Coaching, når sofisten viser sit ansigt i det 21. århundrede

Om ligheder mellem sofisten i klassisk tid og coachen i det 21. århundrede

Vi kender coachen som en professionel vejleder og leder af en gruppe eller enkeltperson. Alle kan principielt tage en uddannelse som coach, hvis de har pengene til at betale for uddannelsen. Således kan mine medborgere købe sig til en certificeret en magt til at vejlede eller lede uden særlige forhåndskundskaber end tidligere interesse i lede andre mennesker indenfor et felt. Men coachuddannelserne holder sig ikke kun til at skabe effektive erhvervsledere, men uddanner også pædagogiske ledere, der kan forme unges og voksnes privatliv. Er det et problem? For at svare på spørgsmålet, må vi undersøge, hvad kan man blive god til med en coachuddannelse? Diverse uddannelser skriver på deres hjemmesider om værktøjer til at skabe kraftfulde relationer og blive en god kommunikator, der kan motivere andre og forandre andres liv. Tænk lige over dette mål, prøv at undersøge coachinguddannelser på nettet og oplev, hvilket magtfuldt medmenneskeligt område de slår sig op på. Jeg tænker, at de må bruge megen tid og omhu på at overveje deres ansvar, når de udvælger de værktøjer, som uddannelsen udbyder? Når jeg læser videre på coachinguddannelsernes hjemmesider kan jeg ikke lade være med at tænke på Sokrates’ forsvarstale i 399 f.kr., hvor Sokrates blev udsat for et justitsmord anklaget for at være et selvbestaltet orakel og ødelægge de unge som en anden sofist. Kan den moderne coachingvirksomhed gå fri af anklagen om at være et selvbestaltet orakel og ødelægge de unge med sofistiske værktøjer, når de uddanner kommunikatorer til erhvervslivet, offentlige institutioner eller privat praksis? Jeg har gennem 8 år i gymnasieskolen deltaget i kurser med indlejret coachværktøjer og mødt kolleger og mellemledere, der er efteruddannet i coaching og har gentagne gange oplevet deres fremragende evne til at forføre ledelsen og tale ned til sine kolleger med deres værktøjer og moralske formaninger som kommunikator. Jeg overvejer, om mine få erfaringer er enestående? Hvad sker der i institutioner, hvor der er ansat pædagoger og psykologer med coachingværktøjer? Hvad sker der indeni de unge personer, når de møder en mur af værktøjer? Hvad sker der i erhvervslivet, hvor mellemlederen er uddannet som coach og bruger sine værktøjer til at gøre sin effektive ledelsesplan klar for medarbejderne? Hvad sker der indeni medarbejderen? Jeg ser, hvad der sker i gymnasieskolen og det er stilhed og retræte, for samtalen og undersøgelsen af sagen gik i stykker og parterne går hvert til sit. Hvad var forskellen på Sokrates og sofisten i Athen? Sofisten uddannede borgerne i at tale sådan, at de kunne overbevise andre om sandheden i deres argument mod betaling. Sofisten var en rig og fremgangsrig borger, smuk og god baseret på ydre værdier. Men var sofisten lydhør indeni og oprigtig interesseret i at indgå i en samtale for at finde frem til sandheden sammen med sin samtalepartner? Nej, for sofisten handlede det om at overtale den anden om sin sag. Derfor mener Sokrates heller ikke, at der er tale om en samtale, men en enetale i sofistens brug af talekunsten. En sokratisk dialog insisterer på, at samtaleparterne sammen finder frem til sandheden gennem en logisk og sammenhængende række af spørgsmål og svar. Det vil sige, at en spørger og en svarer, og hvert spørgsmål må ikke skifte retning eller svares i en anden retning end spørgsmålet, for så vil samtalen gå i stykker. Er det ikke netop det den gode kommunikator bliver god til? Nemlig, effektivt at føre samtalen i den målrigtige retning frem for gennem et samtalerum med undersøgelse og fri underen? – og underen og samtale tager tid og tid er penge, hvorfor også Sokrates endte sit liv som en fattig borger i Athen. Personligt bliver jeg bange for ham eller hende med coachuddannelsen for ja, de er gode til at tale og overbevise andre, ligesom Sokrates oplever jeg, at de næsten kan få en til at glemme, hvem man er i deres strøm af visioner, argumenter og værktøjer. Nok Sokratisk ironi. Jeg bliver bange, fordi jeg oplever kynisme, når vi mister respekten for ligestillingen mellem den, der spørger og den, der svarer og ikke undrer os og undersøger sagen til bunds, før vi træffer en beslutning. Beslutninger, der påvirker arbejdspladsen, det unge såvel som det voksne menneske i dag og år frem. Sokrates blev udsat for et justitsmord i 399 f.kr., da borgerne forvekslede hans moralfilosofiske samtaler med sofistens virksomhed, imens krisen hærgede i Athen. I dag overvejer jeg, om det kun er bankerne, der har ansvar for krisens omfang? Hvad med højkonjunkturens managements diskurs og coachens indtræden i medarbejderens privatliv og sjæleliv. I kølvandet af den effektive overenskomstforhandling, OK13 er jeg reelt bange for, at jeg kun når Sokrates til anklerne, når han slutter sin forsvarstale med den idealistiske udtalelse: ”en ringere mand kan ikke skade en bedre mand”, for det er jeg bange for, at han eller hun gør. Imens jeg skriver dette indlæg ser jeg reklamen øverst på siden og falder over deres motto: “Styr(k) din kommunikation”, imens to kvinder ser direkte på mig et selvsikkert, åbent blik.