Kodeord: Tid

En opprioritering af skrivningen på tværs af fag og genrer har betydet en kæmpe udvikling fagligt og socialt i kommunikationsklassen på HTX i Esbjerg. Men det er tiden og opmærksomheden på den enkelte elevs behov, der gør forskellen, og netop den tid synes truet af udsigterne til nye arbejdsforhold.

Jeg er glad. Nej, jeg er lettere euforisk. Jeg kan faktisk slet ikke få armene ned. Jeg er lige blevet færdig med at rette frugterne af vores store studieområdeprojekt om videnskabsteori i 2.d. Eleverne har afleveret fire små parallelle afleveringer på en gang og med udgangspunkt i det samme emne: tid. Det er ny skriftlighed, det er genrebevidsthed, det er kreativitet, og det er mit bud på hvordan man kan motivere eleverne til at skrive og igennem det at skrive.

I mit sidste blogindlæg skrev jeg om hvordan skrivningen var blevet opprioriteret i netop 2.d, som er vores kommunikationsklasse. Dengang havde jeg endnu ingen resultater. Jeg havde blot en fornemmelse af at vi havde fat i noget godt.

Nu er resultaterne her – sort på hvidt. Selvom eleverne var blevet presset til at aflevere fire afleveringer den samme dag, så var afleveringsprocenten større end nogensinde, og kvaliteten af deres arbejde var væsentligt højere end normalt. Især de tilhørende faglige refleksioner, som jeg også havde bedt dem skrive til hver aflevering, var exceptionelt gode. Hvorfor? Svaret ligger, tror jeg, netop i opgavernes overordnede emne: tid.

Fire uger til at skrive fire afleveringer plus refleksioner til to fag er ellers ikke voldsomt, men de fik tid af mig. De fik tid i undervisningen til at skrive, tid til at stille spørgsmål, tid til at diskutere, og de fik tid i deres fritid til at kontakte mig i min fritid, når de syntes at tiden var rigtig til at skrive. Ligesom jeg ikke nødvendigvis arbejder optimalt fra otte til fire og da slet ikke hvis jeg skal være kreativ, så gør mine elever heller ikke. Derfor var det rart at kunne sidde i de tre undervisningsfrie dage i påsken og skiftevis rette opgaver og svare på spørgsmål fra elever, der brugte påsken på at skrive.

Sådan som skitseret ovenfor kan det naturligvis ikke altid tilrettelægges, og jeg sidder heller ikke og appellerer for at man skal bruge sine fridage på vejledning, men erfaringen synes at vise, at fleksibiliteten fremmer motivationen og dermed kvaliteten i arbejdet. Og desuden synes jeg at erfaringerne bør tages med i overvejelserne, når nu man rundt på skolerne sidder og diskuterer tidsregistrering af vores arbejde.

I mit første blogindlæg herinde skrev jeg om fornemmelsen af at det er vigtigt at kende eleverne. Det kan jeg se i seneste nummer af Gymnasieskolen at jeg ikke er ene om at tænke, da der jo netop er ved at blive lavet forskning på området i form af Dorte Ågårds PhD projekt om klasseledelse. Og det er jo netop kendskabet til elevernes styrker og svagheder, der opnås ved investering af tid , men det sker ofte udenfor klasseværelset, hvor der er mange at slås med om opmærksomheden.

Jeg vil vove den påstand at jeg kender individerne i 2.d, fordi jeg giver dem tid. Den ekstra tid jeg giver 2.d, kan jeg naturligvis ikke give alle mine elever, da jeg også skal have mit liv til at hænge sammen, og selvom min mand er meget forstående overfor hvad det indimellem betyder af arbejdssøndage mm. at være gymnasielærer, så er der dog grænser for hvad han vil lade mig ofre af fritid for elevernes skyld. Jeg kan forsvare at give ekstra tid til 2.d fordi jeg er teamansvarlig derinde, jeg har SO-tjansen, og jeg har tilmed to af de fortsættende fag på linjen.

Det er ikke fordi jeg forsøger at være en morakker i forhold til arbejdstidsaftaler og eventuelle akkorder, men jeg har et helt specielt forhold til ovennævnte klasse, og så må det også være klart og selvfølgeligt jeg bruger den tid, jeg finder nødvendig for at få klassen til at rykke sig fagligt og socialt.

Jeg har ikke lyst til at gå på kompromis med denne måde at være gymnasielærer på, for jeg holder ikke op med at være gymnasielærer, når jeg går hjem hver dag. Jeg holder ikke op med at forberede undervisning eller tænke på elevernes behov, fordi jeg går på weekend, og det ønsker jeg sådan set heller ikke. Mine fag er så almene, at alt hvad jeg rører ved i princippet kan blive til undervisning, og det ender det som regel også med, men det er svært at tage tid på – mindst ligeså svært som det åbenbart er at sætte pris på.