Hvordan lærer vi?

Jeg læser informatik med henblik på at undervise i faget. Meget af stoffet er helt nyt for mig, og det kræver temmelig meget at komme ind i tankegangen og den bagvedliggende logik. De kurser, jeg følger, er meget forskellige. Spektret går fra gruppeprojekter med peer feedback til gammeldags forelæsninger og udenadslære. Stoffet er spændende og udfordrende, og så giver det anledning til en hel del selvransagelse med hensyn til hvordan jeg – og eleverne – lærer på den mest optimale måde. 

Jeg var til eksamen i januar. Og jeg følte mig bombet tilbage til kemistudiet midt i 90’erne. På kemistudiet handlede langt de fleste eksamener om at reproducere underviserens forelæsninger og/eller lærebogen. Vi blev simpelthen testet i, om vi kunne skrive 5. hovedgruppe i det periodiske system, en bestemt reaktionstype eller lignende. Så måden, jeg læste til eksamen på, var ved at tage noter til det, jeg ville kunne, og så lære noterne udenad. Det gik forrygende godt, da jeg først fik lært at lære udenad. Men der gik ikke længe efter eksamen, før jeg havde glemt, hvad jeg havde lært. For jeg havde jo aldrig rigtig anvendt det. Og jeg var ikke så moden og læringsparat, at jeg selv gjorde noget ekstra for faktisk at lære.

Det var lidt på samme måde på det informatikkursus, jeg afsluttede i januar. Det var mundtlig eksamen, hvor vi kendte spørgsmålene på forhånd. Jeg forberedte, hvad jeg ville kunne om de enkelte spørgsmål, og så lærte jeg det udenad. Der var ikke rigtig andet at gøre. Der var et utal af forskningsartikler, definitioner osv., som skulle kunne refereres, og så var der en programmeringsdel, hvor vi skulle kunne skrive kode på tavlen uden hjælpemidler eller forberedelsestid. Det kom mig helt klart til gode, at jeg havde prøvet det der med udenadslære før. Men det ærgerlige er, at det var udenadslære, der blev testet. Det havde været langt mere interessant at teste, om vi faktisk kunne anvende stoffet til noget. Det behøvede vi ikke at være i stand til for at klare eksamen.

Heldigvis er jeg blevet ældre og lidt mere moden end dengang på kemistudiet, så jeg kan selv tænke ud over kravene og reflektere over anvendelse af stoffet. Men det undrer og ærgrer mig, at man stadig kan møde kurser, der foregår på denne måde.

Hvilket leder mig hen til eleverne og måden, de lærer på. Der er udenadslære i mange fag – det kan og skal man ikke komme udenom. Hvis ikke man lærer de mest almindelige gloser, så kan man ikke anvende et sprog. Men det er vigtigt, at vi ikke baserer vores bedømmelse af eleverne på, om de kan reproducere det, vi siger, eller det, de læser i lærebogen. Det må aldrig være nok, for så lærer vi dem egentlig bare at blive gode til at lære udenad, i stedet for at lære at anvende deres viden. Og de er i forvejen rigtig gode til at spille spillet. Det skal vi ikke opmuntre dem yderligere til.

I stedet bør vi prøve at skabe en kultur på vores hold, hvor det handler om at lære og om at at hjælpe hinanden til at lære. Jeg gør det ved hjælp af gruppearbejde og samskrivning, som jeg har skrevet om i tidligere blogindlæg, men der er utvivlsomt mange andre måder at gøre det på. Det vigtige er, at det kræver, at vi gør en aktiv indsats for at komme derhen, for eleverne hjælper os ikke. De føler sig trygge i den velkendte præstationskultur, som de er vokset op med.

Hvis vi skal kunne ændre kulturen i timerne, så der bliver fokus på læring og samarbejde frem for præstationer, kræver det, at vi også ændrer praksis til en del af de mundtlige eksamener, for som bekendt er eksamenernes betydning for den daglige undervisning meget stor. Vi må forvente, at eleverne kan anvende stoffet til at tænke med, frem for at eksaminationerne blot er at reproducere. Gør vi det, kan vi komme ud af ekkorummene til nogle meget mere spændende steder!