Kære minister: Der findes ikke hele og halve sprogfag

Når man bliver meget vred over noget, er det altid godt lige at sove på det, inden man ryger til tasterne. Men efter at have sovet to gange, er jeg faktisk stadig vred, men nok i virkeligheden mest af alt frustreret og bekymret.

Det, der har fået mig til tasterne, er børne- og undervisningsministerens udtalelser i Gymnasieskolen den anden dag om eventuelle tiltag i forhold til at gøre noget ved sprogfagenes krise.

Læs: Ministeren vil have en højere prioritering af fortsættersprog

Pernille Rosenkrantz-Theil har – formoder jeg – læst den statusrapport, Følgegruppen for Strategi for styrkelse af fremmedsprog i uddannelsessystemet udgav den 17. august. I den er der en række klare anbefalinger til, hvordan vi kan forsøge at vende sprogfagenes krise. Disse anbefalinger giver ministeren ikke umiddelbart indtryk af, at hun vil følge. Det er der ellers god grund til, for anbefalingerne er relevante, gennemtænkte og ikke mindst nødvendige. Ministeren er ganske vist villig til at kigge på studieretninger og studieretningsbindinger, som er en af anbefalingerne, men i interviewet fremhæver hun først og fremmest sit eget bud på, hvordan sprogfagene styrkes. Ifølge hende skal vi kigge på vægtningen af fortsættersprog (de skal vægtes højere), og hun omtaler disse fortsættersprog som hele sprog og sætter dem op som modsætning til begyndersprogene, der åbenbart kun kan betragtes som halve sprog. Det er dette ordvalg, der har fået alle alarmklokker til at bimle hos mig.

Det sidste, vi har brug for i disse år, er en indbyrdes kamp sprogfagene imellem –fortsættersprog mod begyndersprog. Vi har ikke brug for, at der er flere, der vælger fortsættersprog på bekostning af begyndersprogene. Vi har brug for, at der er flere, der vælger sprog. Punktum. At tale om hele og halve sprog i den sammenhæng er fuldstændig misforstået. Det løser efter min bedste overbevisning ingenting. Nada, rien, nothing, nichts,  niente…

Danmark har brug for mange flere, der kan sprog – ikke kun engelsk og tysk, men engelsk og tysk TILLIGE med fransk, spansk, italiensk, kinesisk, japansk, arabisk, russisk, græsk og tyrkisk. Vi har brug for at motivere flere unge til at vælge sprog – fortsættersprog ja, men også sprog, som de ikke har haft i grundskolen, og som de derfor muligvis ikke taler flydende, når de afslutter deres gymnasiale uddannelse, men som måske har vakt deres interesse for at arbejde videre med det sprog og med sprog i det hele taget. Og den interesse har ikke noget at gøre med, om det sprog, de på den ene eller den anden måde går videre med, kan kaldes helt eller halvt for nu at benytte ministerens eget ordvalg.

Da jeg selv blev student for mange år siden, var det netop med to såkaldte halve sprog: Tre års tysk i folkeskolen og tre års fransk i gymnasiet. De tre års tysk gør mig stadig i dag i stand til at læse og forstå på tysk og i stand til at klare mig til husbehov i Tyskland og andre tysktalende lande, og hvad angår de tre års fransk, så var det halve sprog åbenbart nok til at vække min interesse for fransk i så høj en grad, at jeg endte med senere at læse fransk og bliver fransklærer.

Tre års sprogundervisning fører ikke til et halvt sprog. Jeg er fransklærer på et gymnasium, der ikke har kunnet fastholde udbuddet af fransk som fortsættersprog. Heldigvis har vi stadig en del elever, der vælger fransk som begyndersprog. De kan selvfølgelig mindre fransk, når de kommer ud efter gymnasiet, end hvis de havde haft fransk i flere år. Men de kommer altså ikke ud med et halvt sprog. Og det samme gør sig gældende for de elever hos os, der har haft spansk, italiensk eller kinesisk. Den udtalelse er simpelthen en grov underkendelse af al den glimrende sprogundervisning, der foregår rundt omkring på de gymnasiale uddannelser. Sprogundervisning handler ikke kun om at lære at tale sproget. Det handler også om at lære om andre kulturer og dermed åbne sig mod verden. Og det gør sig gældende uanset, om der er tale om et fortsættersprog eller et begyndersprog.

Ministerens udmeldinger den anden dag er uheldige, fordi de spiller sprogfagene ud mod hinanden. Og det er virkelig ikke det, der er behov for i disse år, hvor sprogfagene er i krise hele vejen igennem systemet. Tværtimod er der behov for, at vi står sammen i kampen for at redde sprogfagene – uanset om vi underviser i fortsætter- eller begyndersprog. Og vi skal gøre alt, hvad vi kan for at overbevise ministeren og politikerne i det hele taget om, at der skal store strukturelle ændringer til, og at der skal kæmpes på alle niveauer i fødekæden, hvis sprogfagene og sprogfagenes mangfoldighed skal overleve.