Artikel
En tredjedel af stx-elever står til at dumpe matematik
Trist elev matematik shutterstock_1064580197

En tredjedel af stx-elever står til at dumpe matematik

Den mest hyppige karakter var 00, og en tredjedel af stx-eleverne fik dumpekarakterer ved de netop overståede terminsprøver i matematik B. Det viser en undersøgelse, som en matematiklærer har lavet. "Nedslående" lyder det fra Matematiklærerforeningen.

34 procent af stx-eleverne i 2.g ville dumpe i matematik, hvis deres terminsprøver havde været den skriftlige, afsluttende eksamen.

Det viser en rapport, som lektor Klavs Kokseby Frisdahl på Køge Gymnasium har lavet.

På eget initiativ har han bedt sine matematikkolleger rundt omkring i landet om at indtaste resultaterne for de netop overståede terminsprøver i matematik B.

Blandt de 2.119 elever er den mest hyppige karakter 00. Den hyppigste eksamenskarakter i matematik B i årene 2016-2018 var 7.

Gennemsnittet blandt eleverne til terminsprøven var 3,73. I perioden 2016-2018 lå gennemsnitskarakteren i intervallet 4,8-5,4. 

Den forkerte vej
Gymnasieskolen.dk har forelagt rapporten for Matematiklærerforeningens bestyrelse, som kalder resultaterne nedslående.

“Det er ikke opløftende læsning, og hvis samme billede ses til sommer, ser det virkelig skidt ud,” siger Jeanette Axelsen, der er formand for Matematiklærerforeningen.

Matematik B på stx har tidligere været ramt af en høj dumpeprocent. I de seneste fem år har mellem 20-24 procent af eleverne fået karaktererne -3 og 00 ved den skriftlige eksamen.

“Reformen skulle jo gerne rette op på det. Hvis rapportens resultater holder stik, så går vi den helt forkerte vej,” siger Jeanette Axelsen.

Både foreningen og lærerne har slået sig i tøjret over, at man med reformen ønsker at hæve kvaliteten i matematik, samtidig med at man skærer i tiden til matematik.

Jeanette Axelsen, formand
Matematiklærerforeningen

Tid tid tid
Foreningen mener, at der kan være flere grunde til det dårlige resultat.

“Vi kan konstatere, at for mange af de nuværende 2.g-elever er det første gang, de stifter bekendtskab med den skriftlige prøve i matematik på gymnasiet. Eleverne har derfor ikke som tidligere prøvet denne prøveform før nu,” siger Jeanette Axelsen og uddyber:

“Fordi det nu er skrevet ind i læreplanen, at det er obligatorisk at afholde en mundtlig prøve i matematik B efter 1.g, så er der mange skoler, der på grund af tidsmangel har droppet den skriftlige årsprøve, som man tidligere havde.”

Mangel på tid er også en af de helt store udfordringer for matematiklærerne efter den nye reform, fremhæver Matematiklærerforeningen. Foreningen ærgrer sig blandt andet over, at de tidligere 100 timer til fordybelse i matematik på B-niveau er blevet beskåret med 15 procent.

“Både foreningen og lærerne har slået sig i tøjret over, at man med reformen ønsker at hæve kvaliteten i matematik, samtidig med at man skærer i tiden til matematik. Det hænger simpelthen ikke sammen,” siger Jeanette Axelsen.

Fra politisk hold har man fremhævet den 130 timers pulje som erstatning for timerne.

“Det er vores erfaring, at det er meget forskelligt, hvordan de 130 timer bliver brugt, men vi oplever ikke, at timerne nødvendigvis bliver brugt på at løfte kvaliteten i skriftlig matematik,” fortæller Jeanette Axelsen, der underviser på Vordingborg Gymnasium.

Mange matematiklærere oplever, at mulighederne for fordybelse i høj grad er forringet af den nye læreplan.

Klavs Kokseby Frisdahl, lektor
Køge Gymnasium

Stoftrængsel
Mange matematiklærere har kritiseret reformens nye læreplan for, at der bare er fyldt flere emner i, uden at man har fravalgt nogle.

“Mange matematiklærere oplever, at mulighederne for fordybelse i høj grad er forringet af den nye læreplan. Der tales blandt mange matematiklærere om en betydelig emnetrængsel i den nye lærerplan,” skriver Klavs Kokseby Frisdahl i sin rapport.

Matematiklærerforeningen mener, at det er svært at vurdere, om årsagen til terminsprøveresultatet er stoftrængsel. 

