (formuleringen ”rundsave på albuerne” benyttes), hvor der helt fra de små klasser er fokus på at være dygtigst, slankest, bære de rigtige mærker i tøj såvel som digitale devices osv. Den kultur har også brug for en rusketur, og mon ikke en mere heterogen elevsammensætning vil have en gavnlig effekt?
Hvis man fra politisk hold sikrer sig, at eleverne i højere grad bliver blandet, kunne man forestille sig og aktivt arbejde for, at det eksempelvis bliver sværere for forældre at gruppere sig om, at deres børn ikke må deltage i gymnasiefester og andre sociale aktiviteter, have etnisk danske kærester osv., mens de etnisk danske unge forhåbentlig i højere grad bliver opmærksomme på og refleksive omkring deres egen kultur: Er alkohol f.eks. nødvendig i alle sociale sammenhænge, og hvordan sikrer man sig, at rummeligheden og tolerancen er reel, så kammerater, der ikke drikker, ikke har den samme seksualkultur osv. kan deltage i festkulturen på deres egne præmisser.

Den dobbeltsidige integrationsproces har forhåbentlig også et socioøkonomisk formål af bredere karakter. Elever med uddannelsesfremmed baggrund kan få det faglige og sociale skub, der skal til for at sikre den sociale mobilitet, og elever med stærk socioøkonomisk baggrund bliver tvunget til at forholde sig til, at ikke alle, den omfordelende velfærdsstat til trods, har de samme opvækst- og opstigningsbetingelser. Jeg tænker med glæde tilbage på min egen folkeskoletid, fordi den netop var karakteriseret ved et socioøkonomisk heterogent miljø, der betød, at vi først og fremmest forholdt os til hinanden som mennesker.

GL arbejder allerede for, at politikerne skal tage ansvaret på sig i gældende sag, og forhåbentlig kan en bredere forståelse af fænomenet ”løfteevne” og ”integration” være medvirkende til at skabe forandringsvillighed. Den gældende indretning er slet og ret uholdbar og usolidarisk. Derudover er det tæt på selvmodsigende, at det samme politiske flertal ved seneste gymnasiereform har skærpet kravene til alment dannende parametre som demokrati og ligestilling. Hvordan skal det helt præcist ske, hvis vi aldrig omgiver os med mennesker, der har andre forudsætninger og værdier end os selv?

Mai Møller Nielsen, lektor, Aurehøj Gymnasium
Liste 1