Hvordan bør reformen reformeres?

Kan politikerne gennemskue de floskler, der stadig spøger fra gymnasiereformen, da læring skulle lettes gennem ”sag frem for fag”?

Dengang blev der for eksempel indført – uden nogen evaluering af det eksisterende tværfaglige samarbejde naturfag – det helt upraktiske og uafprøvede NV, der var helt kaotisk de første år, før ”justeringer” rettede op på det indlysende tåbelige.

Skolerne har lige siden kæmpet med disse grundforløb, men rektorerne og Gymnasieskolernes Lærerforening konstaterede for nylig, at de aldrig har virket tilfredsstillende. Imens er 10 årgange elever blevet ofret på forsøget.

Hver ”justering” af reformen har betydet en lidt større retræte fra den oprindelige plan for det ”fremtidssikrede” gymnasium. Uheldigvis har politikerne kun delvist fået øje på de fortsatte problemer for eleverne: For eksempel har ingen efter 10 år kunnet henvise til rigtige beviser for, at det tværfaglige letter elevernes læring. Dette problem illustreres af AT, der forvirrer eleverne, fordi AT aldrig har opnået den nødvendige præcision. Grunden er, at de rigtige fag er vokset naturligt frem i løbet af de sidste århundreder, netop fordi de bygger på det, der simplificerer læring og problemløsning med en afprøvet præcision.

Tværfaglighed kan være relevant, men den forudsætter faglighedens præcision, der først skal læres.

Elevernes læring kompliceres, når de på samme tid virkelig skal lære to forskellige faglige tilgange, og hvordan fagene påvirker hinanden. Det udsætter eleverne for en unødig kompleksitet. Det er nemmere for eleverne med én ny tilgang ad gangen i hvert fag, hvor man gradvist – gennem gentagelser og paralleller til beslægtede faglige begreber – kan opbygge elevernes dybdeforståelse for det nye.

For at få AT-hverdagen til at fungere har lærerne ofte benyttet sig af den simple konklusions overførelse mellem fagene. Det kan dog gøres bedre uden AT og dets bøvl.

Den mest almindelige måde at håndtere fagenes samspil på er at kræve det ene fag bestået for at tage det andet fag. For eksempel er der krav om matematik i gymnasiet for at læse økonomi på universitetet – men ingen krav om samfundsfag, hvis tværfaglighed åbenbart er for overfladisk for seriøse økonomistudier.

Da samfundsfag fik mulighed for at samarbejde med matematik B, kæmpede samfundsfag ivrigt imod. Tværfaglighed ville i praksis gøre det for vanskeligt for eleverne. Det siger alt om værdien af samtidigt at lære to komplekse faglige tilgange til en sag.

Hvorfor spilde endnu flere ressourcer/elever på reformens miskrediterede tværfaglighed?

Bill Woods
Pensioneret lektor (Mulernes Legatskole)