Fast food in the fast lane: overlevelse i gymnasieskolen

Det slog mig pludseligt, da jeg stod i kø for at købe mine billige kaffekapsler i Aldi. Egentlig lidt mærkeligt, at jeg ikke havde tænkt over det før. Der var nemlig en fortravlet kvinde foran mig, der havde smækket en pakke frosne burgere oppe på båndet. Det skulle være nemt her til aften—hun havde travlt. I aften skulle hendes unger spise burgere, og hvis de på nogen måde ligner de fleste børn i dagens Danmark, så vil de nok være lykkelige over det. Ironisk nok, sikkert endnu mere lykkelige end hvis de havde fået serveret et velbalanceret måltid der havde tilgodeset alle de vigtige niveauer i madpyramiden.
Og så var det, at sammenligningen slog mig. Forberedelsen af undervisning kan på mange måde sammenlignes med madlavning: det kan gøres på mange måder, i forskellige kvaliteter og med svingende resultater.

Jeg skulle købe kaffe, så skulle jeg hjem og forberede mig. På trods af, at jeg er rimelig omstillingsparat, er jeg nok lidt ”old-school” når det drejer sig om forberedelsen, og jeg vidste, at der lå et par timers arbejde derhjemme efter en forholdsvis lang undervisnings dag. Den veltilrettelagte time skal jo have et klart formål, tydeligt indhold, velvalgte metoder, som er tilpasset den enkelte klasse og de enkelte elever, relevante materialer og overvejelser om evalueringsmetoder. Der skal være variation, interaktion, den gode relation, og stimulation. Det er en stor mundfuld! Det tager tid. Tid, som mange af os ikke længere har, jo mere presset vi bliver.

Og så var det, jeg tænkte, ”i morgen kan de jo bare spise burgere eller frosne pizzaer,” og så er alle glade. Men hvad er det, der svarer til ”at spise frosne burgere” i en undervisningssituation? Og hvor tit må man det? Og hvad med dem, der ikke spiser kød, eller skal have halalslagtet kød? Spørgsmålene er mange og løsningerne få.

Madindustrien har været temmelig innovativ med hensyn til at imødekomme travle børnefamilier, forretningsfolk, der kommer sent hjem og folk, der simpelthen ikke gider at lave mad. Der er et hav af muligheder: alt fra McDonald’s til 2good2go og gourmet færdigretter.

Vi gymnasielærere er lidt mere famlende, når det gælder hurtige løsninger. Det er ikke naturligt for os at tage ”den lette løsning”. Vi er opdraget/uddannet til at finde den bedste løsning. Vi har elever, som skal vise, at de har spist deres grøntsager, når de skal op til eksamen – og det er et stort ansvar.

Men det kræves ovenfra, at gymnasieskolen skal moderniseres og effektiviseres. Der bliver sparet temmelig voldsomt, og vi ved alle sammen, hvad der spares på. Vi har ikke længere den samme tid til at forberede vores timer eller rette vores opgaver. At spise frosne burgere eller pizzaer engang imellem er nok fint, men det kan vi vel ikke gøre hver dag? Vi ved jo alle sammen, hvad der skete i ”Supersize Me.”
Desværre er der ingen, der ved, hvordan vi skal overleve ”life in the fast lane.” Jeg mangler nogle løsninger. Så er det godt jeg nåede at købe mine kaffekapsler; jeg tager en kop kaffe og går i gang med forberedelsen til i morgen.