Kampen for den motiverede elev

Skoleåret lakker i skrivende stund mod enden. Når vi når denne tid på året, begynde man på sine refleksioner over, hvordan skoleåret er gået, og hvert år på denne tid, sidder jeg med en følelse af, at mine elever bliver tiltagende demotiverede og skoletrætte. Og så sidder jeg og tænker: der må da være noget, vi kan gøre for at hjælpe vores elever med at finde motivationen for at gå i skole. Men hvad?

Det er velkendt, at demotiverede elever er en af kilderne til stressede lærere – for når eleverne er demotiverede, tager læreren det på sin kappe og bestemmer sig for, at det må være fordi, undervisningen ikke er god nok eller interessant nok, og i en periode begynder man så at arbejde lidt hårdere. Hvis dette ikke ændrer på noget som helst, står man i sandhed overfor en krise, for hvis man ikke kan hjælpe dem med at finde motivation ved at arbejde hårdere på den undervisning, man giver dem, hvad kan man dog så gøre?

Svaret, tror jeg, ligger i mindset! Vi er nødt til at arbejde på deres og vores eget mindset. Lad mig forklare, hvad jeg mener. I sin bog ”Det Uendelige Spil” taler Simon Sinek om to forskellige typer spil, som afleder hvert sit mindset: Det infinitte spil og det finitte spil. I det infinitte spil, spiller man for at udvikle sig, for at tage ved lære og for at blive den bedste version af sig selv. I det finitte spil, spiller man for at vinde og for at være den bedste.

I undervisningssektoren har vi længe arbejdet ud fra et finit mindset: Vi skal vinde, og vi skal være den bedste. Det gør vi som skole ved at sikre, at vores elever får de bedst mulige karakterer, og fordi dette er måden, man vinder, er det jo også den måde, vi har lært vores elever at tænke. Hele tiden fokus på, hvordan de får en bedre karakter!

Så kan det godt ske, at fokus udadtil er på, at eleverne skal have det godt, at man skal tage hånd om det enkelte menneske, og at der skal være plads til alle, men faktum er jo bare, at skolerne bliver målt og vejet på, hvor gode karakterer, de hiver hjem – får man for dårligere karakterer, kommer der nogen ud og holder lidt ekstra øje, og så har man bare at hive nogle bedre karakterer hjem fremadrettet. Og gør man det, så får man ros, og så har man vundet, for så må det jo også betyde, at skolen fungerer bedre, og at eleverne er gladere.

Vi er nødt til som ledere (og her taler jeg bredt om både ledelsen på skolerne og højere oppe, men også os som undervisere) at arbejde ud fra et mere infinit mindset, hvor fokus ikke er at vinde ud fra nogle helt arbitrære parametre, men nærmere på at blive den bedste version af sig selv. For parametrene er jo virkelig arbitrære! Når man sidder som censor, og den ene siger 10, og den anden siger 4, og man ender på 7, så virker det jo helt latterligt at tænke på, at hvis den ene censor havde været skiftet ud, kunne eleven have fået 4 eller 10 – det er jo en absurd forskel!

Hvis vi som motiverende ledere begynder at tillægge os et infinit mindset, hvor vi hele tiden spiller det lange spil og hele tiden har udviklingen for øje, og hele tiden tænker over, hvordan vi får det bedst mulige ud af eleven, og hvordan eleven bliver den bedste version af sig selv, så vil vi opleve både elever og lærere, som har det bedre, er gladere og mere motiverede for at møde op på skolen hver eneste dag.

Så kommer det store spørgsmål: Hvordan gør man så det? For det lyder jo så nemt. Men det er det ikke. Det kræver, at vi som ledere begynder at træde i karakter, og det kræver, at vi viser dem, vi leder, at de kan stole på os og at vi vil dem. At vi ikke bare ser dem som et led i et højt gennemsnit, men at vi er med på, at de har brug for støtte og hjælp, og at vi holder hånden under dem. Det kræver, at vi som ledere er villige til at tage de svære snakke med dem, vi leder – at vi taler om deres velvære, at vi prøver at finde ud af, hvilke styrker de har, hvilke kerneværdier de er i besiddelse af og hvilket formål, de har med deres liv og deres skolegang.

Det er også væsentligt at vi tør bruge tid på at finde ud af, hvordan det kan være, at lille Ida ikke virker til at være den mindste smule motiveret i engelsk, når hun er super motiveret i historie – måske det handler om, at Ida har dårlige erfaringer med engelsk og gode erfaringer med historie? Og hvis det er tilfældet, skal vi vide det, før vi kan ændre på det. Måske finder vi også ud af, at Ida har brug for, at vi hjælper hende i gang med opgaver, som er nye for hende, og at vi holder os i nærheden, så hun kan få hjælp, og ikke bare sender hende ud i en gruppe og siger: ”Det finder I bare ud af.”

Når vi gør det – altså når vi virkelig arbejder for elevernes motivation, og når vi virkelig viser vores elever, at vi gerne vil dem, så begynder de at stole på os og på hinanden, og det vil have en dramatisk effekt på deres motivation og deres trivsel. Og konsekvensen af det: Gladere og mere motiverede undervisere.

Hvis vi virkelig gerne vil kæmpe for den motiverede elev, og hvis vi virkelig gerne vil vores elevers trivsel, så er vi nødt til at påtage os et andet mindset – et mindset, hvor vi ser de lange linjer og spiller det store spil, og hvor vi lærer vores elever, at man ikke kan vinde i uddannelse. Man kan kun gøre sit bedste og arbejde imod at blive den bedste version af sig selv.