Efterårssemesteret: Et stemningsbillede

Så er det dén tid igen… Det er ikke julen, jeg taler om, men SRP-perioden.
For 3.g’erne er skrivningen af studieretningsprojektet kulminationen på lang tids venten (i gru?), mens lærerne formentlig altid går ind i perioden med en blanding af nysgerrighed og stålsathed. Modsat eleverne har vi jo været der før og kender alle faserne og delelementerne.

Det er for eksempel tiden, hvor man pludselig mandsopdækkes i pauserne af elever, der vil stille SRP-spørgsmål.
Tiden, hvor man febrilsk sidder og leder i skemaet for at finde et vejledningstidspunkt, hvor tre mennesker kan samtidig. Og tiden, hvor man gennemgår sine elever i hovedet for at finde ud af, om nogle af dem har brug for at blive indstillet til særlig skrivehjælp undervejs. Det er også nu, man ihærdigt skal forsøge at tale samme sprog som sin medvejleder, selv når denne kommer fra et radikalt anderledes fagområde. Det er desuden i denne periode, at man – i hvert fald som humanioralærer – må komme overens med, at man er nødt til at sidde og vejlede i romaner, man ikke selv har læst. Det er tiden for stilfærdige opgivende suk, som når en elev møder op til vejledningssamtale fuldstændig tomhændet – tomhændet i den forstand, at der ikke er skyggen af blyant eller computer på bordet til at nedfælde samtalens vigtigste elementer med. Og apropos den slags indvendig hovedrysten er det vist også aktuelt alle de gange, hvor en elev stiller et klassisk formaliaspørgsmål, som han/hun selv kunne have læst sig til i vejledningen.

Det er også en periode, som kan rumme overraskelser. Den stille, passive pige rækker pludselig ud efter ansvaret og møder op til møde efter møde med favnen fuld af materiale og noter.
Eller en normalt temmelig driftsikker elev oplever en mindre nedsmeltning. Under alle omstændigheder ser man nye sider af eleverne, og heldigvis er der ofte et gran af stolthed på deres vegne involveret.

For læreren er det også en mulighed for at indgå i en helt anden rolle end den daglige lærerrolle. Pludselig har man eleverne én ad gangen og kan ofte nå dem på en anden måde. Og alle elever er forskellige og skal i sagens natur vejledes forskelligt. Personligt finder jeg det både udfordrende og forfriskende, at både din faglighed og almene psykologiske indsigt kommer i spil.

Jeg har 15 SRP’er i år, og begge mine fag er involveret, så der er da lidt at se til. Personligt agter jeg at gå på juleferie med en stak SRP-romaner under armen; jeg tænker, at det bliver lige dele arbejde og fornøjelse. Mens jeg sidder dér og læser med en skål vaniljekranse ved siden af, vil jeg måske begynde at skue frem mod bedømmelsesfasen, der kommer til at fylde både mentalt og bogstaveligt i januar/februar… Men først og fremmest vil jeg også bare glæde mig til at læse en masse spændende, tankevækkende opgaver om alt mellem himmel og jord.