”Eleverne skal indse, at der er noget uden for dem selv, der er vigtigt”

Når et nyt kuld højskoleelever forlader den smukke, hvide bygning omkranset af marker, er der én ting, der er vigtigere for Rasmus Meyer end noget andet: Han vil have, at de unge er blevet ‘forankringsparate’. At de går ud i livet med en fornemmelse af, at der er noget uden for dem selv, der er vigtigt, og at der er opgaver i samfundet, der venter på at blive løst.

Det er de samme egenskaber, den 37-årige forstander på Krogerup Højskole kredser om, når han skal sætte ord på, hvad almendannelse er for en størrelse. Han har budt indenfor på sit kontor en regnvåd formiddag i oktober, fordi han har sagt ja til at udfolde begrebet, som står i formålsparagraffen for de gymnasiale uddannelser og konstant er til debat i uddannelsesverdenen. Der er kaffe i kopperne, og efter få minutter står ordene i kø.

For Rasmus Meyer handler almendannelse om at være i stand til at overskride sig selv som individ, så man kan indgå i større sammenhænge. De unge skal derfor rustes med en evne til at forstå sig selv og det samfund, de er en del af, og til at kunne agere i det som myndige, kritiske, demokratiske og beslutningsdygtige borgere.

Og det er her, Rasmus Meyer ser den største udfordring for de gymnasiale uddannelser i forhold til almendannelse i dag. Ligesom mange andre oplever han, at læring for en stor del af nutidens gymnasieelever primært handler om at præstere og få gode karakterer.

“Almendannelse er kombinationen af viden og ansvar. Gymnasiet skal blive bedre til at lære eleverne at lære på en måde, hvor nysgerrighed og ansvar for samfundet er drivkraften. Eleverne skal indse, at der er noget uden for dem selv, der er vigtigt,” siger Rasmus Meyer.

Han nævner den fransk-canadiske filosof Charles Taylor, der taler om vigtigheden af at have ‘en horisont af betydelige spørgsmål’.

“Efter tre år i gymnasiet skal man være blevet klogere og dygtigere. Man skal være fagligt kompetent. Men samtidig skal man have en fornemmelse af, at der er noget, der er vigtigere end én selv, og at der er noget, man skal ud at gøre i verden. En fornemmelse af ansvar.”

I dag ved unge generelt meget om politik og samfundsforhold, men der er for mange, der ikke føler et ansvar, mener Rasmus Meyer.

“I uddannelsessektoren er man alt for dårlig til at tale om, hvad det er for et ansvar, vi har som mennesker i et demokratisk samfund. Vi skal turde sige til de unge: ‘Der er rettigheder, men der er også pligter. Og en af dem er, at du skal engagere dig. Du kan ikke melde pas. Det er ikke nok, at du er god til engelsk litteratur og interesserer dig for relativitetsteorien. Du har en forpligtelse, der rækker ud over dig selv’.”

Debat bliver for sort-hvid
Rasmus Meyer peger på, at der er sket en bevægelse i uddannelsespolitikken i de seneste år. Der er kommet et stadigt kraftigere fokus på kompetencer, mens det, der har med dannelse at gøre, er gledet mere i baggrunden.

Det er en uheldig udvikling, mener han. For det er ikke kun den viden, der kan måles og vejes, der er brug for. Heller ikke kun den viden, der kan skabe velkvalificeret arbejdskraft og omsættes til økonomisk vækst. Målet for gymnasiet og resten af uddannelsessystemet er så meget andet, fastslår han.

“Når kompetencebegrebet fylder mere og mere, er der andre vigtige diskussioner, der ikke får den plads, de har fortjent, herunder netop diskussionen af de pligter, man har som samfundsborger, og hvordan vi holder demokratiet levende,” siger Rasmus Meyer.

Men samtidig mener han, at kritikken af konkurrencestaten ofte bliver alt for sort-hvid. Han synes, at kritikerne får det til at lyde, som om alt var bedre før.

“Forfatteren Tage Skou-Hansen har sagt, at ’der er grænser for, hvor meget grimt man kan sige om verden uden selv at blive forgiftet’. Det tænker jeg tit på, når konkurrencestaten bliver diskuteret. Vi skal passe på med at tegne et billede af verden, hvor nutiden kun er af det onde. Jeg tror, det er mere nuanceret,” siger Rasmus Meyer.

Han ridser linjerne op, som han oplever dem: På den ene side står konkurrencestatskritikerne, der synes, at kompetencer fylder det hele og nærmest har kvalt almendannelsen. På den anden side er regnedrengene, der er gået i totalt PISA-chok og frygter, at der går rundbordspædagogik i den, og at kineserne løber os over ende.

Selv placerer han sig et sted midtimellem og efterlyser, at der bliver bygget bro mellem lejrene. For ham er der ikke noget modsætningsforhold mellem kompetencer og almendannelse. De er tværtimod hinandens forudsætninger, siger han.

“Man kan ikke være almendannet uden at have en lang række kompetencer på plads. Man er nødt til at være klædt på historisk, kulturelt og samfundsmæssigt for at kunne forstå verden og navigere i den.”

“Og selvfølgelig skal gymnasiet ikke kun gøre eleverne livsduelige, men også arbejdsduelige – altså give dem kompetencer, så de kan blive god arbejdskraft og forsørge sig selv,” siger Rasmus Meyer.

Husk den større fortælling
Højskoleforstanderen oplever, at flere i diskussionen om almendannelse udlægger begrebet som værende lig med selvudfoldelse. Det ærgrer ham.

“Jeg er ikke imod, at man realiserer sig selv, at man bliver sig selv bevidst. Det er vigtigt. Men almendannelse er meget mere end det. Almendannelse er knyttet til et ansvar – ikke kun for ens eget liv, men for samfundet,” siger Rasmus Meyer.

Han påpeger, at det er en af de ting, han gerne vil ind på, når han i starten af november er en af oplægsholderne på en konference om almendannelse, som Gymnasieskolernes Lærerforening og Danske Gymnasier står bag.

Kan gymnasiet få eleverne til at indse, at der er noget uden for dem selv, der har en værdi, og at de har en forpligtelse til at engagere sig, kan det samtidig være med til at dæmpe det præstations- og karakterpres, som mange oplever, vurderer han.

“Vi har brug for en almendannelse, der sætter folk fri for sig selv. Vi har en tendens til at tro, at ungdommen vil blomstre, hvis bare vi afskaffer karakterer, test i folkeskolen og fremdriftsreformen. Men det er jo en totalt banaliseret samfundsanalyse,” siger Rasmus Meyer og uddyber:

“I alle vestlige samfund lider ungdommen, og vi er tilbøjelige til at forstå det som et resultat af stigende krav og større pres. Jeg tror mere, at det er et resultat af den eksistentielle frihed. Unge i dag er fri af klasse, ideologi, køn og familie. De skal definere sig selv og må selv finde meningen med livet. Det er på den ene side en gave, men på den anden side en forbandelse. Det er som at stirre ned i en eksistentiel slugt hver eneste dag. Man bliver sin egen målestok. Ens eget lille liv bliver den linse, man ser alting igennem, og så kommer ting som karaktergennemsnit til at fylde alt for meget.”

Derfor håber han, at landets gymnasielærere hver eneste dag vil minde hinanden om, at de står med en generation af unge, der længes efter mening. Og at der findes mening i alle gymnasiets fag, hvis blot man slipper dem lidt fri af kompetencetænkningens stramme åg.

“Skal vi for alvor have dygtige studenter ud af gymnasiet, skal man ikke undervise i fagene, men med fagene. Til alle fag er der en større fortælling end det, de giver sig ud for. Hvorfor læser vi for eksempel Lykke-Per? Det gør vi for at finde ud af, hvordan vi skal være i verden, ikke fordi vi skal op i tekstanalyse til eksamen. Med den tilgang kan vi animere eleverne til at lære på en anden måde.”

Interviewet er ved at være slut. Rasmus Meyer viser rundt på højskolen. Bortset fra en håndfuld snakkende elever på vej til klimademonstration er der stille. Resten er på studietur. I spisesalen foran billedet af Hal Koch, Krogerup Højskoles grundlægger, stopper han op.

“Hal Koch ville gøre sine elever i stand til ’at indlede sig lidenskabeligt med tilværelsen’. Det er i virkeligheden en fin måde at sige, hvad almendannelse er.”