CL er ikke COOL mere

For nogle år siden fandt flere uddannelsesinstitutioner åbenbart uddannelsessektorens svar på ”De vises sten”. Den hed COOperative Learning, som fik det mundrette navn COOL.
I dag er der nærmest ingen, der kalder det COOL mere, men i stedet for blot det mere neutrale CL. Det har jeg det egentlig ganske godt med, for så kool var COOL altså heller ikke. Forstå mig ret, jeg har fået rigtig meget ud af at arbejde med flere af de redskaber, som CL har. Der er mange gode aktiviteter og strukturer, som igangsætter flere af eleverne og dermed øger den samlede faglige aktivitet i en undervisningstime. Så jeg advokerer ikke for at fjerne alt, der har med CL at gøre. Men spørgsmålet er, om CL virkelig har løftet læringen så meget, som Kagans profeter lovede (Kagan er manden bag CL).

En af de første af Kagans profeter, jeg mødte (eller COOL-instruktører som de kalder sig) påstod på en workshop, at hun kunne gå ind i et hvilket som helst fag på vores gymnasium og få eleverne til at lære og forstå faget, hvis bare hun brugte CL. Også selvom hun ikke selv var uddannet indenfor faget. Hun var vel at mærke folkeskolelærer og kunne åbenbart ikke lige se, at det var noget af det mest arrogante, hun kunne påstå overfor en flok akademikere med faglig stolthed.
For det betød jo at ifølge CL var vores faglige uddannelse ikke noget værd. Man kunne jo bare bruge CL som universalnøglen til al læring nu. “Goddag mand økseskaft” var vi vist mange, der tænkte der, mens vi hurtigt mistede lysten til at høre på hende på trods af, at hun netop brugte CL-metoder på os.
Men derudover var det interessant, at hun ikke kunne påvise dokumentation for alle hendes påstande. Vi kunne altså ikke få nogen videnskabelig argumentation for, at CL fungerede. Ikke andet end den “at det gjorde det bare”. Hvis vi så mente, at dele af CL ikke virkede, fik vi at vide, at så var det, fordi vi ikke brugte CL godt nok, eller fordi vi ikke gik nok ind for CL og blandede det sammen med vore egne ideer. Personligt syntes jeg på det tidspunkt, at det mindede lige lovlig meget om Scientology.

Ok, som sagt, så er der jo gode elementer i CL, og de fungerer faktisk ret godt, hvis man netop blander dem med andre og egnes gode ideer. Men der er altså også nogle elementer, som har vist sig at være ubrugelige og faktisk også ødelæggende for god læring.
Men noget, vi kan lære af Kagan og hans profeter, er, at hvis man er god nok til at tale for sig og kan finde de rigtige personer til at repræsentere sine ideer, så kan man sælge nærmest hvad som helst til en uddannelsesverden, der siden Aristoteles (eller før) har higet efter en metode, der virker til at optimere de unges læring.
Helst en metode, der også er billig, dvs den koster ikke mere end det, man bruger nu.
Om nogle få år vil der, hvis der ikke er en i gang allerede nu, komme en ny bevægelse, som endnu en gang vil påstå at have fundet ”de vises sten” indenfor undervisning. En ny metode, som gør, at alting vil blive meget nemmere og meget bedre og samtidig er billig eller koster det samme som før. Og endnu engang vil man kunne opleve folk i undervisningssektoren falde på halen for den nye idé. Altså indtil vi finder ud af, at dens succes også er begrænset.

Måske skulle man i stedet se på alle de mange analyser, der igen og igen har påvist, at den gode læring får man, når lærerne er begejstrede for deres job og kan se, det giver mening, og de samtidig oplever, at de har tid og overskud til at undervise. Nå ja hov, det lever jo ikke nødvendigvis op til kravet om, at det helst skulle være billigere, øv.