Eksperter: Lærere kan umuligt finde rundt i den digitale jungle

Brugen af gratis digitale teknologier, apps og sociale medier er en integreret del af undervisningen i danske gymnasier. Det er dog en stigende udfordring for skoler og lærere at forholde sig til dataetik og risikoen for datamisbrug, mener eksperter.

‘Zoom er et godt og effektivt værktøj til virtuel undervisning.’ ‘Ja, men har du prøvet Discord, det er mange elever vant til at bruge, når de gamer?’

Sådan kunne ordvekslingen mellem to lærere godt have lydt under coronakrisen, da lærerne med kort varsel skulle lave nødundervisning. Mange kastede sig over nye værktøjer på computeren og udvekslede gode idéer om virtuel undervisning med hinanden.

Kreativiteten stødte dog sammen med en anden udfordring. Hvordan behandler firmaerne bag de mange gratis produkter de data, som flyder rundt mellem eleverne og læreren? Hvilke digitale spor beder skoler og lærere eleverne dele med kommercielle virksomheder og techgiganter, som tilbyder gratis produkter og derefter tjener penge på at bruge vores data?

Coronakrisen satte voldsomt skub i den virtuelle undervisning, men brugen af gratis digitale programmer, apps og sociale medier i undervisningen har været stor i gymnasiet i flere år.  

60 procent af lærerne har anvendt sociale medier som for eksempel Facebook i undervisningen, og 73 procent har anvendt værktøjer til videndeling som for eksempel Google Docs, viser en undersøgelse fra Det Nationale Videncenter for e-læring – eVidenCenter og tænketanken DEA.

Det handler om, hvilket samfund vi ønsker nu og om 10 år.

Pernille Tranberg, rådgiver om dataetik
DataEthics

Dataetisk jungle
Flere eksperter mener, at vi i Danmark generelt set skal være langt mere kritiske over for, hvilke produkter vi integrerer i undervisningen og får danske elever til at bruge. Samtidig erkender eksperterne også, at det er en voldsom og næsten umulig opgave for den enkelte lærer og skole at skulle forholde sig til en uigennemsigtig række af produkter udbudt af for eksempel amerikanske techgiganter.

Eksperterne efterlyser derfor også, at regeringen og Børne- og Undervisningsministeriet tager et større ansvar for at hjælpe skolerne med at finde rundt i den dataetiske jungle.

Pernille Tranberg er medstifter af tænkehandletanken DataEthics og rådgiver om dataetik for virksomheder og organisationer og holder blandt andet også foredrag på gymnasier.

Hun mener, at børn og unge skal beskyttes langt bedre mod teknologier og apps fra især store amerikanske virksomheder.

“Det handler om, hvilket samfund vi ønsker nu og om 10 år. IKina styrer staten befolkningen med data og overvågning, og i USA har datamonopoler som Facebook, Google og Amazon også en kæmpe magt til at manipulere og styre befolkningen. Det er ikke den slags samfund, vi ønsker i Europa,” siger hun.

Data hober sig op og kan forfølge den enkelte elev for altid.

Jacob Naur, jurist
Unitas

Hun mener, at regeringen skal tage et ansvar for at beskytte børn og unge mod, at deres data bliver misbrugt, men skoler og gymnasier kan og bør også tage et større dataetisk ansvar.

“Skoler og gymnasier skal være lige så kritiske over for, hvad apps og teknologier betyder for vores børn og unge, som vi er, når vi går ned i supermarkedet og køber madvarer,” siger Pernille Tranberg.

Hun mener for eksempel ikke, at skoler og uddannelsesinstitutioner skal bruge Facebook eller Instagram i undervisningen.

“Facebook er en virksomhed, der høster alle dine data og gemmer alt om dig. Vi skal ikke tvinge børn og unge til at komme på Facebook eller fastholde alle de unge, der i forvejen er der. Det hænger slet ikke sammen med de værdier, vi bør have i de danske skoler og gymnasier,” siger Pernille Tranberg.

Hun mener også, at skoler skal være meget påpasselige med, hvilke af Googles produkter de anvender.

“Google, som er en af verdens største virksomheder, lever af at tracke brugerne og bruge dataene kommercielt. Skolerne har et stort etisk ansvar, som de bør forholde sig til,” siger Pernille Tranberg.

Underbelyst problemstilling
Jacob Naur er jurist og medindehaver af virksomheden Unitas, som blandt andet rådgiver flere gymnasier om databeskyttelse og it-kontrakter. Han mener, at gymnasier blandt andet i forbindelse med fokus på GDPR er blevet bedre til at forholde sig kritisk til gratis programmer, software, platforme og så videre, men han mener, at skolerne alligevel står med en meget stor udfordring.

“Problemstillingen er meget underbelyst i skole- og uddannelsessektoren, og der er også behov for, at man fra centralt hold politisk og i Børne- og Undervisningsministeriet forholder sig til udfordringen med at vælge digitale teknologier,” siger han.

Jacob Naur beskriver det også som en meget vanskelig opgave for en skole at håndtere lovgivningen på området og løbende lave de nødvendige risikovurderinger af de enkelte tjenester og programmer. Derfor er der også mange skoler, som indgår diverse it-fællesskaber.

“Lovgivningen på området er indviklet for skolerne. Det kan for eksempel være svært for den enkelte skole at finde ud af, om den er dataansvarlig eller databehandler, når den benytter en tjeneste, og hvornår den har oplysningspligt over for eleverne,” siger Jacob Naur.

Han peger på, at skolen og lærerne ikke er sat i verden for at læse og vurdere lange ‘terms and conditions’-dokumenter for en app, som måske kan bruges i undervisningen.

“På gymnasierne er der en stærk kultur med dygtige fagpersoner, som selv ønsker at bestemme over deres undervisning. Den entusiasme er som udgangspunkt positiv, men kan ramle sammen med, at man skal sørge for, at elevernes data ikke bliver udnyttet,” siger Jacob Naur.

Mange børn og unge deler voldsomt mange informationer med hinanden og med de virksomheder, der tilbyder dem gratis tjenester. Men det er ingen undskyldning for, at skoler og institutioner ikke skal være meget påpasselige med elevernes data, mener Jacob Naur.

Hvis idrætslæreren beder eleverne om at hente en træningsapp og indtaste helbredsoplysninger, eller hvis eleverne skriver personlige ting i en opgave i et Google-produkt, skal skolen være meget opmærksom på, hvor de data ender, påpeger han.

“Data hober sig op og kan forfølge den enkelte elev for altid. Forsikringsselskaber, kommende arbejdspladser og mange andre kan finde frem til vores data mange år efter,” siger Jacob Naur.

Skoler har særligt ansvar
Jeppe Bundsgaard er professor på DPU Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse og har fulgt udviklingen med it i undervisningen i mange år.

Han mener, at politikerne burde forholde sig langt mere til brugen af gratis tjenester, sociale medier og så videre i skole- og uddannelsessektoren.

“Gymnasier er offentlige institutioner, og de har derfor et særligt ansvar for, at de ikke direkte eller indirekte tvinger elever til at bruge produkter eller tjenester, som anvender og udnytter elevernes data. Det ansvar mener jeg ikke, at skolerne lever op til i dag,” siger Jeppe Bundsgaard.

Han mener, at det først og fremmest er et etisk problem, som også handler om, hvilke værdier vi ønsker at udvikle og præge vores børn og unge med.

“For de fleste mennesker er det i princippet ikke noget problem, at deres data bliver brugt af virksomheder til at lokke dem til at købe ting. Men problemet er, at vi ikke kan vide, om data om for eksempel vores seksuelle orientering og politiske observans også bliver udnyttet nu eller på et senere tidspunkt,” siger Jeppe Bundsgaard.

Han mener, at vi generelt iDanmark er godtroende og har tillid til autoriteter, og det kan i sig selv være godt.

“Men det er dovenskab og naivt at overføre den samme tillid til store udenlandske virksomheder, der lever af at indsamle data,” siger Jeppe Bundsgaard. 

 

Alternativer til techgiganterne

Store amerikanske techgiganter som for eksempel Google og Facebook tjener penge på gratis produkter, hvor brugerne betaler med deres data. Der findes dog også virksomheder, som ikke tjener penge på at gemme og udnytte vores data kommercielt.

“Der findes masser af danske og europæiske alternativer til produkter fra de store amerikanske og kinesiske virksomheder. Vi er nødt til at støtte alternativet, hvis vi vil beskytte vores data og forholde os etisk til udviklingen,” siger Pernille Tranberg, som er medstifter af DataEthics.

Hun peger blandt andet på, at der findes en del open source-software, hvor brugen af data er helt transparent. Og der findes også alternative teknologier, som skoler eventuelt skal betale for, men som også sikrer, at elevernes data ikke bliver udnyttet kommercielt.

Gymnasieskolen har i forbindelse med research til dette tema fået anbefalet alternative produkter. Vi har dog valgt ikke at fremhæve nogle produkter frem for andre i forhold til kvalitet og datasikkerhed.

 

Undervisningsministeriet vil hjælpe skoler og lærere

Skoler og lærere skal have bedre information og støtte til at vælge eksempelvis gratis apps til undervisningen. Det oplyser Børne- og Undervisningsministeriet. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STIL) under ministeriet har påbegyndt arbejdet med at udvikle informationsmateriale til formålet.

Derudover er det forventningen, at STIL inden udgangen af 2020 vil have gennemført en evaluering af et mindre antal gratis apps for også at kunne understøtte lærernes anvendelse af gratis produkter i hverdagen, oplyser Børne- og Undervisningsministeriet i en mail til Gymnasieskolen.

 

Stigende bekymring hos lærere

Der er en øget bevidsthed og bekymring blandt lærere for, hvad konsekvenserne kan være af brugen af digitale platforme og produkter. Det mener Michael Lund-Larsen, der er centerchef for Det Nationale Videncenter for e-læring – eVidencenter.

“Lærerne kender ikke algoritmerne bag ved produkterne og kan være bekymrede for, om informationer bliver delt videre eller misbrugt. Der er derfor brug for retningslinjer fra Børne- og Undervisningsministeriet i forhold til, hvordan lærerne skal håndtere digitale produkter, så det ikke er den enkelte, der står med udfordringen.”

Han mener ikke, at bekymringen må føre til, at skolerne bliver mindre digitale.

“Man skal for eksempel ikke stoppe med at inddrage sociale medier som Facebook i undervisningen, men lærerne skal være meget bevidste om, hvad de deler, og hvordan de bruger medierne, og det skal de også lære eleverne.”