“En terminsprøve skulle gerne prøve eleverne i det stof, de er blevet undervist i frem til terminsprøven. Så det er på nuværende tidspunkt ikke nemt at vurdere, om det netop er stoftrængsel, der er årsagen til terminsprøveresultatet. Det bliver vi klogere på til sommer,” siger Jeanette Axelsen. 

Hun understreger, at Matematiklærerforeningen vil lave en evaluering af matematik B på stx, når der til sommer for første gang har været mundtlige og skriftlige eksamener i faget.

“Når vi har resultaterne, vil vi præsentere dem for matematiklærerne på en konference i efteråret og lægge op til en snak om, hvad vi kan sige på baggrund af resultaterne, og hvordan vi skal arbejde videre med dem konstruktivt,” siger Jeanette Axelsen.

Matematiklærerforeningen håber meget på, at resultaterne fra sommereksamenen ikke vil ligne resultaterne fra terminsprøverne.

“Det er ikke alle elever, der læser op til terminsprøverne, så man kan ikke altid se terminsprøven som et pejlemærke. Derfor håber vi, at det går eleverne bedre til premieren end til generalprøven,” siger Jeanette Axelsen.

Det kræver ikke stort matematisk indblik at forstå, at vi ikke kan fortsætte med at levere den standard, politikerne ønsker, når der samtidig spares to procent år efter år.

Jeanette Axelsen, formand
Matematiklærerforeningen

Hvad vil ministeren gøre?
I forhold til reformen har Matematiklærerforeningen blandt andet en bekymring omkring de blandede hold i grundforløbet.

“Efter reformen kommer eleverne ind hulter til bulter, og når der ikke er en form for niveaudeling, så har vi tre måneder med meget uhomogene klasser, hvor det kan være svært at nå ud til den enkelte elev,” siger Jeanette Axelsen.

Matematiklærerne efterlyser desuden en politisk stillingtagen til, at lærerne presses på grund af nedskæringer, samtidig med at de skal implementere en ny reform.

“Det kræver ikke stort matematisk indblik at forstå, at vi ikke kan fortsætte med at levere den standard, politikerne ønsker, når der samtidig spares to procent år efter år,” påpeger Jeanette Axelsen.

Hun efterlyser undervisningsministerens bud på, hvordan det skal kunne lade sig gøre rent praktisk.  

Gymnasieskolen har i flere dage forsøgt at få et interview med undervisningsminister Merete Riisager, men det har ikke været muligt.

Undervisningsministeriet har sendt følgende kommentar til rapporten:

“Der er først og fremmest vanskeligheder knyttet til at sammenligne terminsprøvekarakterer. Terminsprøver indgår som en del af undervisningen, og de opgaver, der stilles ved terminsprøverne, udvælges af det enkelte holds lærer eller den enkelte skole. Dette vanskeliggør sammenligning af karakterer fra terminsprøver mellem holdene og skolerne, ligesom det især vanskeliggør sammenligning mellem karakterer fra terminsprøverne med karakterer fra de centralt stillede afsluttende skriftlige prøver. Undervisningsministeriet får ikke indberetninger om terminsprøvekaraktererne.

Dertil kommer, at undersøgelsens repræsentativitet er svær at afgøre. I rapporten angives, at stikprøven dækker knap en femtedel af den samlede population svarende til godt 2.100 elever eller 95 klasser. Det er dog ikke angivet, hvor mange gymnasier, der er tale om eller den geografiske dækningsgrad.”

 

 

Statusrapport terminsprøver Matematik B

Resultater fra statusrapporten:

  • Gennemsnittet blandt alle eleverne er 3,73.
  • 34 % af eleverne opnår en dumpekarakter ved terminsprøven.
  • Den hyppigste karakter under terminsprøven var 00. 
  • Den klasse, der har klaret sig bedst har et gennemsnit på 9,1 med 10 elever i klassen.
  • Den klasse, der har klaret sig dårligst, har et gennemsnit på 0,79 med 24 elever i klassen.
  • 73 procent af klasserne har et samlet gennemsnit, der ligger lavere end gennemsnitskarakteren fra matematik stx-eksamen 2018.

Se hele statusrapporten her

Bag om statusrapporten

Lektor Klavs Kokseby Frisdahl fra Køge Gymnasium har i en Facebookgruppe for matematiklærere opfordret sine kolleger til at indtaste resultaterne for terminsprøverne i matematik B.

Lærerne blev bedt om at indtaste i et Googleark:

  • antal elever i hver klasse, der har opnået -3, 00, 02, 4, 7, 10 eller 12.
  • antal elever i hver klasse.

Han har indsamlet data for 95 stx-klasser med i alt 2119 elever. 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater