Skolepartnerskaber – Fra idé til praksis

Internationalt arbejde i form af skolepartnerskaber er vigtigt i dagens gymnasieskole. Kompetencer som fremmedsprog og interkulturel forståelse er noget, som eleverne får brug for i fremtiden, selv hvis de ’bare’ skal arbejde i Danmark. Det er derfor heller ikke så underligt, at mange gymnasier satser stort på det internationale aspekt i disse år. Det gør mit eget gymnasium også.

Gevinsterne er mange, udover ovennævnte kompetencer. Eleverne får øjnene op for nogle kulturforskelle og levevilkår, som de ikke kendte til, ligesom de kan ende med at få nogle kontakter i udlandet og bedre sammenhold i deres klasse derhjemme.

Men internationalt arbejde kan også være møgbesværligt. Skridtet fra idealistisk, nedskrevet plan til reel praksis kan af og til være vanskeligt, og når man først er i felten, dukker der pludselig uventede spørgsmål og udfordringer op.

Som for eksempel dengang jeg som engelsklærer skulle på lærerudveksling til mit gymnasiums partnerskole i Libanon og ankom til landet efter længere tids engageret mailkorrespondance med partnerskolen. De libanesiske lærere og den fransktalende værtsfamilie var dog noget overraskede over at opdage, at gymnasielæreren, der trådte ud af flyet, var ikke bare ung men også engelsktalende. Det viste sig, at vi i korrespondancen havde misforstået hinanden, og at de havde gjort klar til at modtage en af mine ældre kolleger, som er fransklærer og har et navn, der lyder som mit. (Især det første døgn hos den fransktalende værtsfamilie blev langt…).

Besøget som helhed blev dog en meget positiv oplevelse. Jeg var af sted sammen med en samfundsfaglig kollega, og sammen skulle vi udbygge det dansk-libanesiske kommunikationsprojekt, som vi året forinden havde fået op at stå med økonomisk støtte fra Globale Skolepartnerskaber. Tanken var, at en samfundsfaglig 1.g-klasse hos os igennem ét år skulle kommunikere på engelsk med to jævnaldrende libanesiske gymnasieklasser via en wikispaces-hjemmeside. Formålet var at tone elevernes studieretning og gøre dem bevidste om en verden, de ikke kendte meget til.

Ugen i Libanon gik med overværelse af undervisning, møder om partnerskabet og sightseeing, og min kollega og jeg fik også lov at undervise de overordentligt begejstrede libanesiske elever. I den forbindelse opdagede vi pludselig, hvilken velsignelse det er for lærerens arbejdsvilkår, at eleverne i Danmark er trænet til at række hånden op, før de åbner munden.

Men som sagt kan der være langt fra ide til praksis. Vi forlod Libanon med masser af konkrete løfter og planer i tasken. Dog viste det sig hurtigt, at da først projektets faser skulle rulles ud, dukkede alskens vanskeligheder op. Hvordan afvikler man for eksempel et onlineprojekt med en skole, hvor eleverne normalt ikke må medbringe computere eller telefoner i skolen? Hvad stiller man op, når man som lærere ikke har den samme grad af tiltro til, at eleverne vil arbejde med tingene som lektier derhjemme? Og hvordan tager man hensyn til, at modparten er presset mere på tid og pensum end en selv?

I dag har vores partnerskab med netop denne skole kørt i omkring tre år. Erfaringerne er blandede. Det er frustrerende at føle, at man løber panden mod kulturmuren gang på gang, og dialog og planlægning via e-mail er og bliver svært. Samtidig er sådan et partnerskab på tværs af skoler og lande aldrig stærkere end den enkelte lærer – og er der for stor udskiftning, ryger kontinuiteten. Elevernes evaluering af projektet er sådan lidt 50/50. De roser generelt vores forsøg på toning af studeretningen, ligesom de synes, at det har været rigtig skægt at lave videoer på engelsk til partnerklasserne. Ikke overraskende efterspørger de mere personlig kontakt med libaneserne, gerne via fysisk besøg. Selv giver jeg nu Libanon-faklen videre til andre kolleger; så må vi se, hvordan tingene udvikler sig.

Der er masser af skoler derude – masser af partnerskaber, der bare venter på at bliver opdyrket. Muligheder for at søge om økonomisk støtte er der også. Nøgleordene for et velfungerende partnerskab er efter min erfaring ’rummelighed’ og ’tålmodighed’. Fordelene og perspektiverne opvejer så langt ulemperne, og i disse globaliserede tider er det da også svært at mene andet. Det bliver møgbesværligt. Det bliver sjovt. Og intet kommer til at gå helt, som man forventer.