Der er mange veje

Der er ingen vej uden om ledere, hedder en artikel i Gymnasieskolen 3/2015, men det er ikke sandt. Der er tværtimod mange veje.  

Nu er der igen kommet en forsker til Danmark fra New Zealand, men hun kommer desværre bare for at cementere de idéer, vi har kendt i nu snart tyve år. Det er de sædvanlige buzzwords, der bærer Robinsons forskning: mål og forventninger; strategisk ressourceanvendelse; høj kvalitet; læring og udvikling. Desuden er det vigtigt med kompetencer som relevant viden: tillid; respekt; anerkendelse; lederskab og personlig integritet.  Der er for mig at se ikke noget, der umiddelbart tyder på, at professoren har bedrevet ny, epokegørende forskning, men nok at hun mener det rigtige, hvis hun vil frem i verden i John Hatties fædreland.

Som bekendt støtter megen nyere pædagogisk forskning sig på enten forenklede cases eller enkle metaforer. Robinson benytter gerne begge dele i interviewet.  Først en lidt speget metafor. Hendes fag, skoleledelse, er ikke bare et håndværk, men en videnskab, lidt ligesom hvis en kirurg siger: Jamen jeg opererer på min egen måde, ligegyldigt hvordan hospitalet plejer at gøre det. Metaforen henviser til den forkætrede privatpraktiserende lærer, og meningen må være, at han, læreren, bare praktiserer et håndværk i modsætning til skolelederen, der naturligvis er videnskabeligt funderet. Men det er en elendig metafor, for kirurgen kan ikke operere på andre måder end sin egen, og det samme gælder naturligvis for læreren, hvis der er tale om undervisning og ikke bare om instruktion.

En enkelt case ligner en dårlig lærebog i psykologi. Den præsenterer os for den dovne, uduelige lærer, der stik modsat os andre ikke passer sit job, ikke lærer eleverne noget, ikke rapporterer regelret og kommer for sent til møderne. Så kan det nok være, at alle vi andre regelrette, småborgerlige, men desværre stadig privatpraktiserende lærere, der naturligvis i bund og grund afskyr lederens autoritet, ligefrem vil komme krybende og bede om, at lederen påtager sig ansvaret og kalder til orden, ikke af hensyn til autoriteten, selvfølgelig kun af hensyn til de mål, der er sat for elevernes udbytte. Og nu skal vi jo ikke drukne i videnskabelighed. Robinson har også et varmt menneskeligt hjerte. Det er jo virkelig frygteligt, hvis det er de voksne (læs: de dovne, uduelige lærere), der bliver taget hensyn til. Eleverne vil lide under det, lægger hun til – og kniber en tåre?

Jeg undrer mig over, hvad vi som gymnasielærere skal med denne samling ligegyldige floskler, bortset fra at de måske kan ruste os imod Antorinis forestående angreb på gymnasiet.
Indlægget er forkortet, men kan rekvireres i sin helhed på siggi@kaldan.dk.

Siggi Kaldan
Mag.art., tidligere Ikast Gymnasium