Er ”klasserumsledelse” virkelig det rigtige ord?

Når jeg snakker med forskellige folk om de udfordringer, man kan have, når man skal undervise en flok unge, uregerlige og hormonfyldte teenagere, hører jeg ofte udsagnet: ”Jamen, det handler jo bare om, klasserumsledelse! Man er nødt til at vise dem, hvem der bestemmer.”

Der bliver jeg faktisk en anelse forvirret. Og det kan du jo nok sige, at der ikke er nogen grund til, for klasserumsledelse er et ord, vi har brugt i mange år, og det er veletableret, hvad der menes med det. Alligevel vil jeg gerne bruge lidt tid på at forklare, hvorfor jeg godt kan blive lidt forvirret over det – for jeg tror ikke, at vi er enige om, hvad ordet ”ledelse” indebærer.

Når man er leder, kræver det dybest set én meget simpel ting: Folk skal have lyst til at følge dig. Du kan godt bestemme over en gruppe mennesker, som på ingen som helst måde har lyst til at følge dig og du kan modsat også opleve at have en masse folk, som følger dig, selvom du ikke har magt til at bestemme over dem. Ledelse handler om at inspirere andre og passe på dem, når der er behov for beskyttelse. Det handler ikke om at bestemme – men en leder kommer til at fremstå som den, der bestemmer, fordi vi tillader, at personen bestemmer, fordi vi stoler blindt på, at den person gør det, der er bedst for os.

Det, vi nok nærmere skal tale om, er klasserumsstyring. Når du styrer nogen, så bestemmer du på den ene eller den anden måde og med varierende udøvelse af magt, hvor de skal hen. Klasserumsstyring kommer til udtryk i fire forskellige overordnede grader: Magthaver, Autoritet, Leder og Afmægtig. Jeg har ikke listet disse fire grader i tilfældig rækkefølge. De er listet efter følelsen af (eller følelsen af behovet for) magtfuldkommenhed, og det er kun de to af typerne, der i nogen grad kan sikre, at dine elever følger dig, fordi de har lyst.

Hvis du styrer klassen som magthaver, beder du dem gøre, som du siger, fordi du siger det! Fordi du har ret til at bestemme over dem, fordi du er ældre, fordi du har ledelsen på din side og bare fordi. Som magthaver kan du sagtens bestemme over dem, du ”leder”, men de vil være hurtige til at gå imod dig i samlet flok, hvis det kan blive nødvendigt. Fungerer du som magthaver, kan du også have det problem, at du kommer til at stå i opposition til dine elever. Rollen som magthaver fremmer ikke læring, men jeg ser dog til tider folk påtage sig denne rolle, når de føler, de har mistet kontrollen med en klasse. Det bliver en frustrationsrolle og en rolle, der er meget tæt forbundet med følelsen af afmægtighed, som ligger i den helt anden ende af skalaen.

For når du leder ud fra afmægtighed, så leder du slet ikke. Du har givet op. Du slår op i banen og siger: ”Gør som I vil.” Der kan være noget godt i at give eleverne følelsen af medbestemmelse, men når man er afmægtig, har man opgivet at lede sin klasse noget som helst sted hen. I stedet har man lagt al ansvaret over på eleverne, og så er det op til dem at finde ud af at komme igennem timen.

Magtfuldkommenhed og afmægtighed kommer til udtryk, når man ikke ved, hvad man skal gøre. Når man ikke kan styre klassen, og når de ikke vil gøre, som man siger – sagt med andre ord: Når man ikke føler, man kan bestemme over dem! Begge dele er ret uhensigtsmæssige steder at starte, når man skal undervise, for de fremmer ikke læring, og de fordrer ikke tillid. Når man er magtfuldkommen, kræver man kontrol, og man har ingen tillid fra eller til eleverne. Når man er afmægtig, har man mistet den kontrol, man desperat ønsker og har ingen tillid til eller fra eleverne. Så fællesnævneren for disse to er ønsket om kontrol og manglende tillid.

Skal man lede sine elever, skal man starte med en anden styreform: enten at styre som autoritet eller som leder. Autoritet kan godt grænse op ad magtfuldkommen, men det bygger på, at man beder sine elever tro på, at man kan sine ting, fordi man er underviser, har meget erfaring og ved, hvad der skal til, for at de skal klare sig så godt som muligt. Udfordringen hermed opstår, hvis eleverne af den ene eller den anden årsag ikke stoler på lærerens autoritet (eksempelvis hvis læreren ikke vil indrømme egne fejl eller lytte på sine elever). Men som udgangspunkt kan autoritet godt være en udmærket ledelsesform som underviser, men det er ikke en ledelsesform, der søger en relation til eleverne, som ligger ud over det rent professionelle. Det betyder, at eleverne vil acceptere ens lederskab i klasserummet, men udenfor klasserummet har man ikke længere autoritet og er dermed ikke anset som leder.

Rollen som leder påtager man sig, hvis man gerne vil relationen til eleverne, og hvis man vil bygge sin undervisning på gensidig tillid. Når man rent faktisk arbejder som klasserumsleder, så forsøger man at forstå, hvad der motiverer ens elever, og man forsøger at finde ud af, hvilke styrker, kerneværdier og formål, ens elever arbejder ud fra. Sagt med andre ord: Man forsøger faktisk bare at forstå sine elever. Når man arbejder ud  fra lederrollen, så arbejder man baseret på tillid, og man viser ens elever, at man er der for dem, at man lytter til dem, prøver at forstå dem og hjælpe dem, når de har brug for det. Man kaster dem ikke under bussen, men tager selv ansvaret, hvis tingene ikke går helt, som man vil det.

Når man arbejder som autoritet ønsker man kontrol over elevernes læring, men igennem ens autoritet har man også tillid fra eleverne til, at man kan lære dem det, de skal bruge (men man har ikke nødvendigvis selv super meget tillid til, at eleverne lærer det, de skal). Når man arbejder som leder, så risikerer man at miste kontrollen over læringen, men man arbejder ud fra en tillid fra og til eleverne i forhold til, at alle gør, hvad der skal gøres for at komme i mål med den fælles mission og vision. Så fællesnævneren for disse to er ønsket om tillid til og fra eleverne og varierende grad af accept af tabet af fuld kontrol.

Det er nok ikke umuligt at se, at jeg synes, positionen som leder er den mest interessante og den mest givende vej at gå. Når det er sagt, så tror jeg også, at det er på tide, at vi ændrer begrebet ”klasserumsledelse” til ”klasserumsstyring”, for det er jo det, det egentlig handler om. Når du leder nogen, så guider du dem igennem den kringlede labyrint, som udgør livet og skolen – men de skal have lyst til at følge dig. Når du styrer nogen, så indikerer det netop, at du med varierende grader magt viser dem, hvilken vej de skal gå.

Relationen mellem lærer og elev er noget af det vigtigste, når man skal fremme læring. Derfor er vi som undervisere nødt til at tage aktivt stilling til, hvilken rolle vi gerne vil indtage i klasserummet – og måske udenfor klasserummet også. Den rolle, vi påtager os, kommer med nogle konsekvenser, uanset hvilken rolle det er. Enten risikerer vi at miste kontrollen, eller også risikerer vi at miste tilliden. Så skal vi finde ud af, hvad der er vigtigst for os: Er det fuld kontrol eller fuld tillid?