Hvem bekymrer sig om arbejdsmiljøet når Arbejdstilsynet svigter?
Da jeg startede på VUC Djurslands HF-afdeling i 2019, var der fyldt op i både klasselokalerne og på lærerværelset. Da vi 1. januar 2024 fusionerede med Viden Djurs, var vi to fuldtidsansatte HF-lærere tilbage og kun en håndfuld kursister dukkede regelmæssigt op til undervisningen. Naturligvis spiller strukturelle faktorer som arbejdsløshed og demografi en rolle for, hvor mange kursister vi har på VUC’erne. Men på VUC Djursland spillede den daværende ledelse en afgørende rolle i denne nedtur.
Jeg blev ansat op til sommereksamenerne med under en måned tilbage af undervisningen. Min forgænger var blevet, viste det sig, uretmæssigt afskediget. Det var ubehageligt som ny lærer at træde ind på en arbejdsplads, der emmede af konflikt og mistro. Flere af mine dygtige kolleger blev udsat for et umenneskeligt psykisk pres fra ledelsen, bl.a. i form af urimelige arbejdsmængder og lønnedskæringer. Nogle bukkede under med stress, andre sagde op og på et tidspunkt gik kursisterne i strejke.
I en artikel i Lokalavisen Norddjurs, ”Forstander Lars Østergaard ikke længere en del af ligningen” (9/1, 2024), citeres VUC Djurslands forhenværende forstander Lars Østergaard for at male et skønmaleri af tiden siden 2019: ”Vi har igennem 2019/2022 opgraderet vores bygninger inde og ude. Det samme gælder vores IT og kompetencer. VUC Djursland har fået en grøn smiley af Arbejdstilsynet i april 2021.” Af min forrige artikel i Gymnasieskolen ”Parallelundervisningen kommer!” burde det stå klart, at jeg ikke mener, at IT og kompetencer blev udviklet i tilstrækkelig grad.
Hvad angår Arbejdstilsynets såkaldte grønne smiley, er det også min klare opfattelse, at den daværende ledelse udnyttede Arbejdstilsynets smileyordning til at give indtryk af, at der ikke var problemer med arbejdsmiljøet på VUC Djursland. Sandheden er, at HF-afdelingens Arbejdspladsvurdering for 2020 var blodrød – dvs. der var problemer med arbejdsmiljøet på stort set alle parametre. Når dette misbrug kunne lade sig gøre, skyldes det, at vi på VUC Djursland havde besøg af Arbejdstilsynet i 2021. I interviews fortalte vi lærere om chikane fra ledelsen mod udvalgte medarbejdere, der var brudt sammen i gråd. Alligevel fik VUC Djursland altså en såkaldt grøn smiley – naturligvis med det resultat, at vi lærere følte os stukket i ryggen af Arbejdstilsynet.
Stik imod Arbejdstilsynets retningslinjer blev der aldrig udarbejdet en handlingsplan, der skulle rette op på det dårlige arbejdsmiljø på HF-området. Måske Arbejdstilsynet var bevidste om, at VUC Djurslands ledelse misbrugte deres smileyordning. I hvert fald afskaffede de den i begyndelsen af 2023, bl.a. fordi ”smileyordningen er ikke fulgt med tiden og giver ikke et retvisende billede af virksomhedernes arbejdsmiljø, fx omfatter den ikke alle virksomheder, der får besøg af Arbejdstilsynet, og en grøn smiley kan misforstås som en blåstempling af virksomhedens arbejdsmiljø” (”Fakta frem for smiley – en ny og forbedret visningsordning”, 23/2, 2022).
Min tillid til, at der rent faktisk er nogen derude, som bekymrer sig om gymnasielærernes arbejdsmiljø, har lidt et alvorligt knæk.
Men skaden var jo sket. Den daværende ledelse brugte frem til Lars Østergaards afgang Arbejdstilsynets grønne smiley til at affærdige al kritik om et betændt arbejdsmiljø. I tiden efter 2021 kontaktede jeg både Arbejdstilsynet og GL i et forsøg på at presse ledelsen på VUC Djursland til at følge op på APV’en – og i det mindste udarbejde en handlingsplan. Jeg forsøgte forgæves at få vores AMR til at tage sagen op. Både jeg og min forgænger som TR blev modarbejdet og chikaneret af ledelsen i en sådan grad, at vi blev langtidssygemeldte med stress.
Så hvem bekymrer sig egentligt om arbejdsmiljøet når både AMR og Arbejdstilsynet svigter? Jeg ved, at bestyrelsen burde, men som medlem af den afgående bestyrelse på VUC Djursland kan jeg desværre konstatere, at bestyrelsen i dette tilfælde, ud over lærerrepræsentanter og en enkelt regionspolitiker, udelukkende bestod af forstanderens venner og bekendte. Jeg spurgte flere gange til, om der ikke burde være nogen i bestyrelsen fra de institutioner, vi sender vores kursister videre til eller i det mindste blot nogen med indsigt i uddannelsessystemet, men svaret var, at denne forsamling var håndplukket af forstanderen med det formål at sikre en smidig struktur.
Nu er jeg langt om længe ved at være raskmeldt, men min tillid til, at der rent faktisk er nogen derude, som bekymrer sig om gymnasielærernes arbejdsmiljø, har lidt et alvorligt knæk.
Bjørn Bøgh Simonsen
HF-lærer og tillidsrepræsentant på Viden Djurs
Kommentar til indlægget
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Jeg kan desværre kun supplere Bjørns indlæg. I forbindelse med Arbejdstilsynets besøg og interview undlod den ansvarlige medarbejder at tage skriftligt referat fra mødet. Den pågældende psykolog fra ATS var i øvrigt suppleant i regionsrådet og medlem af Venstre lige som forstander Lars Østergaard , der dengang sad i kommunalbestyrelsen i Norddjurs. Det var skammeligt, at ATS negligerede ledelsen mildt sagt grove mobning af HF-lærerne. Forstander Lars Østergaard hoverede til hobe med den grønne smiley i 2020, både på skolen og i lokalpressen. Da jeg mildt sagt rystet vendte tilbage til ATS, var kommentaren blot, at der ikke var taget referat.
Det var nyttesløst at klage til bestyrelsen, som svarede trods adskillige klager. Bestyrelsesflertallet og forstanderen har gennem årene angiveligt og groft overtrådt så mange love, regler og etisk-moralske hensyn, at det undrer mig, at Gymnasieskolen og andre ikke har villet skrive om forholdene, når man påtænker, hvad der er løbet i pennen f.eks. om forholdene på Marselisborg Gymnasium.
GL kunne ikke gøre andet end at sørgefor økonomisk kompensation til de udsatte lærere.
STUK? Jeg kan kun undre mig. Ikke engang misbrug af kreditkort, nepotisme og et stort, økonomisk tab på en ejendomshandel vækker den sovende kæmpe.
Nu er VUC Djursland fusioneret med Viden Djurs. Det kan kun blive bedre.
Rigtig godt Bjørn. Jeg tror desværre bare at problemet er mere generelt. Det er ikke kun dårlige ledere, der ødelægger arbejdsmiljøet. Det er hele systemet. Se evt. mit indlæg om medarbejderindflydelse på gymnasieskolerne.
Lene Nielsen