Hov, grundforløbet gik faktisk godt!
Indrømmet, jeg er på mange måder lidt gammeldags, og selvom jeg godt vil have, at vi får mere faglighed tilbage i undervisningen, så var jeg ret skeptisk overfor det nye grundforløb. At eleverne så hurtigt skulle tilegne sig nyt stof, som lå på gymnasieniveau, og tilmed skulle afslutte det med en eksamen, der kommer til at stå på deres karakterblad, troede jeg bestemt ikke var en god idé.
Men efter at have set elevernes fremlæggelser og tilmed finde ud af, at det ikke var så svært at give dem karakterer, så vil jeg droppe min skepsis. Det virker til, at grundforløbet gav eleverne incitament til at finde ud af, hvad det kræver at sætte sig ind i nyt stof og tilegne det på en måde, så de kan formidle det videre. Og helt ærligt, er det ikke dét, som vi gerne vil lære eleverne, og har vi ikke ofte ønsket, at det var noget, de måtte indse så tidligt som muligt? Hvis grundforløbet virkelig er med til at få eleverne ind i den tilgang til læring så tidligt, så er det ikke noget problem for mig at smide alle mine reaktionære fordomme ud af vinduet.
Men ok, jeg har da også været nervøs for, hvordan det skulle gå op til den afsluttende eksamen. For jeg synes godt nok, det var meget nyt stof, eleverne skulle igennem.
På skolen hvor jeg er, har vi både HHX og HTX. Jeg fungerer primært på HHX-delen og har derfor været involveret i det økonomiske grundforløb, hvor det gik rigtig godt. Så jeg skulle lige spørge mine tekniske kollegaer fra HTX, om de havde samme oplevelse, og de havde det på akkurat samme måde. I store træk var det faktisk en tilfredsstillende afslutning, vi har haft på grundforløbet. Så ok, nogle gange kan vi lærere være nok så skeptiske overfor nye smarte tiltag fra løbende undervisningsministre. Ofte er det jo alligevel ikke andet end to skridt frem og tre tilbage. Men indimellem er der også et par snapse imellem. Grundforløbet ser indtil videre ud til at være en af dem. Så tiltag, der kan få fagligheden til at stige, må der godt komme flere af. For det er den vej, jeg vil foretrække. Der har været nok tiltag, der har sænket fagligheden, og det er jo ikke en god udvikling. Så lad os få mere af det modsatte, også selvom det betyder, at skeptiske lærere som mig skal omstille os.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode