Det fagdidaktiske projekt – en spændende nydannelse i teoretisk pædagogikum

For nylig afholdt Uddannelsesrådet for teoretisk pædagogikum sin årlige konference for fagkonsulenterne, forskerne og underviserne på uddannelsen, hvoriblandt flere også er kursusledere, vejledere og tilsynsførende i praktisk pædagogikum. I år var der fokus på den ny studieordning for teoretisk pædagogikum. Den skal implementeres efter sommerferien. Der er spændende tiltag på vej med den nye studieordning, ikke mindst det der kaldes det fagdidaktiske projekt.

Netop dét projekt kan jeg ikke lade være med at hæfte mig ved i dette mit første blogindlæg på en blog, som skal handle om nye udviklinger i gymnasieskolen set fra et forsknings- og udviklingsperspektiv. Jeg er professor i uddannelsesvidenskab med særligt henblik på fagdidaktik, har forsket og lavet udviklingsarbejde i gymnasieskolen de seneste 15 år og var med på konferencen som formand for faggruppen for almene humanistiske fag og medlem af Uddannelsesrådet. Så jeg ville være et skarn, hvis jeg ikke gjorde opmærksom på dette nye tiltag med det fagdidaktiske projekt som det første.

Nu handler det kommende teoretisk pædagogikum naturligvis ikke kun om fagdidaktik. På det overordnede niveau er nøgleord for den nye studieordning at gøre kandidaterne undersøgende og udviklende i forhold til deres fremtidige praksis som gymnasielærere. Den første formulering under Formål lyder:

”Formålet med teoretisk pædagogikum er at uddanne gymnasielærere, som kan reflektere og forholde sig undersøgende og udviklende til egen undervisning og til samarbejdet med andre fag og kolleger. Det sker i samspil med praktisk pædagogikum og på et forskningsbaseret grundlag.”

Noget er af dette er selvfølgelig kendt stof, som fx at kandidater skal kunne reflektere over egen praksis, og at det skal ske på et forskningsbaseret grundlag (selv om det sidste nu ikke er helt så selvfølgeligt, hvilket jeg kommer ind på til sidst). Men man skal især lægge mærke til ordene undersøgende og udviklende. Hvordan skal det gøres, og hvad skal det handle om? Hvordan skal det didaktiseres, kunne man passende spørge.

Den didaktiske tanke er at basere uddannelsen på princippet om at skabe ”sammenhænge mellem teori, caseanalyse og aktionslæring” både i den almendidaktisk og fagdidaktisk orienterede undervisning. Set fra mit bord er denne treenighed ikke overraskende. Den er allerede indarbejdet i den almendidaktiske undervisning på teoretisk pædagogikum. Det nye er, at den nu bliver indarbejdet i fagmodulerne og på tværs af modulerne. Som der blandt andet står:

”I det fagdidaktiske projekt undersøger kandidaterne et fagdidaktisk problemfelt med udgangspunkt i egen undervisning og med inddragelse af almendidaktiske og fagdidaktiske perspektiver.”

Detaljer specificeres i studieordningen for, hvordan det skal organiseres. Den overordnede pointe er, at kandidaterne på teoretisk pædagogikum i fremtiden får mulighed for at undersøge og udvikle deres undervisning i et fagdidaktisk perspektiv. Det har i mange år været savnet og efterspurgt, så det er jo godt. Omvendt er der ingen tvivl om, at der hermed også er kastet en udfordrende handske. Det fagdidaktiske projekt kræver udvikling inden for faggrupperne. Lad mig bare ridse nogle af udfordringerne op, som også blev diskuteret på konferencen:

  • Hvad vil det egentlig sige at formulere et fagdidaktisk problem?
  • Hvornår er noget fagdidaktisk og hvornår almendidaktisk?
  • Hvad betyder teori i denne sammenhæng?
  • Hvilken status har casen – hvordan skal den laves?
  • Hvordan hænger teori og case sammen med aktionslæring?
  • Hvordan skal selve aktionslæringen struktureres? Og afrapporteres?
  • Og hvordan hænger dette projekt sammen med det øvrige pædagogikum?

Alle disse spørgsmål og flere til skylder vi at udvikle gode enkle svar på i den kommende tid. Med vi mener jeg alle os med et ansvar for og en andel i at hjælpe kandidaterne til at få et godt pædagogikum, dvs. vejledere, tilsynsførende, fagkonsulenter, kursusledere, faggruppeledere, forskere m.fl.

Den gode nyhed er, at der allerede har været gennemført to pilotprojekter inden for matematik og afsætning. De har afprøvet, hvad det ville sige at lave et fagdidaktisk projekt fra start til slut. Piloten er ved at blive evalueret og er altså endnu ikke afrapporteret. Men de første sonderinger, vi fik indblik i på konferencen, tyder på gode resultater og, ikke overraskende, også plads til forbedringer.

En af pointerne er at afdramatisere ambitionsniveauet. I stedet for at tale om ’projekt’, som kan lyde meget stort, er det måske bedre bare at tale om en (mini)undersøgelse: Den fagdidaktiske miniundersøgelse. Det afgørende er, at kandidaterne får erfaringer med og mod på at arbejde – som formålsteksten lyder – undersøgende og udviklende i forhold til eget fag.

En anden pointe er at forstå, at det fagdidaktiske projekt kan gøres på mange måder, og at disse måder blandt andet vil blive formet af de måder fagene hver især tænkes og gøres på. Det kan fx betyde forskellige afrapporteringsformer. Man kan fx både forestille sig en lille skriftlig afrapportering eller en poster.

En tredje pointe handler om at få præciseret, hvad en case er, og hvad den kan gøre af godt for en kandidat. Det slog jeg selv et slag for på en workshop, jeg lavede sammen med Lene Møller Madsen, leder af teoretisk pædagogikums naturfagsgruppe og lektor på KUs Center for Naturfagsdidaktik. Vores pointe er,  bl.a. at man som kandidat kan tage eksempelmateriale (empiri) fra praksis og gøre den til en fagdidaktisk reflekteret case. Det gør man ved at anlægge en eller flere teoretiske vinkler på eksemplet. En case vil typisk rumme et eller flere ’problemfelter’ (jf. studieordningens tekst). En sådan case vil være et godt afsæt til at formulere et aktionslæringsforløb, hvor man forsøger at gøre noget ved et af disse problemfelter.

Udviklingsarbejdet med at blive klar til at sætte det fagdidaktiske projekt i søen blev på den måde skudt i gang på konferencen, da man mødtes på workshops og i de forskellige faggrupper. Der foreligger allerede nu et udkast til en guide til kommende undervisere på teoretisk pædagogikum, som udlægger studieordningen, lidt som en vejledning. Det er et rigtig godt værktøj. I de kommende måneder vil der blive arbejdet videre med denne udviklingsopgave, så man er klar til at gå i gang efter sommer.

På den måde er der ingen tvivl om, at det fagdidaktiske projekt vil føre til nogle spændende nye undersøgelser og udviklinger af gymnasieundervisning. Det vil bidrage til en udvikling af pædagogikum – og i sidste ende gymnasiekulturen i bred forstand. Eftersom det undersøgende og udviklende samtidig tænkes processuelt og med vægt på kollegial feedback og sparring, tror jeg det kan føre til en mere kollegial og udviklingsorienteret tilgang til gymnasieundervisning. Det er der mange gode grunde til at stimulere.

Ideelt set håber jeg, man vil opfatte de første par år med det fagdidaktiske projekt som en prøveperiode. I de forskellige faggrupper og blandt vejledere, kursusledere osv. er der behov for at afsøge, hvordan det bedst gribes an. Derefter bør det evalueres.

Men det fagdidaktiske projekt i pædagogikum må også tænkes på den lange bane og som et mere omsiggribende projekt. I min verden er det en bane, som går mindst 15 år tilbage til forberedelsen af den skelsættende gymnasiereform 2005, ligesom den rækker ud i fremtiden som et større strategisk projekt der skal satses på politisk. En af de store udfordringer er jo, at der er relativt lidt eller ingen fagdidaktisk forskning i en lang række mellemstore og små fag. Hvis der skal være teori til at kvalificere det fagdidaktiske projekt, og det skal der jo ifølge studieordningen, skal der også være forskning bag. Men det er faktisk i mange tilfælde svært at støve op. Hvad gør vi ved det problem? Det kommer det næste blogindlæg til at handle om.