Kampen om fagligheden

Der er i disse dage fokus på den nyligt udgivne rapport om faglighed i gymnasiet. Det har forudsigeligt nok udløst en større debat om, hvor mange der skal i gymnasiet. Man kunne nok have forudset det, for de sidste mange år har gymnasierne oplevet angreb fra forskellige vinkler – For mange går i gymnasiet, for få går andre steder hen. Faktum er, at gymnasierne er en succes, og mange unge kan sagtens tage en erhvervsuddannelse bagefter. Det er ikke til skade for samfundet, for den fremtidige arbejdsgiver eller for den unge selv – Tværtimod. Det viser fx en undersøgelse fra AE.
Til gengæld synes jeg, man bør give det forhold, at rapporten angiveligt siger, at de unges grundlæggende, faglige viden er dårligere end tidligere, noget opmærksomhed. Det har i mange år været god latin i uddannelsesverdenen at omtale paratviden og udenadslære som noget, der hørte industrisamfundet til. Som noget, der var forbundet med ønsker om høring i kongerækken og en sort skole.
En del af liturgien har ofte været at indlede en debat om faglighed i skolevæsenet og ungdomsuddannelser med en forsikring om, at den grundlæggende faglighed helt sikkert er vigtig – det er alle enige om, synes man at sige, så hvorfor tale om dem – men det afgørende i fremtiden er kompetencer, for viden forældes. Viden kan slås op. Det er sandt, men det kræver, at man ved, at der er noget at slå op. Det kan lyde banalt, men det er afgørende. Når nogen i den offentlige debat siger, at det private er politisk eller at revolutionen ikke er et teselskab, er man nødt til at vide, hvad der henvises til, og at der faktisk henvises til noget. Hvis man ikke ved det, kan man heller ikke slå det op.

Rapporten vidner om, at det uddannelsessyn, som har haft succes med at påvirke de centrale politiske beslutningstagere, har haft nogle konsekvenser for den grundlæggende, konkrete faglige viden. Elever kan modellere i matematik, og de kan bruge videnskabsteoretiske begreber. De kan udtale sig om historiesyn og historiebrug. De kan bruge den ideologikritiske metode i dansk. De kan tale om målgrupper og tværmedialitet i mediefag. Fortsæt selv listen. Det er alle glimrende egenskaber.

Det er til gengæld ikke sådan, at det er lige meget, om man kan dividere, eller om man ved, hvad Kanslergadeforliget var. Hvad var Krystalnatten? Er det lige meget, om Roskildefreden var i 1649 eller 1658? Hvorfor er det vigtigt, at der ikke er langt fra gasfyret til den varme vandhane? Hvorfor skal man ikke skrive udråbstegn efter hver anden sætning, og hvor ligger Frankrig egentlig i forhold til Tyskland? Det er ikke ligegyldig viden, men grundlæggende, faglig viden, der gør den enkelte i stand til at indgå i den offentlige debat og have oplevelsen af overskud, af overblik. Regneregler gør eleven i stand til at få en talfornemmelse, som ikke opstår, blot fordi man modellerer i et computerprogram, og kronologisk overblik giver mulighed for, at man kan forstå, at det liberale demokrati er en ret ny opfindelse, og at magtens tredeling har rod i Montesquieus ”Om Lovenes Ånd”. Det slår man ikke op, hvis man ikke ved, det kan slås op. Når man står på Den himmelske Freds Plads giver det en selvværdskabende følelse af integritet, at man ved, hvem der stirrer ned på én med et lille smil fra det store portræt. Man véd, at det ikke er en af de gamle kejsere, og at det ikke er tilfældigt, at han hænger ved siden af den forbudte by. Det giver en fornemmelse af tid, sted og sammenhæng.

Rapporten bør ikke bruges til at understøtte en lukket politik, der skal sikre, at færre unge får en gymnasial uddannelse. Det ville være tåbeligt. Men den kan godt mane lidt til eftertanke i forhold til det arsenal af reformer, man har smurt ud over gymnasiet de sidste 20 år, og i forhold til de læreplaner, der har prioriteret stoftrængsel og øget videnskabsteoretisk indhold i en grad, så faktuelle fejl ved eksamen ikke regnes for så alvorlige, hvis blot man kan det andet. Det er vel en naturlig udvikling, at man regner faktuel viden for mindre vigtig, jo mere abstrakte og metodefokuserede krav, man stiller i læreplanen. Ja, elevens ordforråd var ikke overvældende, men han eller hun sagde da distributionsplatform og flerstemmighed. Eller ja, eleven sagde, at 2. verdenskrig sluttede i 1947, men der var blik for historiebrugen i en af kildeteksterne. Det er på nogle måder en beklagelig udvikling. Det har haft omkostninger, også for de elever, som ikke får den paratviden, de har brug for hjemme ved middagsbordet.