Fint layout med enkelte opdateringer

En ny udgave af lærebogen fra 2012. Det, der især springer i øjnene i den nye udgave, er dens indbydende layout, der giver et nemt overblik over de enkelte sider med letlæselig tekst, så man får lyst til at beskæftige sig med materialet. Det andet store plus ved denne udgave er det omhyggelige noteapparat nederst på siderne med oplysninger om navne og begreber i brødteksten.

Ellers rummer bogen stort set det samme stof som den forrige, bortset fra at der i denne udgave er tilføjet et kort afsnit om kognitiv religionsvidenskab (Pascal Boyer), en model for innovativt arbejde, enkelte statistikker er blevet opdateret, et par ældre tekster er blevet erstattet af nyere, og overskriften Religion i AT er blevet ændret til Religion i tværfagligt samarbejde. Alt sammen meget relevant også efter reformen i 2017, og denne udgave er derfor også ganske godt anbefalet.

Som i den forrige udgave har forfatterteamet også her tilstræbt den maksimale aktivering af eleverne ved øvelser til tekster, faktabokse, billeder, søgning på internettet mv. Det kører bare! Og en ren foræring til unge nyansatte lærere i faget, kunne man tilføje.

Teamets metodiske fokus på verdensreligionerne er religionsfænomenologien og -sociologien, og det er, som det skal være. Men teamet har heller ikke denne gang haft interesse for den religionshistoriske forskning inden for de sidste tre-fire årtier, der i den grad har rykket på vores viden om verdensreligionernes formative perioder. Og den aksiale periode (ganske vist omdiskuteret) i religionshistorien er hverken anvendt eller omtalt.

Jeg har studset lidt over bogens omtale af de chilenske minearbejdere, der i 2010 undslap 69 dages fangenskab i en sammenstyrtet mineskakt. Det første de gjorde, da de omsider kom ud, var, at de takkede Gud, “selv om det var moderne højteknologisk udstyr, der havde hentet dem op”, som der står i bogen. Tja – det kunne jo være – uden større teologiske og dogmatiske forestillinger om deres forunderlige redning – at det blot faldt dem let på læben – sådan helt intuitivt – at give udtryk for deres glæde/taknemmelighed over livet i mere omfattende forstand, som de havde i det religiøse sprog, de var opvokset med. Det skal der ikke megen empati til for at forstå noget meningsfuldt med. At medtage en sådan anvendelse af religiøst sprog i undervisning finder jeg fagligt meget relevant.